Amning og mad til baby

14204
Mor er i gang med amning af sin baby mens hun ligger ned
Foto: didesign021/iStock

 

Amning er noget som de fleste gravide har overvejet og evt. taget stilling til inden deres baby bliver født.

Amning er et højt diskutereret emne, som kan bringe sindene i kog hos nogle – især hvis mødre ammer offentligt – mens andre synes det er en helt naturlig del af livet.

Vi giver dig en alfabetisk liste over gode råd som alle vedrører amning eller hvilken mad din baby bør have.

Adspredelse under amning

Sidde ved computeren, se TV, læse blade og bøger, hvile, lave knibeøvelser, synge for barnet, fortælle historier, slappe af, skrive dagbog, drikke vand eller lytte til musik. Generelt er det dog en god idet, at der er ro omkring amningen, så barnet ikke stresses.

Det skal gerne være en hyggelig stund mellem mor og barn.

 

Alkohol

Sundhedsstyrelsen anbefaler at man IKKE drikker når man er gravid eller når man ammer. Hvis man alligevel vælger at drikke så er det bedst at drikke 1 genstand og helst kun hver anden dag, dvs. max 3½ genstand om ugen.

Alt dette skyldes at det er MEGET svært at sig hvilke mængder som skader barnet, eller hvor mange genstande. Der er udført en del studier, men de peger ikke i en retning. Formentlig fordi det er meget meget individuelt, afhængig af den enkelte kvinde/mors omsætning, forbrænding og udskillelse, og det enkelte barns sårbarhed overfor netop alkohol.

Men generelt er det man selv har puttet i munden, ca. 8 timer efter i den mælk barnet dier. Og man har gendannet ca. 40% af mælken på 1 time.

 

Ammebrikker

Ammebrikker er bløde silikonedutter som man sætter på brystvorten når man ammer, hvis barnet har svært ved at få fat, men kan også bruges hvis brystvorten er “beskadiget”. Bruges kun under selve amningen. Nogle kalder disse ammebrikker for ammeskjold.

Det anbefales generelt, at man kun benytter ammebrikkerne i en kortere periode mens amningen stabiliseres, men nogle bruger dem med fordel hele tiden. Visse børn kan have svært ved at suge nok mælk, så det er vigtigt at være opmærksom på, at barnet får nok mælk og at brystet tømmes helt.

Der findes også mange forskellige ammebrikker, der har forskellig facon og suttedel, så det er værd lige at undersøge markedet, så man få de brikker, der passer bedst til ens bryst.

De fås blandt andet i Matas, på apoteket og i de fleste børneforretninger.

 

Ammeskaller

Ammeskaller er muslingeskaller som man går med før og efter amningen, hvis brystvorten er beskadiget, bruges evt. med Phathenol salve, Eight Hour Cream eller lign. Cremer.

Avent har desuden lavet brystskaller, som anbringes i Bh’ en og beskytter ømme og revnede brystvorter, og opsamler mælkedryp også under amningen. Brystskallen består af to dele, en blød silikonestøttepude mod brystet og en hård skal med ventilationshuller, der giver luft og hjælper til hurtig heling. Se her: Lekmer.dk

OBS!!! Muslingeskaller kan være med til at forværre brystbetændelse, da de holder sårene på brystvorterne åbne, så det er indgangsport for infektion. Sundhedsstyrelsen har frarådet brug af skallerne pga. risikoen for infektion.

 

Ammestop

Det bedste er at trappe ned lige så stille med amningen, så produktionen kan følge med og man ikke skal døje med store spændte bryster osv. Men ellers er det en god ide at massere brysterne under den varme bruser.

Man kan også få piller, som hjælper en med ammestop, men man skal være helt sikker, for der er ingen vej tilbage. Et godt råd er, at binde noget meget stramt om barmen, så brysterne bliver “mast”. Det får også produktionen til at falde.

 

Ammete

Ammete er godt for mælkeproduktionen og kan købes hos fx Matas, men se også her: www.trendybaby.dk

Husk at være opmærksom på om din baby får mere ondt i maven når du drikker teen – er det tilfældet så prøv at holde en pause.

 

Amning

Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at spædbørn ammes fuldt de første 6 måneder, idet de fleste børn kan trives på modermælk i 6 måneder.

Antal bonusbleer

På ren modermælk kan det være alt lige fra 10 gange om dagen til 1 gang om ugen. På MME er det mere normalt en gang om dagen, og der bør ikke gå mere end 2-3 dage mellem hver afføring.
Antal mælkemåltider

Retningslinierne i de kloge bøger siger, at et barn spiser 1/6 af sin vægt fordelt på ca. 6-8 måltider om dagen. Pampers har følgende skema:

Fra nyfødt-2 uger: 50-120 ml hver 3. el 4. time
2-4 uger: 80-150 ml hver 4. time
1-2 mdr.: 100-180 ml, 6 måltider i døgnet
2-4 mdr.: 140-200 ml, 5 måltider i døgnet
4-6mdr: 140-300ml, 4-5 måltider i døgnet

 

Appetitspring

De fleste børn har et appetitspring når de er omkring 5-6 uger og når de er omkring 3 mdr. gammel. Den omkring de 3 måneder er den ‘farligste’.

Der er der rigtig mange mødre der opgiver amningen, fordi de lige pludselig oplever at der ikke er mælk nok. Det betyder, at børnene er ved at være så store, at de skal have mælkeproduktionen sat op. Det vil i øvrigt ofte være om natten, de forsøger at øge mælkeproduktionen. Det kan godt volde nogle problemer og man kan godt føle, at man ikke har mælk nok i brysterne.

Man skal lade barnet sutte så meget som overhovedet muligt og man kan også forsøge selv at stimulere produktionen vha. fx udmalkning, ammete osv. Der går som regel kun et par dage inden mælkeproduktionen er stabil igen, så hold ud!

 

Blanding af MME

Man kan med fordel blande MME til flere måltider. Fyld f.eks. 1-2 sutteflasker helt op med kogt vand og sæt dem i køleskabet, for så er der “friske” forsyninger af vand, lige til at hælde over på en anden flaske, klar til opblanding og opvarmning.

Man kan også blande dem og stille dem i køleskabet, så de er klar til at blive varmet op. De nyeste anvisninger siger at man må lave til 1-2 måltider og ikke til et helt døgn som ellers var almindeligt da jeg havde flaskebørn. Snak evt. med din sundhedsplejerske om det.

 

Brystbetændelse

Gå i en varm seng, slap af og lad barnet sutte så meget det kan. Kommer feber over 39 skal man kontakte lægen. Læs mere om mælkeknuder og brystbetændelse her: www.apoteket.dk

Brystpumpe

Man kan anvende en brystpumpe, hvis man skal have malket mælk ud. Så kan far passe barnet, mens man plejer sig selv! Man kan også malke ud til fryseren og gemme det til en anden god gang. Den kan også være god, hvis man vil være sikker på at få tømt brysterne helt for mælk (hvis man fx døjer med betændelse). Anbefalede brystpumper:

Ameda (lejet i Babysam eller Ønskebørn). Prisen for at leje denne maskine er 15 kr. daglig – hvis man er medlem af Danmark, så får man 10 kr. daglig tilbage, dette skal man bare meddele når man afleverer pumpen igen.

Avent (der medfølger reservedele, så den kan benyttes længe). Kan kun bruges med Avent flasker.

Medela fra Matas (manuel eller elektrisk). Man kan med fordel anvende den elektriske, hvis man skal have malket meget mælk ud. Kan benyttes med forskellige slags flasker.

 

Bøvsning ved natamning

Babyer bøvser mindre om natten, da de ikke distraheres så meget af andet som om dagen: lys, vinduer, TV, lyde mm. Så sluger de kære liv ikke så meget luft om natten som om dagen. Nogle børn har dog stadig brug for at blive bøvset efter natamningen for ikke at få luft i maven.

 

D-vitaminer

De skal gives fra 14 dage og frem til 1 år. Dem fra apoteket skal opbevares i køleskabet, dem fra Matas bare ved stuetemperatur. De kan gives direkte i munden, i et snapseglas eller på en ske. Man kan give det med eller uden modermælk på. Der findes variationer både med og uden kokosolie og det er meget forskelligt fra barn til barn om de kan tåle det! Har dit barn problemer med maven kan det derfor være en god ide at tjekke indholdet af vitaminerne og evt. skifte mærke.

Vores børn har fået ACD-vitaminer i stedet for ren D-vitamin for det er godt for immunforsvaret og så er dem vi køber men en pipette som barnet bare kan sutte i sig i stedet for at man skal “nørkle” med at give dem det på en ske.

 

Frysning af modermælk

Hvis du har mere brystmælk, end barnet spiser, har du mulighed for at gemme det til en gang, hvor du har mindre mælk eller har brug for en friaften, og har du et alvorligt sygt barn, kan du i en periode være tvunget til at malke ud.

Sådan gør du:

  • Vask hænder
  • Malk ud med hånden, håndmalker eller malkemaskine.
  • Malk en spsk. mælk ud og kassér den. Den første mælk kan indeholde bakterier fra området yderst ved brystvorten. De skader ikke barnet, når du ammer, men fordi mælken skal gemmes, er det vigtigt, at den er helt ren.
  • Malk ud i en rengjort, skoldet beholder eller flaske, “éngangsflasker” kan købes på apoteket, de tåler kogning flere gange. Frostposer og isterningeposer kan også bruges.
  • Beholderen med mælken køles straks under den kolde hane og sættes i fryseren. HUSK datomærkning
  • Mælk udmalket inden for samme døgn kan fryses samlet, hvis blot det er afkølet hver for sig og opbevaret i køleskab.
  • Modermælken kan holde sig 3 måneder i fryseren ved -18 C. Udmalket modermælk kan holde sig i 3 døgn i køleskabet ved +6 C.

Optøning:

Emballagen med modermælken optøs enten i en skål varmt vand og skal så bruges straks, eller den optøs i køleskabet.
Mælken lunes til 36-37¡C, inden barnet skal have den. Den må endelig ikke koge, da vigtige bestanddele vil ødelægges.
Optøet modermælk kan have et anderledes udseende: let grynet pga. sammenklumpning af fedtkugler. Lugt og smag kan også være ændret, men det er uden betydning for barnet, hvis ovennævnte forholdsregler er fulgt. Det er naturligt, at mælken kan have et blåligt skær – ligner skummetmælk, men brystmælken indeholder det, den skal.
Måske mister mælken noget af sit C-vitamin ved nedfrysning og opbevaring i køleskabet, men det betyder ikke noget, da frosset mælk kun er et supplement til den “friske vare”.
Gendannelse af mælk

Så hurtigt gendannes mælken i brysterne efter de er blevet tømt:

1 time – 40%
2 timer – 70%
3 timer – 90%
4 timer – 100%

 

Gylp

Måske har barnet lidt refluks hvilket betyder at lukkemuskelen ved mavesækken måske ikke er helt god, så prøv at spørge din læge. Hvis barnet bruger sutteflaske, så tjek for en sikkerheds skyld hullet i sutten (at det ikke løber for hurtigt ud), og når barnet spiser, at det ikke bobler (at der slipper luft ind), og at der ikke er undertryk i flasken.

Flaskebørn har også nogle gange en tendens til at spise lige rigeligt, fordi det kommer hurtigere ud, så en lille pause i måltidet kan måske også hjælpe. Det kan desuden hjælpe at lade dem sove med hævet hovedgærde om natten.

Mange har også gode erfaringer med johannesbrødkernemel

Hvornår løber mælken til

Som tommelfingerregel løber mælken til efter 3 dage, men det kan godt tage længere eller kortere tid for den enkelte. Det bedste man kan gøre for at få gang i det, er at ligge barnet til hele tiden.

 

Jern

Børnene skal have jerntilskud, nå de bliver 6 måneder gammel. Hvis barnet får minimum 400ml jernberiget mælkeerstatning eller vælling i døgnet, er behovet dækket. Hvis du stadig ammer skal du købe jern på apoteket eller hos Matas. Husk at det ikke er så smart at give det i forbindelse med amningen – det er bedst at give det i fx grød.

Du skal være opmærksom på, at jern godt kan farve tøjet, så pas på med ikke at spilde.

Man opfordrer også til at starte langsomt op, da det kan være hårdt for maven. Giv først 1 dråbe og trap så op til det anbefalede de efterfølgende dage.

 

Johannesbrødkernemel

Johannesbrødkernemel bruges fortrinsvis til gylpebørn. Her er fremgangsmåden:

Til 200 ml modermælkserstatning anvendes 1 gram (1/2 teskefuld) johannesbrødkernemel.

  • Afmål den mængde vand, der skal bruges til modermælkserstatningen, og varm det i en gryde.
  • Når vandet koger tages gryden fra varmen.
  • Den afmålte mængde johannesbrødkernemel piskes i det spilkogende vand.
  • Jævningen afkøles til ca. 40 grader.
  • Modermælkserstatnings-pulveret piskes ud i jævningen.
  • Blandingen stilles i køleskabet i flasker med låg.
  • (holdbarheden er 1 døgn i køleskab)
  • Jævningen er ved stuetemperatur som en tyk sovs, derfor skal hullerne i sutten evt. gøres større.
  • Hvis færdigblandet MME anvendes, hældes 1/2 teskefuld johannesbrødkernemel ned i den lunede modermælkserstatning (200 ml), hvorefter der omrystes kraftigt for at undgå klumper.
  • Hvis det er et brystbarn, der gylper meget, kan du malke modermælken ud, og derefter blande johannesbrødkernemel i som ved den færdigblandede modermælkserstatning.

Kalk på flasker (og sutter)

Man kan komme en spsk. eddike i vandet. Ellers kan man købe en dampsterilisator til mikroovn, der bliver flaskerne heller ikke kalket. Desuden kan man gnide flaskerne i lidt groft salt og bagefter hælde kogende vand over dem.

 

Kalorieindtag

Hvis du ammer, har du brug for ca. 500 kcal. mere end før. Og husk så i øvrigt, at det ikke er smart at gå på kur mens man ammer, men det er ingen der siger, at man ikke må leve sundt.

 

Kamillete

Kamillete med lidt rørsukker virker beroligende, smertestilende ved ondt i maven og slukker tørsten i varmen. Giv max. 1 dl lunken (helst økologisk) kamillete med 1/2 tsk. rørsukker. Det må endelig ikke være koldt.

 

Mavekneb/ forstoppelse

Husk at bøvse barnet efter hvert måltid.

Masser på maven i cirkelbevægelser rundt om navlen. Det er meget vigtigt det er MED uret. Tyktarmen ligger som en stor pølse næsten i en cirkel inde i maven så hvis man masserer “med uret” fremmer du afføringens naturlige vej gennem denne tyktarm.

Man kan også cykle med benene, da det løsner prutterne eller forsøge med sukkervand eller kamillete.

På apoteket kan man købe laktulose eller Mylicon dråber. Laktulose er ikke vanedannende, da det er et sukkerstof der virker ved at trække væske ind i tarmen og dermed gør afføringen lind.

Er barnet på MME kan man anvende ”Grøn Allomin”. Man kan også købe Movicol (pulver der skal blandes i fx mælk).

Når barnet begynder på mos og grød kan det ofte resultere i forstoppelse. Man skal huske at give barnet rigeligt at drikke – gerne vand – til måltiderne.

Sveskemos virker også afførende. Det kan man lave selv eller købe på glas – de virker begge dele. Med svesker skal man dog være opmærksom på at tarmene vænner sig til det, så der efterhånden skal mere og mere til for at give samme afførende effekt. Samtidig betyder dette at man bør trappe ud af det for at undgå forstoppelse når/hvis man ikke vil give det mere. Sveskemosen behøves ikke at gives rent, men kan anvendes i fx risgrød.

Når de små begynder at få grød kan man også lave havregrød, som også har en god effekt på maven. Lad grynene stå i blød natten over og lav grød på dem dagen efter. Cultura naturel (fx med frugtmos) skulle også have en god effekt og ligeledes squash i aftensmaden.

 

Modermælkserstatning (MME)

Allomin – Nan 1 – Babymælk

Er næsten ens. Anvendes alene eller som tilskud til det spæde barn, hvis mor ikke kan amme. Kan bringe et normalt nyfødt barn i trivsel fra fødslen og frem til ½ års alderen og uden vanskeligheder. Er også en god mælkekilde i resten af første leveår i barnets flaske.

 

Aptamil med Milupan

Milupan er en fedtblanding bestående af N-3 og N-6 LCP. Markedsføres som mere velegnet i de første måneder til det mature barn. I praksis kan det anvendes det til præmature barn fra udskrivelsen og indtil ca. 4 kg. pga. fedtsyreindholdets art.

 

Allomin med risstivelse

Allomin med risstivelse, hvor 15% af laktosen er udskiftet med risstivelse. Må ikke benyttes som det primære valg. Må først gives fra 2 måneder. Markedsføres som mere mættende.

 

Allomin, syrnet

Allomin syrnet med 0,9 gr. citronsyre per 100 gr. Pulver. Giver et pH på 5,4 i den færdige blanding. Må ikke benyttes som det primære valg. Kan gives fra fødslen. Til spædbørn med lettere fordøjelsesbesvær.

 

Allomin2

Allomin2 er en tilskudsblanding og et fuldgyldigt mælkeprodukt. At det er fuldgyldigt betyder, at barnet kan leve udelukkende af produktet. I Allomin2 er der de samme vitaminer og mineraler som i Allomin1 – der er blot et højere indhold af jern. Der er også en smule rismel, der gør det mere mættende, men lang fra så meget som i almindelig vælling.

Børn kan sagtens leve af 2’erne, men derimod ikke af vælling alene.

Allomin 2 adskiller sig dog fra andre tilskudsblandinger på markedet ved at være et fuldgyldigt præparat. Det vil sige at barnet kan leve af dette alene, fra 4 mdr. Beauvais, som producerer Allomin anbefaler at man fortsætter med Allomin 1, hvis barnet trives med dette, men hvis barnet skal spise forholdsvis store mængder for at blive mæt, kan man med fordel skifte til Allomin 2 efter fire måneder, da dette mætter lidt mere.

Husk at barnet skal være over 4 mdr. for at måtte få det.

 

Nidina

Kasein/Valle 50:50. Højere protein (1,8 gr/100 ml), calcium- og fosforindhold end NAN1. Må ikke benyttes som det primære valg. Markedsføres som mere mættende og til børn der gylper (sidste er misvisende information).

 

Profylac eller Nutramigen

Hvis dit barn er disponeret for allergi (hvis du selv og/eller faren er allergisk), så er det godt at bruge det dyre MME som Profylac eller Nutramigen. Det er noget med, at MME er lavet på komælk, og det kan jo give allergi. Men i Nutramigen og Profylac er proteinerne spaltet ekstra meget og derfor er risikoen meget mindre.

Har barnet een gang fået almindelig erstatning er det lige meget, så er der ikke grund til at gå over til de specielle produkter, man kan sige at så er løbet kørt.

 

”MME to go”

Hvad gør man, når man skal andre steder hen og ikke ammer?

Du kan tage varmt kogt vand med og pakke det ind i et håndklæde, så det har ca. den rette temperatur når det skal bruges. Mælkepulveret har man så med ved siden af til at putte i, når det skal bruges.
Varm kogt vand i en termokande kan også bruges og mælkepulveret har man så med ved siden af til at putte i, når det skal bruges.
Man kan have en afkølet færdigblandet erstatning med i en sutteflaske som man kan gå ind på en restaurant eller cafe og få varmet i mikrobølgeovnen.

OBS!! Man må ikke stille MME direkte i solen og blive opvarmet. Det giver glimrende grobund for udvikling af bakterier.

 

Mylicon dråber

Mylicon dråber er nogle dråber du kan give i samråd med din Sundhedsplejerske eller læge, hvis I har mistanke om for meget luft i maven.

Mylicon kan også hjælpe hvis den lille har svært ved at bøvse efter spisning.

De købes i håndkøb på apoteket. Læs mere her om det her: www.pfizer.dk

 

Mælkeknuder

Ved mælkeknuder (eller tilstoppede mælkekirtler) kan man ofte føle hårde evt. knudrede og ømme områder i brystet. Det skyldes tilstopning af mælkegange, så mælken staser op og ikke kommer ud under amningen. Derfor sprænges nogle af kirtelcellerne og mælken trænger ud i det omgivende brystvæv. Mælken er vævstoksisk, dvs. den skaber en irritation i vævet, som giver feber. Der er IKKE tale om en infektion med udefrakommende bakterier, og tilstanden skal derfor ikke behandles med antibiotika.

Det skal ikke forveksles med brystbetændelse, som er en regulær infektion med udefrakommende bakterier, der har “haft held” til at inficere brystet. Der vil være ømme områder i brystet og huden vil blive tiltagende varm og rød. Hvis ikke det behandles med antibiotika, sker der ingen bedring, men brystet vil blive mere varmt, hævet og rødt.

Retningslinjerne for, hvordan man behandler mælkeknuder har ændret sig gennem tiden, hvorfor læger og andet sundhedspersonale kan være uenige om behandlingen. I dag anbefaler man ikke længere at malke ud med en pumpe, da det bidrager til den onde cirkel ved at øge mælkeproduktionen. Det er vigtigt at man, mens man ammer, masserer brystet udefra og ind mod midten med flad hånd eller tommelfinger. Herved får man tømt de knudrede områder, og bliver med det samme rask. Kan baby ikke tømme brystet kan man fortsætte med at malke ud med flad hånd, da det ikke stimulerer produktionen på samme måde som en pumpe. Varme er også godt! Stil dig under den varme bruser flere gange om dage og masser mælken ud.

Hvis du ikke har en varmepude kan du tage et håndklæde, vaskeklud, viskestykke el.lign. og gøre vådt. Put det i mikroovnen 10-20 sekunder og derefter i en plastikpose. Så har du en glimrende varmepude, som du kan drapere om de ømme bryster.

 

Nægter brystet

Der kan være flere grunde til, at et barn nægter brystet. Måske kan det være noget, du har spist, barnet bliver forstyrret osv. Det kan være ret frustrerende, men det kræver en hel del tålmodighed fra din side. Du kan prøve at amme i en anden stilling eller sætte dig i et andet rum. Du kan også prøve at sætte din nedløbsrefleks i gang, hvis det er fordi barnet er utålmodigt og ikke gider at vente på, at mælken løber til. Du kan udmalke mælken og prøve at give i flaske eller på ske – for at se om det er brystet eller mælken, den er gal med.

Nogle børn nægter også at spise eller spiser mindre, hvis de er syge. Der behøver ikke at være andre symptomer end nedsat appetit. Måske kan næsen være stoppet, så barnet ikke så godt kan spise og trække vejret på samme tid. Det kan også være et appetitspring, som kan vare et par dage, så du kan evt. holde produktionen oppe ved at malke ud. Det kan være utroligt stressende, så det er vigtigt, at du ser tiden an og ikke lader dig gå alt for meget på. Barnet kan også mærke, hvis du er urolig omkring amningerne.

 

Opbevaring af modermælk

Modermælk kan opbevares 3 dage i køleskab og 3 måneder i fryser. Man kan med fordel opbevare mælken i fryseren i isterningbakker eller poser, så er det let at tage det ønskede antal. NB! du må ikke fryse modermælk i isterningposer da de ikke er beregnet til væske som indeholder fedt.

Hvis du køler mælken hver for sig kan du godt “samle” mælken for en held dag og fryse sammen.

Mælken kan optøes i køleskabet og kan er holdbart i et døgn. Skal du bruge det lige fra fryseren kan du varme det i en skål med varmt vand.

Mælken må helst ikke optøs i mikroovn, da mange vigtige vitaminer så vil gå tabt.

 

Regulering af mælk

Der kan sagtens gå et par uger inden mælkemængden regulerer sig.
Hos nogle kan der gå måneder og det kan komme og gå alt efter hvor meget barnet spiser.

Hvis brysterne er spændte og barnet har svært ved at tage fat, kan man bruge ammebrikker. Hvis man er bange for at ødelægge ammeteknikken ved det, kan man jo gør det, at man tager barnet fra et stykke tid inde i amningen og lægger det til den bare brystvorte, så bliver flere teknikker afprøvet. Man kan også malke mælk ud med hånden inden man lægger barnet til.

 

Smertestillende under amning

Her gælder det samme, som under graviditeten. Med paracetamol-piller (f.eks. Pamol og Panodil) må man tage “fuld dosis” som den anbefales på glasset.

Jeg fik et råd fra en vagtlæge om at tage smertestillende ca. ½ time før amningen for så ville de ikke nå at gå i mælken inden og få længst mulig tid til at komme ud inden næste amning men tjek eventuel med egen læge først.

 

Spiser ikke under sygdom

Syge børn har ikke lyst til at spise, og bare de får et vist minimum af væske, kan de godt klare sig nogle dage. De skal nok komme efter det, når de bliver rask. Der er visse ting, man skal holde øje med, for at sikre sig, at de ikke er blevet sløj af væskemangel:

Når de er rigtig vågen, skal de ikke være slappe og slatten. Du skal kunne få øjenkontakt med barnet og få et smil frem osv. lige som barnet plejer at være.

Barnets bleer skal være rigtig våde en gang imellem, og tisset skal ikke være helt rustrødt (så er urinen meget koncentreret pga. lille væskeudskillelse)

Hvis du er i tvivl, så få barnet set af en vagtlæge eller din egen læge. Det kan nogle gange være nødvendigt at indlægge spædbørn for at give dem væske, men det er som regel kun ved voldsom diaré eller langvarige febersygdomme.

Det kan nogle gange være en idé at give sutteflaske med vand eller sukkervand, hvis barnet hellere vil ha’ det. Endelig kan det være en god i de at malke lidt ud, så din mælkeproduktion ikke går for meget ned, fordi han ikke spiser.

 

Sukkervand

Sukkervand virker beroligende på spædbørn og dulmer smerter. Sukkervandet laves af 1 tsk. rørsukker som opløses i 100 ml kogt vand. Vandet kan stå i køleskabet i et døgn. Når børnene skriger, og man ikke kan trøste dem, så kan man tilbyde dem en teskefuld af det afkølede sukkervand.

Et andet råd er at få fat i en lille engangssprøjte så er det nemmere at give og kan også bruges i mundvigen hvis sutten er i munden. Dette hjælper også hvis man vil lære barnet at tage sutten som trøst.

Man bruger også sukkervand på sygehuset f.eks. når børn skal stikkes til blodprøver.

 

Sår på brystvorterne

Hvis man nu har fået sår på brystvorterne kan man fx benytte en ammebrik, som beskytter vorten indtil den er helet. Det er desuden vigtigt at barnet har den rette sutteteknik og man kan prøve at skifte mellem liggende, siddende og tvillingestilling.

Lad desuden brysterne lufttørre så vidt overhovedet muligt og anvend gerne ammeindlæg af uld. Det kan også være en fordel at tage skorperne af ved at blødgøre brysterne inden barnet ligges til for at undgå at barnet sutter skorperne af. Der sker ikke noget ved det for barnet, men det kan gøre mere ondt på brysterne. Man kan også bedøve vorterne med isterninger.

Cremer, som kan være gode: Aloe Vera Gelly fra Forever Living products, 8-hour creme fra Elisabeth Arden, Bephantol salve, zinksalve, Lansinoh salve, brystvortecreme fra Matas eller E-vitaminsalve. Vær opmærksom på at babyen ikke må spise cremerne. Aloe Vera Gelly samt Brystvortecremen fra Matas og Lansinoh salve behøver man ikke vaske af inden babyen lægges til.
Udmalkning

Du kan udmalke mælk, hvis du f.eks. skal nogle steder og andre skal passe barnet. Det kan også være, at du bare gerne vil have en lang nats søvn og lade far stå for ”amningen”. Det kan også gemmes i fryseren til senere brug. Hvis du har problemer med at få mælken til at løbe, kan du nulre dine brystvorter inden. Man kan også få noget næsespray på apoteket, der sætter den i gang.

Du skal lige huske, at barnet normalt kan få mere ud af dine bryster end du selv kan, da de er bedre til at stimulere brystet end en brystpumpe.

Bare så du måske ikke tænker, at barnet ikke får ret meget mælk, hvis du fx selv kun kan malke 50 ml ud.

 

Uldammeindlæg

De er økonomiske i brug og suger godt. Vaskeanvisning:

Vaskes i hånden ved max 30 grader

Anvend kun vaskemiddel som er mærket Woolmark

Skyl sæben ud. Pres vandet ud og stræk materialet inden tørring.

De uldne ammeindlæg bør ikke lægges i blød, da det vil skylle den rensende lanolin ud.

Brug aldrig klorin/ kemikalier af hensyn til dit barns sikkerhed

Det anbefales at vaske ammeindlæggene hver dag i begyndelsen af ammeperioden

Når brystmælken er stabiliseret anbefales det at vaske ammmeindlæggene minimum en gang om ugen. Er ammeindlægende tilsat lanolin skal de ikke vaskes ret ofte. Blot tørre på en varm radiator Og når man gør det, skal man bruge vaskemiddel særligt til uld med lanolin.

Hvis man ikke kan lide følelsen af uld mod huden så kan man tage dem på ovenpå de ammeindlæg men ellers bruger.

 

Øgning af mælkeproduktion

Lad barnet ligge ved brystet så meget som overhovedet muligt eller malke ud. Slap af, hvil dig meget og sørg for at få din søvn.

Derudover kan man prøve at drikke hvidtøl, som både skulle virke stimulerende og afslappende, 1 tsk. honning 1-2 gange dagligt eller ammete.

Undgå salvie, da det kan hæmme mælkedannelsen

 

Dette var en oversigt over helt almindelige mødres gode råd og informationer omkring amning som der er opnået gennem egne erfaringer og viden.

Jeg må derfor påpege at de ikke altid stemmer overens med de råd du får hos de professionelle og er du i tvivl skal du altid søge professionel hjælp!

De steder hvor der er hentet information fra andre kilder, er kilden angivet.

 

Foto: didesign021/iStock