Plukveer – hvor mange plukveer er normalt?

Plukveer - hvor mange må gravide have
Foto: monkeybusinessimages/iStock

Plukveer oplever alle gravide men mange ved ikke rigtig så meget om det der sker. Denne artikel sætter derfor fokus på dette emne.

Indhold

Hvad er plukkeveer?
Plukkeveer hvor tidligt kan gravide få dem?
Hvordan føles plukkeveer?
Regelmæssige plukkeveer og smerte
Kraftige plukkeveer
Mange plukkeveer – hvor mange er for mange?
Plukkeveer og sygemelding
Afsluttende bemærkning om plukkeveer

Hvad er plukveer?

Når kvinden er gravid forbereder livmoderen sig på den kommende fødsel og de veer som skal skubbe barnet ud. Livmoderen laver kortvarige sammentrækninger, hvor livmoderens muskler lidt tid og derefter atter slapper af igen.

Disse sammentrækninger kaldes for plukveer eller plukkeveer og har fået deres navn fordi sammentrækningerne ligesom hiver eller “plukker” i kvindens livmodermund.

De fleste kvinder oplever plukveer på et eller andet tidspunkt i graviditeten, nogle tidligere end andre, og kan første gang blive forskrækkede over hvad der sker med deres underliv.

Alle gravide har plukveer, det er livmoderens måde at “øve sig” til det store øjeblik – fødslen – starter. Nogle gravide mærker dem bare ikke og tror derfor at de slet ikke har dem.

Nogle gravide tror at fødslen er ved at gå i gang og går i panik, især hvis plukkeveerne starter tidligt i graviditeten.

 

Plukveer hvor tidligt kan gravide få dem?

Livmoderen var på størrelse med en pære da du blev gravid og vokser løbende igennem hele graviditeten indtil den ved fødslen har en størrelse på en vandmelon.

Når livmoderen arbejder kan det give plukveer, og derfor kan gravide have dem allerede fra tidligt i graviditeten, men det er ofte først når livmoderen når en god størrelse – tidspunktet når man er halvvejs henne i graviditeten – at de fleste gravide begynder at mærke noget til plukveerne.

 

Hvordan føles plukveer?

Plukveer føles forskelligt for den enkelte kvinde, men mange gravide beskriver plukkeveer som at maven (livmoderen) bliver stenhård et stykke tid hvorefter muskulaturen i livmoderen atter slapper af og maven vender tilbage til at være blød igen

Gravide kan reelt mærke på deres mave med en hånd når plukveen kommer og få fornemmelsen af at livmoderen er “helt pustet op og bliver en hård klump”.

Plukveer føles ofte som en strammende fornemmelse i maven, som kan virke ubehageligt men det gør ofte ikke ondt. Nogle gravide kan fortsætte med at lave det de havde gang i mens andre gravide er nødt til at lægge sig og tage nogle dybe vejrtrækninger indtil plukveerne er forsvundet igen.

Plukkeveer kan nogle gange føles som menstruationslignende smerter, men som udgangspunkt må de ikke “bide” og gøre så ondt at man ikke kan fokusere på andet.

Hvis dine plukveer gør ondt når de kommer og ikke forsvinder efter nogle timer selv om du slapper godt af liggende på sofaen eller i sengen bør du ringe til din læge eller jordemoder.

De vil ofte – udelukkende ud fra hvordan de kan snakke med dig i telefonen – få et godt overblik om det kan være veer som er opstået.

 

Regelmæssige plukveer og smerte

Plukveer er ikke regelmæssige men kommer i modsætning til rigtige veer uregelmæssigt og varierer i styrke og længde.

Hvis man oplever at ens plukveer kommer regelmæssigt og evt. Gør mere ondt end normalt kan det være rigtige veer man har fået og slet ikke plukveer som først antaget.

Det er ikke ualmindeligt at plukkeveer kan komme hyppigere i nogle timer og derefter stoppe igen.

Det kan ske hvis at man har været meget fysisk aktiv, barnet har sparket kraftigere i en længere periode end det plejer, du har ændret stilling eller de kan skyldes at du har fået en blærebetændelse.

Betragt plukveer som øvelsesveer men også som et signal om at du skal huske at slappe af og passe godt på dig selv.

Ofte stopper plukkeveer hurtigere hvis du lægger dig ned og slapper af, men har du været hård ved dig selv og din krop kan plukveerne tage længere tid om at forsvinde igen. Tænk på det næste gang du overvejer at gøre hele huset eller haven ren.

 

Kraftige plukveer

Det er helt normalt at man mærker mere til plukveer efterhånden som man kommer sidst hen i sin graviditet og nærmer sig sin termin.

Mange gravide har haft så mange og kraftige plukkeveer at de var en tur til tjek på fødselsgangen hvor de blev undersøgt og fik afkræftet at det var rigtige veer.

Da plukkeveer kan være svære at skelne fra rigtige veer – især for en kvinde som er gravid for første gang – kaldes de også ofte for “snyde-veer”.

Snyde gør de dog ikke, de er med til at strække musklerne i livmoderhalsen så den bliver mere elastisk og sørger for at livmodermunden åbner sig.

Hvis man bliver undersøgt er det livmoderhalsens længde og hvor meget livmodermunden har åbnet sig der afgør om man er “moden” til fødsel. De to faktorer er med til at afgøre hvor klar din krop er til at skulle føde.

 

Mange plukveer – hvor mange er for mange?

Det er forskelligt hvor mange plukveer den enkelte gravide har, men som udgangspunkt er det vigtigt at man ikke oplever mere end 5 plukkeveer i timen og at de ikke komme mange timer i træk.

 

Plukveer og sygemelding

Plukveer giver anledning til en del bekymring hos mange gravide.

Ikke kun fordi gravide kan blive i tvivl om det faktisk er plukveer eller om det er rigtige veer der startet, men også fordi at livmoderhalsen kan gå hen og blive helt udslettet hvis man har mange og kraftige plukkeveer – og det uden at man som gravid opdager det.

Hvis det viser sig ved en undersøgelse at livmoderhalsen er forkortet kan det skyldes at kvinden har mange plukkeveer og hun kan blive anbefalet en sygemelding.

I det tilfælde er det vigtigt at den gravide tager sygemeldingen alvorligt og sørger for at slappe så meget af som muligt under graviditeten. Hvis ikke kan hun risikere en indlæggelse på sygehuset i stedet eller i værste fald at hun føder barnet for tidligt.

 

Afsluttende bemærkning om plukveer

Plukveer kan være svære at forholde sig til som gravid, for mens nogle kan have ganske få som kan modne livmoderhals og livmodermund meget tidligt i graviditeten, kan der være andre gravide som har ekstremt mange og kraftige plukkeveer uden at det påvirker kroppen det mindste.

Hvis du bliver nervøs i graviditeten er det altid en god ide at få en snak med din læge eller jordemoder. Da gravide har en meget højere risiko for at få en blærebetændelse – som kan være med til at give plukveer – så husk at medbringe en urinprøve.

En blærebetændelse kan nemt behandles og hvis de var årsag til at du fik kraftigere og hyppigere plukveer, vil du hurtigt opleve en forbedring.

DEL