Kan mit barn være handicappet på trods af fin misdannelsesscanning?

Jeg er nervøs efter min misdannelsesscanning. Kan mit barn være handicappet?
Foto: KatarzynaBialasiewicz/iStock

Kære Sessan

Jeg håber du kan hjælpe mig med et måske lidt mærkeligt problem. Jeg venter mit 3. barn og er nu i uge 26.

Da jeg var i uge 19 var jeg til misdannelsesskanning, som blev skønnet normal.

Der var bare en ting jeg undrede mig over og som siden har bekymret mig ret meget.

På et tidspunkt ser vi fostrets ansigt og det ligger med vidt åben mund. Jeg tænkte, at det nok bare lige var midt i et gab, men det blev ved med at ligge med åben mund, og for mig så det lidt mærkeligt ud.

Jeg har siden ikke kunne slippe dette billede og det får mig sådan til at tænke på, om der måske kan være noget i vejen med barnet, idet det mindede meget om den måde en fysisk handicappet person ofte har munden åben på.

Jeg ved det lyder mærkeligt, men det har virkelig bekymret mig siden skanningen og jeg overvejer nu at blive skannet på en privatklinik, men spørgsmålet er om jeg overhovedet vil blive klogere af det.

Håber du kan hjælpe mig lidt.

 

Jeg er nervøs efter min misdannelsesscanning. Kan mit barn være handicappet?

Problemet med scanninger er jo, at de nogle gange kan give flere bekymringer – med eller uden grund – , end de afhjælper.

En vej frem kunne være at tale med din konsultationsjordemoder om dine tanker. Hun kan formodentlig rådgive dig om, hvad man helt præcist kan og ikke kan se på sådan en scanning.

Hvis ikke, kan hun henvise dig til den rette person på scanningsstedet, som kan give dig den rådgivning.

På den måde vil du også kunne få et kvalificeret svar på, om en ekstra scanning overhovedet vil kunne afklare noget som helst.

De bedste ønsker