Majkens fødselsberetning – Født 3 uger efter termin

Majken var sikker på at hendes terminsdato var forkert
Foto: KatarzynaBialasiewicz/iStock

(ved fødslen var Nicolai og mor)

Her er så min beretning om min fødsel.

Jeg var gået 3 uger over tid og skulle sættes i gang. At jeg ved at jeg var gået 3 uger over skyldes at jeg er insemineret og derfor ved HVORNÅR det er sket. Men ved min nakkefoldescanning blev jeg sat knap 1 uge tilbage, og denne holdt jordmoderen sig til (hvilket jo er forkert, for nakkefoldescanningen er en scanning, man ikke kan forholde sig til mht. termin, da den lille bare skal rykke sig 1 mm og så er du 1 uge tilbage).

Så der var ingen der reagerede på at der på min vandrejournal stod jeg var insemineret.

Tirsdag den. 7 december 2004:

Klokken 8.00: møde til igangsættelse samt få kørt en strimmel.

Klokken 9.15: fik lagt første stikpille op og skulle ligge 1 time. Var på dette tidspunkt stadig helt lukket. Fået lov til at gå hjem i 2 timer og spise noget mad.

Klokken 12.15: næste strimmel køres. Barnet lå meget stille og fik derfor orde på at sluge 1 liter kold saftevand, fik lidt aktivitet ud af det.

Klokken 13.00: undersøges igen inden næste stikpille ligges op. Er med god vilje 1 finger åben.

Klokken 14.00: plukveerne niver mere.

Klokken 16.00: får kørt endnu en strimmel. Der er stadig kun aktivitet ved indtagelse af koldt drikkelse. Undersøges indvendigt er stadig kun med god vilje en finger åben. Får kraftige plukveer og begynder at fryse og får kvalme. Strimlen skal undersøges af en læge, da de ikke syntes det er så godt der kun er aktivitet når jeg drikker koldt, der tales om kejsersnit.

Klokken 18.00: fået lov at tage hjem men skal komme igen i morgen klokken 8.00 hvis der ikke sker noget selv.

Klokken 22.00: har mange plukveer og kraftige smerter i lænden i ca. 30 min, forsvandt dog igen sammen med plukveerne. Fik en god nattesøvn.

Onsdag den. 8 december 2004:

Klokken 6.38: slimproppen er gået, en lang lyserød snotklat på papiret efter toiletbesøg.

Klokken 8.00: møde på sygehuset igen.

Klokken 8.30: fik lagt 1 stikpille op igen. Ingen veer kun små plukveer og stadig kun 1 finger åben. Får evt. taget vandet ved næste stikpille. Har endnu 1½ cm livmoderhals.

Klokken 12.00: retur efter gåtur i byen. Har ikke haft den mindste ve eller plukve. Ny strimmel køres.

Klokken 12.30: der prikkes hul på fostervandet.

Klokken 13.30: veerne sætter ind og er kraftige. De gør ondt i lænden og kræver opmærksomhed.

Klokken 16.45: får akupunktur for at tage smerterne, fryser en hel del.

Klokken 17.30: overføres til fødegangen.

Klokken 18.45: får lagt vedrop i. Veerne er kraftige og kommer i en køre.

Klokken 20.00: Bruger lattergas mod smerterne.

Klokken 20.15: er nu 3-4 cm åben

Klokken 21.35: åben 5-6 cm. Der er kaldt efter epiduralblokade der dog må aflyses da veerne kommer i røven på hinanden og er kraftige.

Klokken 22.18: 9½ cm åben. Den lille bryder sig ikke om at der skrues op for ve-droppet hvilket medfører at hjertelyden dykker

Klokken 01.10: en pige på 2875 gram og 50 cm fødes med sugekop. Hun trækker ikke selv vejret de første 5 minutter og får derfor hjælp. På apgar-skalaen får hun efter 1 minut 3 point, efter 5 min 7 point og efter 10 min 9 point.

Klokken 01.40: køres til operation får at få moderkagen ud, den sidder fast. Bløder en del og dette forværres da jeg kommer ned på operationsstuen. Bliver lagt i fuld bedøvelse men har på dette tidspunkt mistet 1,8 liter blod.

Klokken 03.30: ligger til opvågning og køres derefter på barselsgangen. Natasja bliver holdt på børneafdelingen.

Torsdag den. 9 december 2004:

Natasja ligger stadig på børneafdelingen men har det efter omstændighederne godt. Klokken 9.30 får jeg hende at se for første gang.

Hun bliver taget ud ad drop og ilt da hun selv trækker vejret. De beholder hende lidt endnu men hun har det godt. De kan ikke sige hvorfor hun reagerede som hun gjorde under fødslen, alle prøver er normale. Jeg får hende nok op i morgen.

Er stadig lidt groggy efter blodtabet, men det går fremad. Bløder som jeg skal og har været på toilettet. Sprang ikke under fødslen og er derfor ikke blevet syet.

Klokken 17.30: vi bliver bedt om at komme ned på børneafdelingen da der er en læge der vil tale med os omkring Natasja. De kan ikke lide at hun er så stille så de scanner hendes hoved og finder en muligvis blodsamling i hjernen. Den kan skyldes fødslen men da hendes tilstand er gået fra at være god til dårlig vil de ct-scanne hende (Dog vil lægen se tiden an og evt. scanne hende fredag eller lørdag). Hun bliver scannet med det samme dog kun fordi at Nicolai spørger hvorfor de ikke bare scanner hende med det samme i stedet for at vente, de har nemlig ct-scanneren ledig. Hun er inden for den sidste time blevet meget bleg og vil helst være i fred. Venter nu på at lægen skal ringe tilbage med mere besked.

Klokken 18.45: vi får at vide at vi skal overføres til rigshospitalet da en neurologekspert har set hendes ct-billeder og vil have hende ind. Natasja har en hjerneblødning.

Klokken 21.00: vi overflyttes til rigshospitalet med Falck.

Fredag den. 10 december 2004:

Klokken 7.00: Kirurgen kommer op og fortæller at Natasja har fået det værre i løbet af natten og hun skal derfor opereres. Han er ekspert i spædbørn og fortæller at han i sine 12 års arbejde med spædbørn aldrig har set et lignende tilfælde. Man ser det normalt hos voksne der har fået et kraftigt slag eller hårdt fald. Hun har mange smerter og får derfor smertestillende.

Klokken 7.30: lægen kommer og fortæller at de kører hende til operation klokken 8 og regner med at det tager et par timer.

Klokken 11.30: vi er nede at se hende og hun er kommet godt igennem det. De har fjernet 50 ml blod fra hendes hjerne og hun har det godt. De vil dog ikke fortælle hvordan fremtiden ser ud. Hun ser forkert ud med alle de slanger og alt muligt om og i sig.

De næste timer skal nu fortælle hvordan hun har det. Hun har fået lagt et dræn i hovedet der skal tage det sidste væske i hjerne. Hun ligger i respirator og for morfin samt panodil.

Klokken 17.00: vi er nede hos hende igen. De vil tage respiratoren fra hende da hun selv trækker vejret fint. Hun er vågen for første gang siden i går og kigger kort på os. Hun er utilfreds med at have slangen i halsen og de vil derfor fjerne den.

Hun har det efter omstændighederne godt og har ikke haft nogle kramper i hjernen. Hun får lidt blod 45 ml men har det godt. Chancerne for at hjerne har taget skade er lille siger lægerne.

Er begyndt at malke råmælk ud som ligger i køleskabet nede hos Natasja.

Klokken 19.30: er nede hos Natasja og hun er stadig vågen. Hun trækker selv vejret men får dog stadig ilt gennem næsen (c-pap). Hun er meget opmærksom og slapper mere af.

Klokken 21.30: er nede og sige godnat. Hun har haft en enkelt krampe og har derfor fået noget krampemedicin. De kan dog ikke sige om det skyldes alt det hun har været igennem i dag. Hun trækker vejret flot selv og ilten tages nok fra hende i nat eller i morgen. Hun skal stadig have dræn i hovedet men der er stort set ikke kommet noget i det siden det blev tømt kl 19.30. Hun skal nok scannes i morgen igen. Fremtiden vil de stadig ikke sige noget om.

Lørdag den. 11 december 2004:

Klokken 8.45: vi var nede hos hende og de havde taget ilten fra hende. Hun lå og snorkede og hun var så fin at se på. Hun får stadig smertestillende. Hun har haft lidt krampeantræk men ikke noget som kunne måles ud fra hjernen. De skal finde ud af om det kan skyldes iltmangel ved fødslen.

Klokken 10.15: malkede en god portion mælk ud og det var flot sagde sygeplejersken når det var så kort tid efter fødslen.

Klokken 11.15: Natasja har fået skiftet sin forbinding og det ser pænt ud. Hun har tisset flot og det ser bedre ud. Med udstyr vejer hun 3125 gram.

Klokken 12.15: stuegang – lægen siger hun er stabil og hun vil tale med neurologerne om hvornår de vil fjerne drænet, muligvis her i weekenden. De vil også starte med at give hende lidt mad i dag (sonde men min mælk).

Klokken 14.00: Natasja har fået mad og har tisset igen.

Klokken 16.00: Nicolai har lige været nede hos hende. Hun skal have mad igen kl. 17.00. Nicolai har smurt hendes fødder lidt ind i creme da de er meget tørre.

Klokken 17.00: har været nede og give Natasja mad. Nicolai gav hende 5 ml gennem sonde. Hendes blodtryk faldt en smule og hun har derfor fået noget saltvand. Hvis det ikke hjælper vil hun få lidt blodtryksmedicin. De vil begynde at trappe ned på morfinen fra i morgen.

Klokken 18.40: var på toilettet og havde afføring for første gang siden fødslen.

Klokken 20.00: Givet Natasja mad igen og hun havde spist op fra kl. 17. Hun fik igen 5 ml mælk. Hun har fået lidt blodtryksmedicin.

Klokken 21.00: Nicolai kører hjem for at sove hjemme. Det er hårdt at han er kørt men vi har aftalt at tale sammen uanset tidspunkt hvis en af os har brug for det. Han syntes også det er hårdt at tage hjem, men han er ved at få kuller. Skal ned og malke ud igen, det er 2 gang i dag.

Klokken 22.00: har malket ca. 100 ml ud.

Søndag den. 12 december 2004:

Klokken 10.30: var nede hos Natasja. Hun fik drænet fjernet og det så pænt ud. Jeg skiftede hende og vaskede hende og det var bare så dejligt. Hun åbnede sine øjne og hun havde afføring…….dygtig pige. Hun lavede suttebevægelser på min finger og de reflekser fejler ikke noget. Hun fik 7 ml mad.

Klokken 12.45: malkede ud for første gang i dag siden i går aftes. Fik 150 ml ud hvilket var meget flot sagde sygeplejersken. Jeg er blevet rost for at skrive ned hvad der sker omkring Natasja, jeg er bare så god fik jeg at vide.

Klokken 15.30: er blevet flyttet ned på samme afdeling som Natasja, dejligt så er der ikke så langt hele tiden. Har fået det de kalder et mødreværelse. Har også fået lov at forlade stedet hvis jeg har brug for det. Det er nu meget rart at kunne få noget frisk luft u ny og næ og se noget andet end kuvøser og for tidligt fødte børn.

Natasjas sygeplejerske Siri siger hun er mere og mere vågen og er begyndt at brokke sig hvilket jo kun er godt. Lige nu er Nicolai, min mor og far på vej herind.

Klokken 16.30: vi går ind til Natasja og vi får lov til at sidde med hende, jeg kunne ikke lade være med at knibe en tåre. Det var bare så dejligt at sidde der og holde sin datter. Vi gav hende samtidig 10 ml mad.

Klokken 19.45: Nicolai og mor giver hende mad inden de alle kører hjem. Jeg malker ud for sidste gang i dag 170 ml.

Mandag den. 13 december 2004:

Klokken 9.30: stuegang – og der var kun gode nyheder. Hun blev scannet og der var ikke noget at se. Hendes kranie er symmetrisk og de kunne ingen blødninger se. De kunne slet ikke få hænderne ned. De har fjernet hendes elektroder, fjernet blodtryksmedicin, fjernet forbinding på såret og fjerner hendes kateter i morgen samt forbinding på den ene hånd. Hun blev vejet til 3 kg uden udstyr. Hun havde begge øjne åbne og smilede og lavede grimasser. Hun er ikke slap mere og bruger nu sine arme og ben.

Lægerne var helt vilde over at det gik så godt, men kan først rigtig sige om 2 dage hvordan det går.

Morfinen trappes stadig ned og hun får stadig panodil.

Klokken 12.30: hun fik 10 ml mad. Der var stadig 3 ml tilbage. Fik skiftet og puslet hende. Jeg fik hende ned og ligge både uden på min bluse og uden min bluse på. Det var dejligt at mærke hende ind til min krop. Hun lå og smilede og hev også sin sonde ud, den gad hun ikke have på.

Klokken 16.15: fik igen 10 ml mad. Igen var der 3 ml tilbage hun er til små måltider siger de. Malkede ud ca. 200 ml.

Klokken 20.00: mad igen, nu hver anden time. Fik kun 7 ml da der stadig var mad tilbage.

Tirsdag den. 14 december 2004:

Klokken 8.00: var inde hos Natasja og hun var lysvågen. Hun fik mad 15 ml og faldt så i søvn.

Klokken 10.00: puslede hende og gav hende mad igen 15 ml. Hun havde afføring igen. Fik hende op og sad med hende i 2 timer hvor hun bare lå og hyggede.

Klokken 12.15: stuegang – lægen var meget tilfreds med hende og de vil tage hendes kateter af senere i dag.

Tog hjem og sov hjemme det var bare skønt at ligge i sin egen seng og kunne kramme sin mand og hygge

Onsdag den. 15 december 2004:

Klokken 10.00: kom herind efter at have sovet hjemme. Hun fik lidt mad 17 ml og det var vidst lige sagen. Lægen kom og kiggede til hende og hun skal prøve at ligges til mit bryst kl. 14. Går det godt skal der arbejdes på amningen i dagtimerne og lige nu ser chancerne for at hun kommer hjem inden jul gode ud.

Klokken 14.30: hun havde ikke spist op så de sprang et måltid over. Vi prøvede at ligge hende til mit bryst, men det gad hun ikke (hun var jo heller ikke sulten), dog blev hun sur hvis man flyttede hende. Hun ville hellere sove, men hun havde også lige fået lidt morfin som gør hende lidt træt.

Klokken 16.00: endnu et måltid blev sprunget over da der stadig var en del mælk tilbage (skyldes tarmene arbejder langsommere efter morfin). Hun ligger stadig og hygger hos mig. Nicolai har skiftet hende og der var afføring. Hvis hun vågner og der er gode suttereflekser henter de mig.

Klokken 18.00: prøvede at ligge hende til igen, men hun vil helst bare hygge. Sad med hende til kl. 20.30 og puslede hende derefter og igen var der afføring.

Syntes jeg er ved at få kuler af at være herinde nu.

Klokken 00.30: måtte ind og malke ud da det spændte meget i brysterne. Natasja sov indtil jeg gik kl. 02.00. Er ved at få kuller af at være her. Er en smule deprimeret og har ikke den samme gejst mere. Jeg tuder det meste af natten og vil helst bare have Nicolai var her. Faldt i søvn kl. 03.00 men vågnede igen kl. 05.30 og er nu stået op her kl. 08.00.

Torsdag den. 16 december 2004:

Klokken 8.00: humøret er lige som i går og jeg har mest lyst til at tude det meste af tiden.

Klokken 8.30: Natasja er vågen og kigger meget rundt. Jeg får hende over og ligge og hun kigger opmærksomt på mange ting. Hun har lidt feber og har tabt 80 gram siden i går (3010 gram) og hun har meget dårlig mave. Der bliver taget nogle blodprøver der viser at hendes infektionstal er steget fra 10 til 25 (skal ligge på 10 eller under). Hun bliver lagt til hos mig og prøver også at sutte lidt.

Klokken 11.30: hun får taget temperaturen igen og den siger 38,2 altså steget……øv. Vi kommer nok ikke hjem inden jul alligevel.

Klokken 12.30: Hun har fået fjernet alle sine drops (mave + fod) for at se om det evt. kan få infektionstallet til at falde. Hun har i stedet fået et drop i armen. Lægerne skal nu finde ud af om der evt. skal taget en rygmarvsprøve for at se om der skulle være noget infektion i forbindelse med at de har opereret hende.

Klokken 13.30: har fået taget prøve fra rygraden og den skal nu vise om der er en infektion. Det kan være minigitis (noget mange små børn kan få i forbindelse med operationer). Man er selvfølgelig noget nervøs nu for hvad prøven skal sige.

Klokken 16.30: prøven var negativ så nu mangler vi kun svar på urin + afføringsprøve. Hun har været meget ulykkelig siden kl. 15.00.

Klokken 18.00: har sprunget 2 måltider over men har fået 16 ml mad her kl. 18. Nicolai har siddet med hende og hun var rolig.

Tager hjem og sover igen, kan give lidt ny energi.

Fredag den. 17 december 2004:

Har ikke haft feber i nat men der er en smule igen her til formiddag. De har fjernet panodil og morfin helt nu. Jeg er begyndt at bruge ammebrik og det går bare så godt, så nu skal jeg til at amme fast. Hun har stadig dårlig mave men det kan skyldes antibiotikaen. Sonden vil blive taget fra hende hvis amningen fungere. Så i øjeblikket skal jeg amme hver 3 time.

Hun skal have antibiotika weekenden med og så skal vi se hvad der så skal ske, men som det ser ud nu skal vi max være her 10 dage. Alt efter hvordan hun har det kan det være vi får lov at komme hjem inden.

Lørdag den. 18 december 2004:

Har været oppe og amme 2 gange i nat. Hun sover ca. 4 timer og giver selv lyd når hun er sulten. Morgenvagten vil tale med lægen om evt. at blive overflyttet til Hillerød. Jeg har fået eneværelse sammen med Natasja så vi rigtig kan få amningen til at fungere og jeg kan lære hendes lyde at kende, det er bare dejligt.

Lægen har talt med neurologen som gerne lige vil tjekke hende på mandag om alt nu også er ok. Er det det kommer vi nok til Hillerød. Der skal vi nok være et par dage og så kan vi komme hjem. Vi skal dog komme ind til behandling en gang i døgnet frem til den 26/12.

Søndag den. 19 december 2004:

Natten er bare gået så godt. Natasja spiser godt og sover også pænt igennem. Jeg glæder mig så meget til at komme hjem. Vi passer stort selv os selv her på stuen og det vildeste der sker, er når der er vagtskifte og en sygeplejerske kommer og siger at nu har hun vagten.

Mandag den. 20 december 2004:

Natasja har sovet rigtig godt i nat. Hun fik mad kl. 01.30-02.30 og sov så til kl 8 hvor jeg vækkede hende. Hun blev vejet til 2900 gram uden drop og alt det og det er nu også meget pænt. Vi fik at vide at vi ville blive overflyttet til Hillerød i morgen kl. 10 KANON DEJLIGT.

Skal så tale med Hillerød om hvor længe de vil beholde os der.

Tirsdag den. 21 december 2004:

Så blev vi overflyttet til Hillerød, men det var ikke lige frem det bedste førstehåndsindtryk vi fik. Natasja blev som aftalt hentet kl. 10 og der var blevet bestilt en vogn til mig kl. 10.30. Da kl. var 11 var der stadig ingen bil kommet og riget ringede til Hillerød som rykkede for den. De ringer så op og siger at der sagtens kan gå 1½ – 2 timer før der kommer en og henter mig……….men din datter er kommet godt til Hillerød. Ja tak det må så blive jeres problem hvis hun vågner og er sulten.

Når jeg kommer til Hillerød og møder en sygeplejerske jeg slet ikke kan klare. Hun prøver lige fra starten at lave om på de rutiner vi har skabt os på de sidste 4 dage. Det virkede ikke som om hun overhovedet havde læst min journal. Hun ville have at jeg ikke skulle amme med ammebrik (på trods af jeg fortalte hende at Natasja ikke kunne finde ud af det uden og hun blev møg hidsig hvis hun ikke fik sin mad nu og her). Samtidig ville de også til at DE skulle skifte hende inden hvert måltid, HVORFOR DOG DET, hun sover til hun er sulten og skal nok selv fortælle det. Jeg fik dog lov til at beholde min rutine jeg lige havde fået mig. Jeg blev så gal det var helt vildt, læs dog min journal. Jeg har været alene med hende i 3 døgn på en enestue.

Men de vil i hvert fald beholde os 2 døgn og så må vi se hvad der sker. ”vi vil jo gerne holde øje med hendes vægt osv. og det kan være I kan få lov at komme hjem inden jul” ja ja min bare r.., hun tager fint på. Bare fra i går har hun taget 75 gram på. Jeg bliver godt nok gal hvis de beholder os julen over, det er der ingen grund til. De skal bare blande sig uden om min amning, den fungere fint som den er nu så hvorfor lave om på den. Riget var mere end tilfreds med vores fremgang, men her på Hillerød er de da helt hen i vejret. Hvor meget jeg end vil sige det………..jeg vil tilbage på riget.

Onsdag den. 22 december 2004:

Det har været en lang nat, Natasja har stort set ikke sovet og grædt det meste af natten…..dog har vi passet os selv.

Sygeplejersken fra i går (gimpen) var her igen, og hun vil stadig have jeg skal amme uden ammebrik, på trods af jeg fortalte hende at jeg prøvede i nat uden held. Natasja bliver hidsig hvis hun ikke får sin mad når hun er sulten.

Der skal ikke rigtig ske noget i dag andet end at hun skal have sit antibiotika kl 14, det er så det mest ophidsende. Tja hvad laver vi så her??????

De vil veje hende i morgen og så kunne vi se på hvornår vi kunne komme hjem……i guder altså.

Lægen har været herinde nu og han er meget tilfreds med hende. Hun skal lige scannes i morgen og så får vi lov til at tage hjem bagefter……YES YES YES.

Torsdag den 23 december 2004:

Så er Natasja blevet scannet og det så jo bare så flot ud som det skulle. Vi skal have en sidste scanning onsdag d.29 december men det er jo også fint nok.

Hun har fået sit første bad og det nød hun da rigtigt. Jeg glæder mig bare til at komme væk fra der her sygehus, jeg syntes de har været rigtig dårlige både hvad angår pleje af både mig og Natasja men også til at ligge hendes drop. De holder 2 dage og så skal de ligge et nyt fordi det er røget. Jeg mener på Riget holdt de i hvert fald 6 dage, det siger lidt.

Efterfølgende alt det her, har vi tænkt på hvorfor havde hun det så dårligt? Vi er kommet frem til at hun har haft blødningen inden fødslen, men hvorfor den er kommet kan vi jo så ikke finde ud af.

Det var derfor at hun var så stille de sidste 3 uger, bevægede sig ikke nok og ved de strimler jeg fik taget, sov hun bare. Det var derfor hun ikke selv kunne hjælpe til under fødslen og det var derfor hun ikke kunne lide at ve-droppet blev skruet op. Hun har brugt sine kræfter og ressourcer på andre ting, nemlig at holde sig i live højst sandsynligt.

DEL