| |
|
|
 |
Jordemoder
Eva Maria Vammen - Svar til gravide
|
Hej Eva Maria!
I juli 04 fødte jeg en dejlig dreng ved akut kejsersnit (På
Hvidovre ;-).
Han blev født i uge 28+1 pga. en moderkageløsning. Han har
det godt idag, men nu hvor vi planlægger at få en
lillebror/søster er jeg jo nervøs for om jeg har risiko ved
at føde for tidligt igen. Jeg ved der fødes flere børn for
tidligt, hvor man aldrig finder årsagen, men nu hvor man
kendte min årsag, er jeg meget nysgerrig om jeg har større
risiko end andre for at få en moderkageløsning igen.
Endvidere har jeg ikke kunne få oplyst, hvad årsagen er til
moderkageløsning. Ved scanning i uge 20 fik jeg oplyst, at
moderkagen lå nedenfor livmoderhalsåbning, og hvis ikke den
flyttede sig som barnet voksede, skulle jeg føde ved
kejsersnit. Er der en sammenhæng? Jeg ved godt, at risikoen
for moderkageløsning er minimal, men jeg vil blot vide om
jeg har større risiko . og er der noget jeg selv kan gøre -
udover at passe på mig selv. Ryger ikke, blodtryk var
normalt, motionerer og spiser sundt.
Mvh Annette
|
|
Svar
|
|
Hej Anette!
Det var godt nok en gyser, jeg er glad for at høre, at din
dreng har det
godt i dag!
Faktisk er det netop nogle af de ting, du selv nævner,
nemlig forhøjet
blodtryk og rygning, der kan være skyld i eller være
medvirkende
faktorer til moderkageløsning, så jeg er rigtig glad for at
høre, at der
er styr på de ting hos dig!
Endvidere kan sådan noget som at være mangegangsfødende
(mere end 4), for meget fostervand, tvillingegraviditet og
stof- eller alkoholmisbrug
spille en rolle. Endelig kan kraftige slag i maven,
bilulykke eller fald
direkte på maven i sjældne tilfælde udløse det, men oftest
finder man
ingen forklaring. Moderkageløsning forekommer i lettere
eller sværere
grad i ca. 1 procent af alle graviditeter. Heraf udgør de
lette tilfælde
90%. Så vidt jeg kan finde frem til i litteraturen, er
risikoen for, at
det gentager sig ca. 5-10%, så ja, for dig handler det om at
holde sig på
dydens smalle sti og passe godt på dig selv.
Din lavtliggende moderkage i denne graviditet kan hænge
sammen med, at du fik kejsersnit sidste gang. Det gamle ar
er nemlig et skidt sted at
sidde for moderkagen, da livmodervæggen der ikke er ligeså
næringsrig
som andre steder. Derfor sætter den sig lidt oftere dybt i
livmoderen,
når man tidligere har fået et kejsersnit. Heldigvis sker det
rigtig tit,
at den flytter sig højere op, idet barnet vokser. Det
undersøger man med
en skanning senere i graviditeten. Afhængig af, hvor meget
moderkagen
rager ind over livmoderhalsåbningen, skal du være ekstra
opmærksom på
blødning fra skeden og sørge for ikke at provokere det. Alt
det har du
sikkert fået besked om i forbindelse med skanningen i 20.
uge.
Held og lykke med resten af graviditeten!
Mvh. jordemoder Eva
|
|
Tilbage til spørgsmål og svar
|
|
|
|