Tines personlige historie om barnløshed

Tine oplevede at bernløshed overskyggede hverdagen
Foto: monkeybusinessimages/iStock

Vores “Projekt Baby”-historie begynder 9. november 2003, hvor jeg tog min (indtil videre) livs sidste P-pille. Optimistiske gik vi i gang med projektet og forventede ikke, at det ville tage særligt længe, før jeg kunne stå med en positiv graviditetstest i hånden.

Der gik en måned, og min menstruation udeblev. I Bilka med mig og købe en graviditetstest – negativ. Hmm… Der går en måned mere og én mere… jeg køber mig fattig i graviditetsteste – alle negative. I februar 2004 valgte jeg at tage til læge, da der stadig ikke var kommet nogen menstruation. “Læn dig tilbage og nyd det”, var det ordrette svar. Fint nok – det gjorde jeg så…

Så kom den endelig. 7½ måned efter jeg tog den sidste p-pille, kom min menstruation pludselig. Jeg blev helt forskrækket, da jeg så det underlige røde noget dukke frem fra mine nedre regioner. Jeg følte det som skulle jeg til at lære min krop at kende forfra igen. Jeg fik pludselig underlige brystspændinger, når jeg skulle have min mens, og jeg begyndte at forstå, hvorfor kvinder kan begå mord, når de har PMS.

“Så – nu må min krop da gå i orden igen”, tænkte jeg. Men nej – den uregelmæssige mens fortsatte. Meget frustrerende, når man er vant til at kunne sætte sit ur efter sin menstruation (når man er på p-piller).

Jeg lod være med at gå til læge. Jeg var af den overbevisning, at noget så naturligt som at lave et barn – ja, det skulle man altså kunne klare selv! I oktober 2004 fik jeg den “geniale” ide, at jeg ville prøve at tage min morgentemperatur for at finde ud af, hvornår jeg havde ægløsning.

I 3 måneder vækkede jeg mig selv kl. 6 om morgenen for at stikke et termometer ind i munden på mig selv og derefter notere denne temperatur i mit hjemmelavede skema.

Det blev til sidst for meget for mig, og jeg gik pludselig fuldstændig ned med flaget på mit arbejde, hvor jeg brød grædende sammen overfor mine kolleger. Parforholdet derhjemme skrantede, og jeg pressede mig selv ALT for hårdt.

Jeg stoppede øjeblikkeligt derefter med temperaturmålingen.

Endelig fik jeg snøvlet mig sammen til at få en tid hos lægen i marts 2005. Jeg ringer til lægen og beder om en tid, men jeg kan først få en tid 5 uger senere – jeg spørger sekretæren, om det ikke er muligt at få en tid noget før og forklarer hende sagen. “Nu har i jo prøvet så længe, så gør 5 uger jo ingen forskel”, er hendes svar…

Det kan godt være, men det var en stor overvindelse for mig overhovedet at ringe til dem i forvejen, så for mig var det en stor forskel. Men jeg ventede selvfølgelig pænt. 5 uger senere og jeg møder op til lægen.

Han foretager en GU og laver en henvisning til sygehuset. Jeg bliver indkaldt (sjovt nok) 5 uger senere, hvor jeg igen skal op i stigbøjlerne en tur. Samtidig scanner de mit underliv og beslutter, at de vil lave en kikkertundersøgelse på mig – sjovt nok igen 5 uger senere…

Midt i alle undersøgelserne og operation af mig, bliver min mand også undersøgt. Han afleverer en sædprøve, som ser helt normal ud.

Jeg fik en kikkertundersøgelse i underlivet i juni 2005, hvor de brændte 20 steder på mine æggestokke for at gøre det nemmere for æggene at slippe ud af æggestokken. En egentlig diagnose fik jeg ikke på dette tidspunkt andet end, at der var blevet brændt på mine æggestokke. Efter min kikkertundersøgelse/operation i juni fik vi beskeden at forsøge at blive gravide på normal vis det næste halve år.

I august 2005 begyndte jeg til zoneterapi for at se, om det kunne løse op for barnløsheden. Man havde jo hørt om dem, der var blevet gravide efter flere års barnløshed, så jeg håbede…

I slutningen af november måned besluttede vi os for at stoppe med zoneterapien igen. Simpelthen fordi, at jeg kom til at fokusere ALT for meget på ægløsning og mens. Hver eneste gang jeg startede op på en ny omgang zoneterapi-behandling, følte jeg det som et kæmpe nederlagt. Det endte med, at alt nærmest blev skemalagt og planlagt. Ikke godt for et parforhold. Så væk med fokus – væk med zoneterapi (som heller ikke føltes som andet end en omgang ‘fod-nusseri’).

En anden ting – jeg kom under administration af min mand med ægløsnings- og graviditetsteste. Problemet var, at jeg testede i tide og utide, og det ødelagde fuldstændigt mit humør. Til sidst samlede jeg resolut mine teste sammen, lagde dem ind på bordet foran ham og bad ham om at gemme dem. Dette medførte, at jeg pænt skulle BEDE om en test, hver eneste gang jeg skulle teste. Resultat – jeg testede ikke særligt tit mere…

I slutningen af januar 2006 tog vi til læge for at få vores henvisning til videre fertilitetsbehandling, for nu var der gået 9 måneder siden operationen, og jeg var stadig ikke blevet gravid. Derudover var jeg også endelig blevet klar til at gå videre i systemet.

Lægebesøget endte (udover henvisningen) også med, at jeg blev diagnosticeret med PCOS. Det havde åbenbart hele tiden stået i mine papirer (siden operationen i juni 2005), at jeg var PCOS’er, men lægerne havde bare glemt at give hovedpersonen besked om dette. Jeg burde have været rasende over dette, men i stedet var jeg glad og lykkelig. Endelig var der en grund til den manglende graviditet. Endelig kunne jeg forstå, hvorfor tingene var blevet som det nu var blevet for os. Og endelig kunne vi komme videre i systemet.

I midten af marts 2006 var vi til første samtale hos gynækologen, hvis løsningsforslag var at gå direkte til insemination (IUI-h). Den første cyklus var ‘bare’ en omgang hormon-behandling med efterfølgende scanning for at tjekke, om jeg reagerede okay på hormonerne.

I anden cyklus kom vi endelig i gang med 1. delmål – inseminationen. Det lykkedes os at blive gravide i første forsøg – med termin 9. februar 2007.

På det tidspunkt havde vi forsøgt at blive gravide i 2 år og 7 måneder…

Generelt kan man sige om ufrivillig barnløshed – man bruger meget af sin tid på at VENTE! Men det er hele ventetiden værd!