Tobias fødsel
Søndag d.11. marts 2001 fødte jeg en dejlig lille søn på 2850g og 49 cm. Han meldte sig 5 uger før tiden, så det var lidt af en overraskelse.
Fredag aften var jeg ude og spise med min kærestes firma, og jeg havde det ikke så godt, ondt i bækken, lænd og mange plukveer o.s.v. Jeg troede, at det var endnu en gang blærebetændelse for symptomerne var de samme.
Lørdag lå jeg i sengen til aftensmad tid, før jeg havde det bedre, og selvfølgelig regnede jeg med, at det var p.g.a. den sene aften, den hårde stol og så blærebetændelsen, men om natten tog det til – det gjorde pænt ondt, når jeg skulle ud og tisse, men jeg kunne heldigvis sove fra det.
Søndag formiddag sagde jeg til min kæreste, at vi hellere måtte ringe op til fødegangen for at høre, om de ville se mig, og det ville de da gerne.
Da jeg kom derop kl. 12.40 og blev undersøgt, fik jeg af vide, at jeg var 4 cm åben, og at det var nu…… PUHA!!!!
Jeg fik en stue og en stikpille, så jeg kunne tømme tarmene. Efter en time kom jeg i karbad, hvilket tog smerterne over lænden, men desværre også veerne (virkede ellers godt for min veninde). Efter en time i bad, bad jeg om at komme op, så jeg kunne få gang i tingene igen.
Kl.19.20 fik jordemoderen lov af en læge til at tage vandet, og så gik det stærkt. 20.20 kom veerne med 5 min. imellem, og jeg kom op på fødelejet. Jeg begyndte pludselig at kaste vildt meget op og det lettede en del.
Kl.20.55 fik jeg så lattergas og begyndte at få kraftig pressetrang… puha 7 cm åben og så må man ikke presse – Det var det, som jeg husker, som det mest smertefulde.
kl.21.30 fik jeg endelig lov til at presse, hvilken lettelse! Jeg var så hurtig til at presse, at det ikke kunne betale sig med en pudendus, for den ville først virke, når jeg havde født!
Kl.21.43 kom Tobias så til verden.
Mor og Tobias
Jeg sov med ham den første nat, og så blev han indlagt på Neonatal, fordi han havde for lavt blodsukker.
Han havde problemer med at tage mad fra mig, og når det endelig lykkedes, faldt han i søvn.
Efter 19 dages ophold på Neonatal kan han tage 10 – 20 min. hos mig og bliver så suppleret op på flaske med min egen mælk, som jeg malker ud. Når han bliver lidt større, vil han have kræfter til at tage det hele fra mig.
Nu er vi endelig hjemme og alt er bare så dejligt!