Onsdag d. 19. maj var jeg ved jordemoder til endnu et tjek.
Jeg havde det meget dårligt og klagede min nød til hende. Hun kunne godt se at det ikke var så sjovt for mig mere, og hun ringede til Kolding Sygehus for at få dem til at tjekke mig, og evt. indlægge mig til lidt aflastning.
Jeg var snart ligeglad med hvad der skulle ske, bare der snart ville ske et eller andet.
På Kolding Sygehus blev baby’s hjertelyd tjekket, og det var fint, som altid. Mit blodtryk blev også tjekket, og det var stadig for højt. Der kom en læge, og han ville gerne indlægge mig til lidt aflastning og til en evt. igangsættelse inden alt for længe.
Som sagt, så gjort.
Jeg blev indlagt, og var nu dømt til sengen. Det var lidt træls, men dejlig bare at kunne slappe af. Jeg kunne se at vandet i mine fødder svandt en lille smule, men ikke helt.
På min stue kom der en anden pige ind også med svangerskabsforgiftning, og hun var også dømt til sengen. Vi gik bare godt i spænd, så tiden var ikke så lang som den kunne have været.
Dagene gik og der skete ikke noget som helst.
Blodtrykket svingede meget, mest i den dårlige ende, og lægerne besluttede sig for at jeg skulle have piller for at nedsætte det lidt. Men det hjalp ikke ret meget. Jeg spurgte om jeg ikke bare kunne blive sat i gang, så jeg kunne blive lidt normal igen, men det ville de ikke. Da de helst så at det blev en så normal fødsel som mulig, både for min skyld men også for barnets. Det var jo forståeligt nok, men træls bare at vente!
Søndag d. 23. maj, da der var stuegang sagde lægen at mandag ville de starte med at sætte fødslen i gang, via stikpiller 2 gange om dagen. Jeg skulle have piller mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Det var hvad jeg skulle have. Hvis det ikke gik i gang af pillerne, hed det drop. Men jeg skulle ikke regne med at jeg ville føde af den første pille.
Uha… endelig var der ved at ske noget.
Mandag, d. 24. maj, morgen fik jeg den første pille. Og så var der ikke andet at lave end at vente.
6 timer efter den første pille skulle jeg have en mere. Henrik kom og var hos mig. Om aftenen begyndte der er at komme nogle små veer, men ikke noget særligt.
Hen på natten forsvandt de igen, og der var ikke sket noget som helst.
Tirsdag d. 25. maj skulle jeg have 2 piller mere.
Til den første undersøgelse, viste det sig at jeg slet ikke havde åbnet mig den mindste smule. Heller ikke livmoderhalsen var ændret. Så jeg fik pillerne. Og igen om aftenen kom veerne, og de var lidt værre end dem der havde været om mandagen. Men igen….hen på natten gik de i sig selv igen *GRRR*
Onsdag d. 26. maj var hvile dag, eller pause dag. Jeg skulle slappe godt af og så sovet.
Det var bare træls at der overhovedet ikke skete noget som helst. Bettemanden ville bare ikke ud.
Torsdag d. 27. maj prøvede de igen med 2 piller. Og igen ved undersøgelsen viste det sig, at der overhovedet ikke var sket noget som helst.
JM håbede ellers på at jeg var så meget (eller lidt) åben at de kunne få en finder op så du kunne tage vandet, men der var overhovedet ikke passage til noget som helst.
Så der var ikke andet at gøre, end at give mig de piller og så se tiden an.
Om aftenen blev veerne godt onde. De bed godt, og jeg var bare så udmattet af at der ikke skete noget at jeg overhovedet ikke kunne arbejde med veerne. Så jeg arbejdede nok også imod dem, og det gør dem jo ikke lige frem bedre..!
Jeg kom på fødegangen, for at blive tjekket og få kørt en kurve for at se om han havde det godt.
Lille manden havde det strålende, mere hvad man kunne sige om mig… Jeg havde stadig ikke åbnet mig den mindste smule…:o( Så jeg fik nogle pamoler og så var det ellers tilbage i seng igen.
Men nu var det jo lige at jeg lå på stue med en, og det var ikke særlig sjovt at ligge der og have veer, mens der var en der prøvede at sove. Så jeg fik min seng kørt ind på en stue, som så lige var en fødestue (det eneste som var ledig), og Henrik fik lov til at sove sammen med mig.
Hen på natten gik veerne igen i sig selv… og der var stadig ikke sket noget.
Fredag d. 28. maj ville de give mig piller igen, men denne gang var der en overlæge med til undersøgelsen. Hun mærkede efter og kunne igen konstatere at der overhovedet ikke var sket noget, selvom hun prøvede at klemme en finger så langt op, at hun næsten kunne røre hans lille hoved. Men ikke nok til at hun kunne tage vandet!!
Hun besluttede sig for at hvis jeg ikke fødte, af de her piller som jeg havde fået i dag, inden midnat, skulle jeg faste og så ville de tage ham med kejsesnit lørdag formiddag.
Dejligt endelig at vide at der er en ende på alle disse smerter. For fredag aften blev lige slutningen på hele smertehelvedet.
Det var bare så forfærdeligt. Jeg havde veer og veer og der var bare ingen pauser imellem dem. I min journal har JM skrevet at jeg er meget forpint af veerne. Jeg kunne ikke holde det ud og havde ondt over det hele. Og for at det ikke var løgn, så fik jeg feber midt i det hele. Så jeg skulle hurtig have noget pencilen og saltvand. Så der var dømt drop! Og inden jeg så mig om var der slanger og nåle over det hele og jeg havde stadig veer og kunne ikke være nogle steder. Der skulle tages blodprøver og det var bare et helvede!
Tiden gik og veerne blev ikke sjovere. Men efter alt det saltvand + alt det vand jeg selv havde drukket skulle jeg op og tisse. Jeg kom op og sidde og pludselig var det som om veerne forsvandt en smule…. Ude på wc’et havde jeg 1½ ve. Mystisk!! Og da jeg kom ind igen på stuen, var det som om jeg bare havde lidt menstruations smerter, men ingen veer. Og inden jeg så mig om, var veerne helt væk!
Meget underligt, når jeg for 10 min siden overhovedet ikke kunne være nogle stedet for bare smerter! JM forstod bare slet ikke noget, og det gjorde jeg egentlig heller ikke, men lidt sjovt var det da og vi grinte noget af det.
Jeg fik noget smertestillende så jeg kunne få sovet lidt, og et ordentlig glas koldt vand, da jeg jo nu skulle faste, og jeg var utrolig tørstig!
Lørdag morgen d. 29. maj kom og vi havde egentlig sovet udmærket. Jeg havde dog lidt kriller i maven, over at nu om ikke særlig lang tid skulle vi se vores lille guldklump.
Jeg gik i et hurtigt bad, og så var jeg ellers klar! Jeg skulle have lagt et kateter (ader) og have noget mere saltvand og lige et skud pencilen mere. Have maven barberet (fnis) og så var jeg ellers klar og det var alle de andre også.
Henrik havde fået operationsstøj på, flot var han i det grønne tøj, og JM var også klar med vuggen til lille manden.
Så kom portøren og så var der ingen vej tilbage. Nu varede det ikke længe før end vi skulle se vores guldklump.
På operationsstuen var der en masse folk, og de præsenterede sig, men jeg kunne slet ikke holde styr på dem alle sammen, men de viste jo hvad de skulle gøre, så jeg gjorde bare hvad de bad mig om. Jeg skulle have en rygmarvsbedøvelse, så jeg kunne følge med i det hele.
Først skulle jeg have en lokalbedøvelse. Det var nok den der gjorde mest ondt. Nok også fordi at jeg havde fået at vide at jeg skulle sidde helt stille og slappe godt af, og pludselig hakkede han bare en nål i ryggen af mig. Jeg blev simpelthen så forskrækket at jeg var ved at suse ned at bordet. Han havde lige glemt at fortælle mig at han ville stikke. Næste gang huskede han det!
Så var bedøvelsen lagt og det var meget mærkeligt ikke at kunne styre sine egne ben. De splattede bare ud til hver sin side. Men det var jo godt nok, for så virkede bedøvelsen som den skulle.
En skærm blev sat op foran mig, og Henrik og jeg sad og små snakkede lidt, og der var en dejlig stemning på stuen. Pludselig stikker JM hovedet hen til os og spørger om jeg egentlig godt er klar over at de er i gang med at skære i mig… Hvad?? Det var vildt underligt ikke at kunne mærke noget, men godt at jeg ikke kunne!!
Pludselig kommer der et lille skrål, som om der er en der prøver at skrige med vand i munden. Det var Christian der skreg mens han lå inde i min mave. Han var endnu ikke kommet ud af mig, og der lå han og skreg.
“Nå lille ven, kan du ikke engang vente til du kommer ud”, sagde lægerne og grinte noget af det. Så tog de ham ud og SÅ skreg han! Hen til os, så vi kunne se ham, og hvor var han bare SKØN!!
Henrik og JM gik ind ved siden af for at tjekke ham, men de kom hurtig igen, der var ikke noget galt.
Jeg tudede bare, af glæde. Jeg kunne slet ikke se noget som helst, og det var ikke til at tørre øjnene, da jeg var mere eller mindre bundet fast., Men det gik hurtig over igen, så jeg kunne se vores skønne søn.
Jeg fik Christian op til mig, og så sad vi bare, eller jeg lå nok mest, og kiggede på vores skønne søn.
Da jeg skulle op på opvågningsstuen tog Henrik med JM og Christian ned på fødestuen for at Christian kunne blive målt og vejet. Alt var helt perfekt, og mine to drenge kom hurtigt op til mig, og så sad vi ellers der og ventede til jeg kunne bevæge mine fødder, for så måtte jeg komme ned på min egen stue.
Ventetiden brugte vi til at ringe til de nye bedsteforældre, som selvfølgelig blev helt vildt glade.
Vi sad med Christian og han ville bare sove, men det var også ok, det ville vi egentlig også helst, da det efterhånden var blevet en meget lang uge.
Christian er i dag, 15. september 2005, 15½ mdr. gammel. Alt er lykkelig glemt, så mon der ikke en dag kommer en lillebror/søster til ham??