Du får nu mulighed for at læse (næsten) alt om Roberts fødsel!
Der er måske nogle detaljer, som du godt kunne have undværet, men jeg har altså valgt at den skal være så detaljeret som muligt! Så…. Læsning på eget ansvar!
Lad nu være med at kaste op i tastaturet! De fleste forsikringer dækker ikke den form for skade!
God fornøjelse!!!
Fødselsberetning
Tirsdag d. 26. april om aftenen var vi til fødselsdag hos min svigerfar. Jeg var gået 2 dage over, men der var ingen tegn på en snarlig fødsel til trods for, at slimproppen var gået d. 1. og at jeg længe havde haft rimelig mange plukkeveer.
Jeg var egentlig ikke så forfærdelig utålmodig, men det var familien…(især Ronnis faster) ! Jeg brugte hele aftenen på at forsøge at forklare dem, at nu hvor jeg VAR gået over tid, så fødte jeg jo nok ikke af mig selv, men at jeg ville blive sat i gang omkring d. 9. maj (hvor jeg ville være gået 15 dage over)…
Jeg ved ikke hvorfor jeg havde den indstilling, men det var jo nok en slags forsvarsmekanisme, for at jeg ikke skulle blive alt for skuffet hvis det virkelig blev tilfældet!
Ronni og jeg kører hjem og efter en omgang ”primitiv igangsætning” (tihi)ligger vi os til at sove! Stadig ingen tegn på noget som helst!!!
Ronni skal onsdag morgen møde på job kl. 6.00. Han plejer ellers først at møde kl. 7.00, men de har lidt travlt på arbejdet, såe!
Han kører da klokken er omkring 5.45 og mens jeg stadig kan høre bilen brumme kommer den første lille ve. Den vælger jeg at ignorere. Kalder det bare mavekneb.
Jeg ligger mig til at hvile lidt, men vågner efter ca. 30 minutter med endnu en ve. ”Av, det nev da lidt. Er det mon veer eller skal jeg bare en tur på wc?” tænker jeg…
Da jeg rejser mig for at gå på toilettet er der noget der løber ud af mig! ”JUBBIIII, vandet er gået!!” tænker jeg glad og skynder mig ud på toilettet, hvor jeg til stor forskrækkelse opdager at det er blod der render ud og ikke fostervand.
Jeg griber straks mobilen og sms’er til min veninde Louise for jeg ved at hun havde haft tegnblødning inden hun fødte sin datter Freya en uge forinden, så jeg tænker, at hun jo nok kan fortælle mig om det er normalt at bløde SÅ meget.
Hun havde dog kun blødt noget i retning af 2 femkroner og opfordrer mig til at ringe på fødegangen og få en snak med en jordemoder.
Kl. 6.38 ringer jeg til fødegangen og får fat i jordemoder Lisbeth Lakjer. Hun tager det stille og roligt for jeg er jo nået termin, men syns nu alligevel lige at vi skal tjekke det, når jeg har blødt uden grund tidligere i graviditeten og det lyder jo som om jeg bløder mere end almindelig tegnblødning.
Kl. 6.45 ringer jeg så til Ronni for at få ham hjem fra arbejde (det blev sørme en kort arbejdsdag) Han tager det overraskende roligt…
Det tager Ronni ca. 20 minutter at komme hjem fra arbejdet, så mens jeg venter på ham tager jeg et bad og sms’er til min mor, som bor lige ved siden af os.
Som den søde mor hun er, kommer hun selvfølgelig ind for at se hvordan jeg har det. På dette tidspunkt vil jeg tro at der var omkring 10 minutter mellem hver ve (rent gætteri, for jeg havde slet ikk overvejet at holde styr på intervallerne, da det jo var blødningen der bekymrede mig).
Ronni kommer hjem og vi gør os stille og roligt klar til at tage på fødegangen. Min far er i mellemtiden også dukket op og der starter en samtale om noget så mærkeligt som aflæsning af fjernvarme.
Jeg panikker indeni! Hmm…
Klokken er ca. 7.15 og jeg er måske ved at føde, forbløde og ting der er værre () og her står de og snakker om fjernvarme! Hallo!!?? Jeg syns ikk, at tidspunktet for denne diskussion er videre passende, så jeg får, på en ikke særlig pæn måde, smidt mine forældre ud (undskyld!!) og forsøger at blive færdig med at pakke.
Jeg begynder at få lidt stress, for jeg syns bare, at Ronni er sååååå lang tid om at få snøvlet sig sammen.
Endelig kommer vi af sted mod Slagelse, som ligger ca. 20km herfra. Selvom Ronni kører en hel del hurtigere end tilladt, når jeg alligevel at have 3 veer på vej derop og én til lige da vi lander på parkeringspladsen, men det tænker jeg stadig ikk så meget over, så vi lader tasken stå i bilen.
Jeg forventer faktisk helt alvorligt at blive sendt hjem med den berømte besked: “Kom igen, når fødslen er lidt nærmere”
Vi ankommer på fødegangen omkring kl. 7.40, hvor Lisbeth Lakjer lige tjekker min blødning i bindet og udelukker at der er noget galt. Hun syns bare, at vi skal ligge og slappe lidt af og samtidig tælle hvor længe der er mellem veerne, for det tager jo mange timer endnu, for vi er stadig meget tidligt i forløbet.
Der ligger vi så og tæller veer og venter på vagtskifte.
Kl. lidt i 8 kommer JM Helle Johnson ind og hilser på. Hun vil køre en strimmel for at tjekke hvordan den lille har det. Jeg får en ve der niver så meget, at jeg næsten ikke kan trække vejret. Hun kigger lidt forbavset på mig og spørger hvor længe der er imellem veerne. Ronni som har holdt godt øje med klokken kan fortælle at der er 3 minutter imellem.
JM beslutter sig for lige at tjekke mig indvendigt inden hun kører ctg’en. Jeg har nu haft veer i ca. 2 timer og er allerede 6 cm åben og livmoderhalsen er udslettet!!! JMs kommentar til dette er; ”Jeg tror, vi dropper strimlen og giver dig et lavement i stedet! I bliver forældre i dag.”
”Wow, 6 cm! Det er godt nok gået stærkt!”, tænker jeg, men er stadig ikke helt overbevist om, at det er i dag den lille skal til verdenen.
Det går faktisk først rigtig op for mig, da JM siger, at hun vil gå ned på fødestuen og fylde fødekarret, men at hun ikke kan love, at vi overhovedet når i det, da det tager en times tid at fylde. “EN TIME!?”, tænker jeg. “Du kan da sagtens nå at fylde det kar. Der går jo mange timer endnu inden jeg skal føde. Det sagde den anden jordemoder da selv”
Jeg kan slet ikke forstå, at fødslen er så tæt på.
Ronni går ned til bilen efter tasken og jeg…tja, jeg render på toilettet… Efter lavementet (og hvad dertil hører) tager jeg et varmt brusebad med hjælp fra Ronni. Jeg står bøjet henover en skammel og nyder det varme vand mens Ronni står og genner på mig, for at få mig ud.
Han er ikke helt tryg ved, at det hele er gået så stærkt. Tror at han var bange for, at jeg pludselig fødte på gulvet, hvilket man jo ikke helt kan bebrejde ham for!
Efter badet ligger jeg mig ind på briksen igen. Jeg har kvalme… Da den næste ve kommer, skal jeg kaste op, men jeg har ikke spist morgenmad, så der kommer heldigvis ikke noget.
Kort efter bliver vi vist ned på fødestue 3, hvor jordemoderen tjekker hjertelyd, for at se om alt er som det skal være med babyen. Det er det heldigvis!
Kl. 9 er fødekarret er endelig fyldt!
Hun siger til mig, at jeg skal sige til, når det begynder at trykke lidt forneden. Sjovt, det havde jeg lige tænkt på, at det gjorde, sååå… ”Til”, siger jeg. Hun tjekker indvendigt igen! 10 cm!!! Det er 4 cm på 1 time!!! AAAVVV!
Kl. 9.05 kommer hun rendende med “hæklenålen” og tager vandet og jeg hopper ned i fødekarret! Det er den mest vidunderlige følelse, at komme ned i det varme vand. Det tager lige det værste af smerten.
Der går ikke længe før jeg begynder at føle en mærkelig trang til at presse. Ikke meget, men sådan en lille smule. Jeg siger det dog ikke, for jeg er meget bange for, at de skulle syntes jeg var pivet…
Kort efter siger jordemoderen; ” Du skal sige til, når du begynde at føle trang til at presse”.
Der går ikke meget mere end 2 minutter fra hun siger det, til jeg slet ikke kan holde igen. Jeg må dog ikke presse endnu (Ja, det kan de fandme sagtens sige ).
Kl. 9.35 får jeg lov til at presse aktivt. Jeg er meget bange for at sprænge efter alle skrækhistorierne man hører, så jeg tør ikke helt at presse igennem, hvilket resulterer i, at jeg får VILDT ondt i maven.
Kan kun råde alle andre fødende til at presse, når der presses skal, ikke holde igen af frygt for at gå i stykker! Det gør virkelig nas!
Roberts hjertelyd dykker en del mellem veerne, så jordemoderen bliver lidt nervøs og be’r om at få presset ham ud NU ellers må jeg op!
Nu går jeg helt i panik, for jeg ved ikke hvad hun mener med op… Op af karret? Op på operationsstuen? Hvad?
Jeg blir helt i tvivl om jeg i det hele taget gør det rigtigt. Jeg har jo aldrig prøvet det før. Ronni står bag mig og holder mig oppe i vandet. På dette tidspunkt skælder han mig lidt ud, men det er også tiltrængt .
Jeg råber under veerne at jeg ikke kan (vil) presse mere og han hjælper mig til at presse gennem hele veen ved at sige at jeg gør det godt og at han ved, at jeg sagtens kan.
Jeg kigger ned og opdager at jeg faktisk kan se Roberts hoved. Jeg rækker ned og aer ham. Det er en meget mærkelig, men vidunderlig fornemmelse. Det giver mig 100% kampgejsten tilbage.
Jeg presser alt hvad jeg kan et par gange og kl. 9.54 er han ude og bliver kastet op i mine arme. Alt omkring mig forsvinder. Der er i et par sekunder kun mig og min dejlige lille dreng i hele verdenen…
Vores lille Robert på 3700g. og 56 cm. (dog senere målt til 54 af Sundhedsplejersken!?) blev født lidt over 4 timer efter første ve (Der står 2:54 time på fødselsjournalen)!
Han fik apgarscoren 9/1 og 10/5 og er bare HELT PERFEKT!
Selvom det hele gik meget stærkt og at jeg blev lidt skræmt under presseveerne var det alt i alt en SUPER fødsel! Kan kun råde andre til at føde i vand! Det var en smuk oplevelse at se den lille “svømme ud i friheden”!
Ronni var virkelig en gud under hele forløbet!! Han tog det hele i stiv arm! Tror ikke, jeg kunne ha gjort det så godt uden ham!
Vi kan stadig begge sidde og forsvinde helt ind i vores egen verden, når vi kigger på Robert. Hæhæ, og Ronni som ellers havde svoret, at han aldrig ville blive forelsket i én af samme køn!
Håber I overlever at min beretning blev ”lidt” lang……… Ja, den blev jo faktisk længere end selve fødslen. Hihi! Jeg dur bare ikke til at skrive korte historier!
Her er Robert 5 minutter gammel
Billedet er taget lige efter vi kom op af fødekarret.
