Gravid i uge 16+0 og maven buler kun lidt ud – er det normalt?

Gravid i uge 16+0, maven buler kun lidt ud langt nede og til højre, er det normalt?
Foto: RuslanGuzov/iStock

Hej!

Jeg er 16+0, og kan omsider ane en lille bule. Men, den sidder langt nede, tæt på hårgrænsen, og helt ovre i højre side.

Kan godt mærke at hele underlivet er spændt, men meget mere i højre side, kan f.eks meget nemmere mærke mit hofteben i venstre side!

Har kunne mærke “bulen” i 10-12 dage nu, men KUN i højre side!? Er lidt bekymret nu, for hvorfor ligger den der? Det er som om hele graviditeten foregår i højre side, og altså langt nede!

Når jeg står op, kan man kun ane, at jeg er større i højre side, men når jeg ligger ned, ser det helt vildt ud!

Håber meget på svar snart, da jeg er temmelig nervøs efterhånden.

På forhånd mange tak!

 

Gravid i uge 16+0, maven buler kun lidt ud langt nede og til højre, er det normalt?

Hej!

Det skal du bestemt ikke være!

Det er helt normalt, at livmoderen “læner sig” over mod den ene side i starten, som oftest mod højre.

Når man er i 16. uge, når livmoderen ca. op midt mellem skambenet og navlen, så din fornemmelse af, at alting foregår langt nede endnu er helt rigtig.

Omkring 20.-22. uge vil livmoderen nå til navlen og typisk rette mere ind på midten.

Vær dog opmærksom på, at fosteret tit har en yndlingsside at ligge i, så man graviditeten igennem kan have fornemmelsen af at være lidt skæv at se på.

God vind!

Mvh