Hej Lone
Jeg er meget nervøs, min mand ville skære nogle appelsiner til mig i går aftes, han tog bare det første og det bedste skærebræt som lå på bordet, han tænkte slet ikke på at jeg lige havde brugt skærebrættet til at skære rå bacon på.
Jeg spiste appelsinerne og opdagede først senere at han havde brugt det skærebræt, jeg blev meget sur og ked af det da jeg jo har læst meget om at man skal passe meget på med at bruge det samme skærebræt til råt kød og frugt osv.
Dette gør vi normalt heller aldrig, jeg er meget hysterisk med hygiejnen i et køkken, og min mand er også meget ked af at han ikke tænkte sig om.
Jeg er nu frygtelig bange for om jeg kan være blevet smittet med haresyge (toxoplasmose)??
jeg er i uge 12 og kan ikke klare tanken om at vi måske har skadet vores lille guldklump inde i maven.
Skal jeg gå til lægen og blive undersøgt for haresyge?? eller hvad synes du, jeg er frygtelig bange, glæder mig meget til at høre fra dig
Kan jeg være blevet smittet med haresyge (toxoplasmose)?
Hej Mona
Tillykke med at i venter barn.
Det er fint at i er opmærksomme på at have en god hygiejne. Og det lyder det også til at i overholder fint.
Som gravid skal man være påpasselige med råt/ dyrevildt og undgå situationer som at flå dyrevildt, og med katte at undlade at ordne kattebakken.
Den beskrevne situation giver ikke anledning til bekymring hos mig og jeg håber for dig ( og din mand ), at du kan slippe af med denne angst og finde troen på at denne graviditet og kommende fødsel nok skal gå fint og uden problemer for ellers bliver det en lang og hård tid for dig og ikke mindst din mand.
Plager det dig meget, vil jeg anbefale dig at snakke med din læge/jordemoder om dine bekymringer. Pas på at ikke dine bekymringer tager overhånd og ødelægger glæden for jer, det skal gerne være en skøn ventetid.
Hvis du er bekymret af natur, kan jeg anbefale dig at supplere med jordemoderkonsultationer i privat regi, for her har du mere tid til rådighed, tid til at blive tryg!
Held og lykke til jer.
De bedste hilsener