Gravid med smerter i lænden i uge 20. Er det bækkenløsning?

897
Pludselige lændesmerter i graviditetens uge 20. Er det bækkenløsning?
Foto: nattanitphoto/iStock

Hej Lone

Jeg er i 21. uge nu (20+1)

I morges fik jeg pludselige lændesmerter, og jeg kunne mærke at det spændte en smule hen over min mave.

Jeg tænkte selvfølgelig at det bare var plukveer, men smerterne i lænden bliver ved, og jeg har ikke rigtig mærket spændinger i maven siden, så nu er mit spørgsmål så om det kan være bækkenløsning, og smerterne så ved et tilfælde er faldet sammen med plukveer?

Jeg har 2 børn i forvejen, og havde bækkenløsning i sidste graviditet, og jeg må da indrømme at smerterne ligner meget dem jeg havde sidst.

Sidste gang fik jeg bare først bækkenløsning da jeg var i 7. måned, og jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne få det så tidligt, selvom jeg godt er klar over at der er større risiko for bækkenløsning når man har haft det før.

 

Gravid med smerter i lænden i uge 20. Er det bækkenløsning?

Hej!

Det lyder som om det sagtens kan være graviditetsbetingede bækkensmerter. Og når du har haft det før, er der stor risiko for at det gentager sig, og også tidligere i graviditeten.

Så pas godt på dig selv, tænk over dine arbejdsstillinger og undgå skæve stillinger og vrid, (støvsugning), sidde med benene over kors, tunge løft ( lad dine børn selv kravle op til dig i sofaen).

Det er vigtigt for dig samtidigt at få motion, lav øvelser , gå små ture eller cykle, men lidt ad gangen for overanstrengelse giver bagslag og forværring.

Spis sundt og varieret, små og hyppige, ikke fedende måltider, da overvægt vil belaste dig og dine bækkenled endnu mere.

Tal med din læge/jordemoder om eventuel mulighed for behandling og øvelsesprogram f.eks i varmtvandsbassin.

Ønsker dig held og lykke!

De bedste hilsener

DEL
Lone Mørk
Jeg svarer på spørgsmål omkring graviditet, fødsel, barsel, den nyfødte, amning, og familietiden.