Der er nogle kvinder som rent instinktivt kan mærke at de er gravide. Dog må de fleste vente på at få graviditetstegn som ømme bryster, morgen- kvalme, hyppig vandladning, træthed, udebleven menstruation eller en positiv graviditetstest. Men selv disse tegn behøver alligevel ikke at betyde, at du er blevet gravid.
Mange finder først ud af, at de er gravide, når deres menstruation udebliver. Men udebleven graviditet betyder ikke nødvendigvis graviditet. Det kan f.eks. også skyldes stress, sygdom, vægtøgning eller –tab eller at du er stoppet med prævention med hormoner (f.eks. p-piller).
Den eneste måde du selv 100 % kan finde ud af, om du er gravid, er at købe en graviditetstest eller aflevere en urinprøve hos lægen, så de kan teste dig for graviditet. Fordelen hos lægen er, at det er gratis.
Mange kan dog allerede inden den positive graviditetstest mærke, at der er noget under optræk i deres krop.
Brysterne
Nogle oplever allerede et par dage efter befrugtningen, at deres bryster ændrer sig. Nogle oplever, at deres bryster bliver større, hos andre bliver de tungere (dvs. hænger mere), og nogle oplever større følsomhed og ømhed i brysterne.
Øget tissetrang
Den øgede blodtilstrømning til underlivet kan påvirke blæren og kan bevirke, at kvinden oftere render på toilet. Nogle oplever dette allerede en uges tid, efter befrugtningen er sket – men det normale er, at man først bemærker dette tegn omkring 8.-10. uge.
Øget tissetrang behøver dog ikke nødvendigvis at betyde graviditet. Det kan også betyde blærebetændelse, og mange graviditeter er faktisk først blevet opdaget hos lægen, fordi kvinderne er taget til lægen for at blive undersøgt for blærebetændelse.
Morgenkvalme
Omkring halvdelen af alle gravide oplever morgenkvalme. Men selvom det hedder morgenkvalme betyder det ikke, at kvalmen ikke kan opstå på andre tidspunkter af døgnet. Nogle oplever denne kvalme meget tidligt, men de fleste stifter først bekendtskab med kvalmen omkring 6.-8. uge.
Kvalme behøver dog heller ikke betyde graviditet. Det kan også skyldes sygdom (f.eks. madforgiftning), nervøsitet eller fordi du ikke har fået noget at spise.
Anderledes spisevaner
Når en kvinde bliver gravid, ændrer det hormonniveauet i kroppen, og dette kan få en betydning for hendes spisevaner, da det kan give en anden smag i munden. Dette kan betyde, at man ikke længere kan spise sin yndlingsmad, men i stedet får lyst til noget, som man før i tiden ikke kunne udstå.
Derudover gør ændringen i hormonniveauet også, at der sker en ændring i lugtesansen, og pludselig kan man opleve at væmmes over en duft, som man før i tiden elskede.
Gynækologisk undersøgelse ved lægen
Når en kvinde bliver gravid, ændrer livmodermunden farve. Fra at have en rødlig farve skifter den til at have en blålig farve. Dette er kun noget, der kan ses ved en gynækologisk undersøgelse hos lægen.
Og når du nu alligevel er ved lægen, så kan du jo lige så godt få taget en graviditetstest.