Pernilles fødselsberetning – Jeg håber snart jeg bliver gravid igen

Pernille havde en nem fødsel
Foto: monkeybusinessimages/iStock

Jeg vil starte med at fortælle lidt om min familie. Jeg hedder Pernille og jeg er 26 år gammel. Min mand og jeg blev gift i sommer – han hedder Jacob og han er 35 år gammel. Vi har jo så vore alles øjesten: Sofie. Hun bliver(allerede) 2 år til december. Hvor tiden dog flyver af sted!!!

Nå, men selv om det er ca. to år siden, Sofie kom til verden, står fødslen stadig lysende klart i min erindring! Heldigvis, for det er absolut den bedste oplevelse, jeg har haft. Det største og mest ressourcekrævende, der findes…..

Både jordemoder og læge havde igennem graviditeten været lidt i tvivl om min termin. Da Jacob og jeg havde besluttet os for, at nu skulle vi have et barn, blev jeg gravid nogle dage efter – der var ingen af os der havde regnet med, at det gik SÅ hurtigt….. Og ingen af os vidste, om vi kunne få børn. Nå, men lægen havde faktisk givet mig to terminer med 10 dages mellemrum 4/12 og 14/12 – jeg håbede klart på den første:)

Fredag den 5/12 havde vi inviteret en del af vores venner over til en hyggeaften. Vi vidste at det nok ville blive den sidste , i et stykke tid. Vi hyggede med god mad, nogle fik rødvin og humøret var højt.

Da klokken nærmede sig 23, lagde jeg mig på sofaen i den tilstødende stue. Jeg var MEGET stor på det tidspunkt og jeg trængte bare til at slappe af. Jeg lå og så lidt fjernsyn, da det pludselig føltes som om en prop blev fjernet, og ud kom fostervandet.

Jeg gik helt i stå og det eneste, jeg kunne få fremstammet, var “åh åh”….. Så med huset fuldt af gæster, kørte Jacob og jeg på sygehuset.

Vi blev modtaget af en meget sød jordemoder, som hurtigt kunne konstatere, at alt var, som det skulle være og at vi nu “bare” skulle tage hjem og vente på veernes ankomst. Hvis ikke de var startet i løbet af et døgn, skulle vi møde deroppe igen…. det var en uendelig følelse vi havde, da vi kørte hjem. Pludselig kører ens adrenalin og man tænker en masse tanker, på en gang…. Så at blive sendt hjem, var lidt et antiklimaks…

Vi kom hjem og alle vore gæster sad der endnu og ventede spændt. De blev nu hurtigt sendt hjem, da vi bare ville være alene. jeg havde ikke pakket endnu, så det kunne vi gøre, vi ryddede op efter aftenen og var meget rastløse…. ved 02- tiden gik vi i seng, for at prøve at sove. men jeg kunne ikke sove – jeg lå og ventede på noget, jeg ikke vidste, hvordan føltes.

Det var en meget surrealistisk nat!!

Ved 4- tiden om morgenen skete der endelig noget, og det varede ikke lang tid, før veerne blev kraftige. Jeg stod i brusebad i halvanden time, med det varme vand over lænden – det hjalp mig meget. Lidt i 7 var der de magiske 5 minutter mellem veerne og vi ringede til fødegangen. De spurgte hvordan jeg havde det. Jeg mente jeg havde det fint nok og troede da ikke lige det hele var op over.

Jordemoderen sagde, at for vores egen skyld, hvis vi kunne vente, så var der vagtskifte i løbet af en halv time. det kunne jeg sagtens se fornuften i, så vi blev enige om at vi kom ca. 7.30. der gik lige nøjagtig fem min, så kom veerne oven i hinanden og de var meget kraftige.

Jeg sagde til Jacob: “Vi kører nu!”.

På vej i bilen… vi har fem minutters kørsel til sygehuset – fik jeg presseveer. Hvor var det en ubehagelig tur fra bilen og ind på sygehuset. Da vi kom forbi et toilet, “sprang” jeg ind og låste døren – overbevist om at jeg skulle lave “nr. 2”.

I mellemtiden stod Jacob udenfor, helt panikslagen over den låste dør. Endelig fik jeg rejst mig fra toilettet og vi kæmpede os op til fødegangen.

Der stod vi så, lørdag morgen den 6. december, og ringede på klokken. der kom ingen – det eneste vi ku se, var en rengøringskone, som vaskede gulv. Jeg kunne snart ikke stå op længere og Jacob havde et solidt tag i mig. Rengøringskonen fik øje på os og stormede ind efter en sygeplejerske.

Derefter gik det rigtig hurtigt. Jeg kom af mit tøj, blev undersøgt af en alletiders garvet jordemoder og den sødeste studerende. De tog et kig på mig, smilede og sagde: “du er godt i gang – du kommer over på fødebriksen og så presser du bare, når trangen kommer.”

Jacob var meget beklemt over det hele og han havde også været lidt i tvivl, om han ville deltage. men han var der – i hoved enden:)

Efter to presseveer, sagde de at hovedet var på vej ud. en presseve senere, var hovedet ude og derefter kom resten af guldklumpen i den sidste presseve.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville være så “nemt” – forstå mig ret! Jeg fik ingen smertelindring, drop, iltmaske eller noget. Man må sige, det var 100% naturel. Det er jeg meget glad for at tænke tilbage på..

Sofie blev født 8.20 den 6 december 2003 på Viborg Sygehus. En dejlig frostklar lørdag morgen. Hun vejede 3530 gram, var 49 cm lang og helt perfekt!

Vores forældre havde taget det stille og roligt, da vi ringede og fortalte, at vi tog på sygehuset. Men roen var ovre, da Jacob kort tid efter ringede og sagde, at Sofie var blevet født.

De har aldrig kommet så hurtigt til Viborg!

Det var det, jeg ville fortælle.

Jeg håber snart at blive gravid igen og forhåbentlig få en god fødselsoplevelse igen.

DEL