Det startede for 2 år siden. Min mand og jeg har forsøgt at blive gravide i flere år uden held. Jeg har fået fjernet den ene æggeleder efter et par graviditeter udenfor livmoderen og to spontane aborter er det ligeledes blevet til.
Tiden kom hvor vi var berettiget til behandling, og skulle gennem en lang periode med hormoner og inseminationer. 3 behandlinger blev det til uden held, og vi blev henvist til fertilitetsklinikken i Skive med henblik på at forsøge reagensglasbehandlingen.
Det hele var en ualmindelig hård tid, med tanker om, hvad hvis det ikke lykkedes, op og nedture pga. medicinen og ikke mindst selvtilliden.
Vi blev hele tiden mødt af venner og familie og deres “er du snart gravid” hvilket ikke gjorde tingene bedre.
Efter mange undersøgelser af både mig og min mand kunne vi påbegynde behandling med endnu flere hormoner end tidligere og i juni måned i år, fik jeg første gang taget æg ud. Jeg er en type kvinde hvor der dannes 3 æg uanset hvor meget medicin man propper i mig.
Der blev ingen æg befrugtet denne gang.
Vi skulle herefter vente endnu nogen tid før næste behandling kunne finde sted.
I slutningen af august prøvede vi for anden gang. Jeg fik hentet 2 æg ud og et blev befrugtet.
Glade?…..JA mon ikke.
dagen efter ringede vi på klinikken og fik at vide at der var et befrugtet æg som skulle sættes tilbage dagen efter igen. Vi troede nu på at det ville lykkes.
Nu var det kun de næste 12 dage der skulle overstås hvorefter jeg skulle have taget en blodprøve som gerne skulle vise positiv.
INTET – absolut intet. Det er svært at beskrive hvordan det føles ikke at være tilstrækkelig. Tankerne om at skulle leve et liv uden børn. Skulle vi overveje at adoptere?
Vi havde efterhånden affundet os med at naturen måtte gå sin gang, og ville bare tage næste forsøg som en dag i kalenderen. jeg skulle efter planen starte på medicin for 3 gang på 21. dagen af min cyklus som ville være i slutningen af oktober måned.
Jeg har ventet min menstruation men har egentlig ikke mærket nogen optræk til den.
Den kom ikke – det hele ramlede sammen, var der nu noget galt. Jeg har hørt og læst at den form for medicin ikke er helt uskadeligt, og har altid haft en frygt for selv en Panodil.
Jeg købte en stak graviditetsteste på nettet og tog først en, derefter to og ventede atter en uge.
På min 33. dag tog jeg atter en, og ……….POSITIV. Kunne det virkelig passe?
Jeg blev angst og tænkte at det måtte gå galt igen. Jeg bad om at få taget nogle blodprøver for at se om mit HCG tal steg som det skulle ved en normal graviditet.
Jeg fik en tid til scanning d. 16. oktober, jeg skulle være i 6. uge, og den var fuldkommen som den skulle være.
Jeg er nu gravid på naturlig måde, uden medicin eller anden form for behandling.
Måske behandlingen var vores egen!
En trist historie som endte lykkelig i vores tilfælde.
