Ann’s 2. fødselsberetning – Nok Danmarks hurtigste fødsel

Så hurtig kan en fødsel da ikke ske vel?
Foto: Spanishalex/iStock

D. 27. juli fik vi af vide af jordemoderen, at jeg var 3 cm åben og havde ca. 1,5 cm meget blød livmoderhals, så vi kunne føde når som helst.

Efter den melding forventede vi slet ikke at nå til terminen d. 12. august, så da kalenderen ”pludselig” viser tirsdag d. 15. august (3 dage over termin) er jeg ved at være godt utålmodig og mine bækkensmerter hjælper bestemt ikke på sagen.

Tirsdagen forløber som de fleste andre dage har gjort; Jeg sidder ved pc’en og venter på at min kæreste, Ronni, har fri fra arbejde, så vi kan hente vores søn Robert på 16mdr fra dagplejen. Dagene er ubeskrivelige lange, når man sidder alene og bare venter og venter. Heldigvis kommer min far mig til undsætning. Vi kører en tur til Næstved Storcenter. Vi oser lidt og spiser is. Det hjælper lidt på humøret.

I centret forhører jeg mig om Amerikansk olie, da det skulle kunne hjælpe fødslen i gang. Jeg vil jo rigtig gerne føde i vand denne gang også og det må man ikke, hvis fødslen bliver sat i gang på sygehuset, så jeg har sat mig for at prøve ALT når/hvis jeg nærmer mig de 42 fulde uger. Tja, man er vel stædig! Apoteket har dog ikke noget hjemme, men det er jo heller ikke aktuelt endnu.

På trods af vandreturen i centret kan mine plukkeveer i løbet af dagen tælles på én hånd og de er overhovedet ikke hårde af styrke, som de ellers er nogle dage, så det virker ikke umiddelbart som om at Lillepigen vil ud og hilse på os indenfor den nærmeste fremtid. Selvom Roberts fødsel ikke blev forvarslet på nogen måde før veerne pludselig bed, så går jeg alligevel og siger til mig selv, at når der ikke er nogen øgede tegn, som flere plukkeveer, vandafgang eller lign., så vil der ikke ske en dyt foreløbigt.

Da Ronni kommer hjem fra arbejde og vi har hentet Robert kører vi til Næstved for at købe tapet og klister til den væg som vi, efter et helt år, stadig ikke er færdige med. Da vi er på vej hjem får jeg et underligt jag i siden. Det minder om ligamentsmerter, bare meget værre. Det går heldigvis hurtigt over.

Da vi går i seng om aftenen forsøger vi og endnu en gang med en omgang ”primitiv igangsættelse”. 😉 Det giver nogle gode og hårde plukkeveer som er lidt svære at sove fra. Noget får mig til at tænke at det er vigtigt at jeg får sovet. Det er næsten som om kroppen ved, at der er noget i gære, men jeg tror den ikke, men beslutter mig dog for at få sovet alligevel.

Efter lidt tid falder jeg i søvn og jeg sover tungt indtil klokken 02.00, hvor jeg skal op og tisse. Til min store ærgrelse er alle plukkeveerne forsvundet og jeg har det faktisk rigtig godt. ØV!!! Efter tissetåren smutter jeg til ro igen.

Senere på natten vågner jeg ved at jeg ligger og pruster fordi jeg har enormt ondt i min mave. Smerten forsvinder og jeg ligger mig til rette igen. Kort efter kommer smerten igen. Jeg beslutter mig for at stå op, da det er synd for Ronni at jeg ligger der og roterer og ødelægger hans nattesøvn, når han skal op og på arbejde. Jeg kigger på videoen i stuen og ser at klokken er 4.25.

Smerten kommer igen og denne gang skal jeg på toilettet samtidig. Da smerterne bliver ved med at vende tilbage spekulerer jeg på om det mon kan være veer jeg har.

Efter et par smertehelveder på toilettet opdager jeg at jeg bløder og så er jeg ikke længere i tvivl. Det ER veer og de bider faktisk rigtig hårdt. Jeg overvejer kort at tage et bad, for jeg har ikke meget lyst til at møde op på fødegangen med fedtet hår og en død gnu hængende fastbidt i hver armhule. Jeg rejser mig fra toilettet, men under næste ve må jeg sætte mig igen, da jeg atter føler at jeg skal stort.

Jeg begynder at blive lidt bange, for veerne gør meget ondt nu og følelsen af, at jeg skal presse hver gang jeg får en ve, skræmmer mig. Desuden havde vi jo fået af vide, at fordi Roberts fødsel gik så stærkt (4 timer fra allerførste spæde ve, også uden vandafgang), så skulle vi skulle køre så snart jeg mærkede tegn på veer og nu har jeg jo allerede haft 10 stykker eller noget.

Jeg får kæmpet tøjet på og går ind og kalder på Ronni. Han er ret hurtigt ude af sengen og får tøj på. Jeg ringer til min mor, som skal passe Robert mens vi er af sted. Hun er heldigvis oppe, da min far skal møde tidligt på arbejde, så hun er allerede inde hos os efter 1 minuts tid.

Klokken 4.44 ringer jeg til fødegangen. Jordemoderen er optaget, så opkaldet bliver stillet om til barselgangen. ”Åh nej” tænker jeg. ”Jeg har slet ikke tid til at snakke med de forkerte!” Jeg siger at jeg skal snakke med en jordemoder og sygeplejersken i røret forklarer at hun er optaget, men at hun er på vej. Jordemoderen kommer heldigvis hurtigt til røret. Jeg er helt rundt på gulvet, så jeg får kun fremstammet: ”Hej! Det er Ann” Jeg tænkte slet ikke på at sige mit efternavn eller noget.

Til mit store held er det Jordemoder Mette Christensen som vi har gået til konsultation hos de sidste par gange, så hun ved hvem jeg er og jeg behøver ikke forklare mig yderligere eller fortælle om mit veforløb, for hun ved at jeg er hurtigfødende. Faktisk havde hun lige samme nat siddet og kigget i mine papirer for at se om jeg ikke snart havde født.

Ronni og jeg skynder os ud af døren lige efter en ve, men allerede ude ved vores postkasse må jeg stoppe op igen. Veerne gør nu så ondt, at jeg må ned på knæ. Da jeg er halvvejs henne ved bilen hører jeg min fars stemme. (Hvis du har læst min beretning fra Roberts fødsel, så vil den næste scene forekomme dig bekendt)

”Nå! (… lang kunstpause…) Så er det måske ved at være tid?” spørger han mens han går efter mig. Jeg føler mig lidt forfulgt, og tænker på den egoistiske måde som det vist kun er fødende kvinder som kan: ”Sig mig, hvad regner manden med, når jeg kun 2 sekunder forinden lå på knæ mellem postkasserne og prustede som en ”Tour De France”-rytter efter bjergetapen.” Ud mellem mine læber kommer et sammenbidt: ”Ja, det er det. Jeg har ikke tid nu. Farvel!”

Jeg ved godt, at du bare spurgte for at være sød og betænksom, far, men det var bare slet ikke tidspunktet for en lille hyggesludder.

Inden vi når ud af indkørslen får jeg endnu en ve og jeg siger til Ronni, at vi vist ikke skal regne med at nå i vand sådan som de veer niver og det tager jo trods alt i hvert fald 15-30 minutter at fylde karet op og inden da skal man have lavement og i brusebad.

Der er heldigvis næsten tomt på vejene, så Ronni træder godt til vores gamle slidte Fiat!

Efter et par veer spørger han om jeg har mod på at tage tid på veerne. Han syns vist de kommer lidt tæt. Jeg kigger på mobilen, da næste ve starter. 4.53 siger klokken.

Jeg prøver at tælle hvor længe den varer og kommer frem til at den varer omkring et minut. Da næste ve starter kigger jeg igen på uret, men tror ikke (LÆS: VIL ikke tro) mine egne øjne. 4.56 siger de digitale tal på mobildisplayet.

Jeg kan, på trods af mit 6-tal i folkeskolen, med en hurtig omgang hovedregning regne ud, at hvis veen startede klokken 4.53 og varede et minut og den næste allerede kom klokken 4.56, så er der ikke meget mere end 2 minutter i mellem.

Puha, no wonder at jeg føler mig lidt stresset.

Vi ankommer til skadestuens parkeringsplads og Ronni beslutter sig for at holde i en 1 times bås helt oppe ved indgangen, så vi ikke skal gå så langt. Jeg når kun lige ud af bilen og halvvejs hen til døren så kommer den næste onde ve og jeg må jeg ned på knæ. Selvom smerterne er altoverskyggende når jeg alligevel at tænke hvor morsom situationen må se ud for dem der sidder inde i skadestuens ventesal og kan kigge ud på hende den gravide kvinde som ligger på alle 4 midt på fliserne.

Heldigvis er ventesalen tom, ser jeg da vi skynder os forbi for at komme ned til fødegangen.

Den næste ve melder allerede sin ankomst da vi er halvvejs fremme. Igen må jeg ned på knæ og kæmpe mod den begyndende pressetrang, som jeg stadig ikke har nævnt for Ronni. Han kan vist tydeligt se mine smerter og spørger om han skal hente noget eller nogen, men jeg afviser pænt hans tilbud. Nu har jeg jo klaret det så langt og man skal jo nødig ”lave en scene”. Det er sq nogle sjove ting man spekulerer på som kvinde, hva…

I næste ”træk” når vi hele vejen til fødegangen og jeg får sat mig i en stol mens Ronni finder jordemoderen. Hun er hos en anden fødende, som kom ind 20 minutters tid før os (og som desuden fødte cirka 15 minutter efter).

Jordemoderen Mette stikker hovedet frem og spørger mig om jeg kan stå på benene. Det må jeg jo svare nej til. Hun kan se at jeg mener det alvorligt og guider os ind på igangsættelsen/modtagelsen, hvor man altid skal tilses inden man kommer på fødestue. Jeg smider bukser og trusser inden jeg hopper op i sengen, for i underbevidstheden ved jeg godt, at fødslen er lige oppe over, selvom jeg ikke helt selv har indset det endnu.

Da Mette kommer ind et par minutter efter, fortæller jeg at jeg vistnok føler at jeg skal presse og hun vil lige mærke indvendigt inden de flytter mig ned på fødestuen. ”Det tænkte jeg godt” siger hun smågrinende ”Du er helt åben.” Under den næste ve kan jeg ikke længere styre min pressetrang og jeg presser jeg lidt med. Mette og SSA’en snakker om at flytte mig, men Mette vil gerne lige se det an over den næste ve. Samtalen mellem Mette og SSA’en lød ret underholdende:

”Vi kører ned på fødestuen – Nej, vent lidt – Jo, vi kører – Vi må hellere komme dernedad nu – Nej, vi bliver her – Vi skynder os ned på fødestuen om lidt”. Under næste ve blev jeg simpelthen nødt til at presse lidt hårdere og Mette siger til SSA’en at vi bliver her på igangsættelsen for ellers vil jeg bare føde ude på gangen.

Mette fortæller mig, at de har besluttet at blive her, så hun vil lige finde de ting hun skal bruge, frem og jeg kan bare presse, når jeg føler for det.

Jeg presser med på den næste ve. Jeg ligger på siden med et ben i vejret og under presset kan jeg se, at Lillepigen er helt nede med issen. Ronni får besked på at holde mit ben oppe, da jeg under hver ve presser benene sammen og så kan Lillepigen jo ikke komme ud.

Jeg presser alt hvad rammer og tøj kan holde i næste ve. Det føles som om hovedet kommer frem, men jeg tør ikke tro det da det tog mange flere pres med Robert. Jeg kigger ned da veen er næsten ovre og ser til min store glæde, at hovedet ER fremme, så det værste arbejde er overstået.

Mette kommer hen til sengen og udbryder ”Så ligger du bare der og kigger”. Ronni ser på hende og undrer sig over hvorfor pokker hun dog siger sådan noget til mig. Det er da dårlig humor at sige sådan til en fødende som jo ingen mulighed har for at flytte sig… Først derefter kigger han ned og får øje på Sivs hoved. I kan tro, at manden blev overrasket! Han havde nok forventet at høre mig brøle som en brunstig elgtyr med tarmslyng, som jeg gjorde under pressefasen da jeg fødte Robert, men denne gang blev det altså kun til et halvkvalt ”Aaarv”.

Vandet er ikke gået af sig selv, så Siv har trukket fosterhinden med ud, så Mette må prikke hul på hinden. Mette lyder lidt panisk, da hun beder SSA’en om hindesprængeren. Om det er fordi Siv forsøger at trække vejret ved jeg ikke, men man kan godt forestille sig det. Jeg kan mærke at Siv bevæger sig i min mave. Det er en meget underlig fornemmelse, når fødslen er så fremskreden.

Jeg syns det varer en evighed før den næste ve melder sig. Den er også meget svagere end den sidste, så jeg må presse det sidste stykke uden presseve. Det er hårdt, men det lykkes og Siv bliver født klokken 05.19, kun 8 minutter efter vi ankom til fødegangen. Hun er meget blå og siger ikke noget, men jeg når ikke rigtig at blive nervøs, for jeg kan se på Mette at det er okay. Mette masserer hende lidt og sørger for at vandet kan løbe ud af hendes mund og kort efter giver hun lyd fra sig.

SSA’en spørger om jeg ikke vil have min trøje af inden Siv kommer op til mig. Det havde jeg slet ikke nået i farten, men jeg er ligeglad. Jeg beholder min trøje på og Siv kommer op at ligge hos mig. Hun er stadig meget bleg, men der er vel ikke noget at sige til, at hun er lidt beklemt, efter den behandling hun har måttet stå model til den sidste times tid.

Turbotøsen Siv blev født klokken 5.19, d. 16. august. Kun 59 minutter efter første ve.

Hun vejede 3570 gram og var 51 cm. lang. Hun fik apgarscoren 9/1 og 10/5 og er intet mindre end fuldendt.

Selvom fødslen ikke blev i vand, som vi havde drømt om, så blev det stadig en vidunderlig fødselsoplevelse. Jordemoder Mette gjorde sit arbejde så godt. Hun fik os til at føle os i trygge og rolige hænder under hele forløbet på trods af hastigheden af det hele. Skal jeg føde igen engang, så håber jeg virkelig, at det bliver med Mette ved min side (eller det bliver jo nok nærmere ved min benende).

Dette var min beretning om én af Danmarks vist hurtigste fødsler. Når og hvis vi skal have ét barn til, så bliver det en planlagt hjemmefødsel.

 

Så hurtig kom siv til verden - en styrtfødsel

Siv 5 minutter gammel

 

Storebror holder lillesøster i hånden

Robert holder i hånd

 

Siv kikker sig nysgerrigt rundt i den store verden hun er født i

Siv kigger

 

DEL