Jubiii… Den 8. August 2000 viste graviditetstesten, at jeg var gravid… to dejlige blå streger, som jeg havde kigget efter flere gange, siden jeg stoppede med mine p-piller.
Onsdag d. 9 August var vi så hos lægen første gang, og han sagde, at den var god nok. Jeg var 9. uger henne og havde termin 15. marts 2001, men da min menstruation havde været uregelmæssig siden p-pillestop, så skulle jeg lige til scanning.
5. September 2000 var vi oppe for at blive scannet og det var vildt fedt! Da vi så den lille “reje” som hoppede rundt på skærmen, og lægen viste os hjertet, så løb der en lille glædeståre ned af min kind. Jeg skulle være MOR.
Skanningen viste, at jeg var en måned kortere henne, end vi regnede med. Uge 9 og ikke uge 13 og min termin blev sat til 15. April 2001.
Madlede i stor stil… jeg levede næsten af yoghurt og grønne bananer, hvilket jeg ikke plejer at kunne li’. Kunne ikke fordrage kaffe, som jeg ellers kunne drikke flere kander af om dagen.
Jeg startede med at tabe mig 6 kg., hvilket ikke er noget problem, da jeg i forvejen vejede for meget, og min læge og JM sagde, at jeg sagtens kunne tabe mig mere, så længe jeg ikke sultede mig selv. “Den lille skal nok ta’ hvad den skal ha’!”.
Kvalmen blev hurtig en stor del af hverdagen, men jeg kastede heldigvis ikke op. At børste tænder blev en kamp, for det gav mig opkast fornemmelser.
Min mave blev ret hurtig hård, og jeg kunne selv mærke, hvor min livmoder gik op til.
Uge 15
Jordemoder den 18.Oktober 2000.
Fuld af forventninger kom vi op til vores JM, som hedder Lene. Vi havde i forvejen fået af vide, at der var sat 15 min. af til første besøg, hvilket ikke er særlig meget. Vi fik snakket om alle de mange ting, som vi havde skrevet på vores liste. Lene talte meget langsomt og sikrede sig, at vi forstod, hvad hun sagde. Hun er kanon sød og er selv lidt overvægtig, så hvis der er et spørgsmål om vægt, svarer hun altid “os der har lidt ekstra….”
Hun sagde, at hun ikke ville lytte efter hjertelyd med dobtonen, da der kun var 50/50 chance for, at vi kunne fange hjertelyden, og endnu mindre, da jeg jo er overvægtig, men da vi forsikrede hende om, at vi ikke ville blive urolige, hvis vi ikke hørte noget, så prøvede hun alligevel… 20 sek. senere kom den dejligste lyd i hele verden… Nej, hvor er det bare så livs-bekræftene.
Efter Lene havde hørt hjertelyden, omtalte hun den lille som “hun”, så det bliver spændene og se, om hun får ret. Vi brugte 45 min. på det første besøg, og der var ingen tegn på, at hun gerne ville have os til at gå.
