Menstruationslignende smerter i graviditeten. Er det ligamentsmerter?

Menstruatonslignende smerter i uge 9 af gravditeten. Er det ligamentsmerter?
Foto: AndreyPopov/iStock

Hej..

Jeg er i uge 9 med mit første barn. Opdagede først graviditeten i uge 7 da jeg tolkede brystspænding og menstruationslignende smerter som tegn på at jeg snart ville få menstruation.

Jeg har dog indimellem og især om natten meget kraftige menstruatonslignende smerter. De går over efter ca. ti minutter.

Det har især været i uge 7 og så her i nat?Hvad kan det være? Er det bare ligamentsmerter?

KH. Signe

 

Menstruationslignende smerter i uge 9 af graviditeten. Er det ligamentsmerter?

Hej Signe!

Det kan sagtens være ligamentsmerter, du oplever. I starten af graviditeten begynder alting at vokse og give sig.

Livmoderen er “hængt op” i en slags “hoppegynge” af seje bindevævsbånd, ligamenterne. Et går frem til skambenet, et om mod lænden og halebenet, og endelig et i hver side, som kan mærkes som smerter/stræk i lysken.

Nogle gravide er voldsomt generet at ligamentsmerterne, andre mærker dem slet ikke. De kan drille helt frem til ca 24. uge.

En anden mulighed kunne være, at du måske har pådraget dig en blærebetændelse.

Graviditetshormonerne påvirker din naturlige flora af bakterier i underlivet, så du er mere modtagelig for infektioner.

Samtidig gør de samme hormoner, at alle kroppens ringmuskler, heriblandt urinrøret, bliver en anelse mere slapt og kan stå og gabe lidt, hvilket også lettere slipper bakterier ind.

Meget få gravide oplever at “tisse glasskår”, men mærker en blærebetændelse som tyngdefornemmelse og menstruationsmurren over skambenet.

Din egen læge kan undersøge din urin, hvis du mistænker, at du har en blærebetændelse. Det er ikke farligt og jeg har mødt gravide, der havde den ene efter den anden hele graviditeten igennem, ja op til 10-11 stykker!

Som regel er det let at behandle med penicillin.

God bedring under alle omstændigheder!

Mvh.