| |
|
|
 |
Farmaceut
Lars Lundager Walmar - spørgsmål og svar
|
Hej Lars
Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg får calcium nok, da jeg
ikke drikker 3/4 L mælk hver dag. Til gengæld spiser jeg
mange grønne grøntsager, æg og ost. Er der nogen måde hvorpå
jeg kan tjekke om jeg får nok kalk? Jeg har ikke meget lyst
til at spise kalkpiller, får allerede Dvitamin og jern.
På forhånd tak
Bea 23+1
|
|
Svar
|
Hej Bea
Der er ikke nogen nem måde at kontrollere om du får kalk
nok, da der ikke findes en hjemmetest eller lignende, der
kan give dig svar.
Man kan ved hjælp af en blodprøve måle mængden af calcium
(kalk) i blodet, men det giver ikke et klart svar på om
indtaget lige nu er tilstrækkeligt, og det er ikke en
metode, som man vi bruge til gravide. Hvis du går til din
læge og spørger, vil du blot få besked på at tage et
kalktilskud.
Det er vigtigt at få nok kalk under graviditet og når man
ammer. Hvis man ikke får nok, så vil der ikke ske noget med
barnet, da det nok skal sørge for at få sin del. Det er
moderen, der kommer til at mangle. Det vil næppe få den
store betydning her og nu, men opbygningen af kalk i
knoglerne er en slags ”pensionsopsparing”, så manglende
”indbetalinger” tidligt i livet kunne få stor betydning
senere hen, da manglende kalk i knoglerne er årsag til
osteoporose (knogleskørhed). Osteoporose koster mange
knoglebrud hvert år. Som eksempel anslås det, at
tilstrækkelig tilførsel af kalk og D-vitamin vil kunne
forhindre mellem 1200 og 3000 hoftebrud i Danmark om året.
Sundhedsstyrelsen anbefaler at gravide indtager 900 mg og
ammende 1200 mg kalk om dagen. Det kan i praksis være meget
svært, hvis man ikke drikker mælk eller indtager større
mængder andre mejeriprodukter. Der findes flere slags
”grønt” med højt indhold af calcium, men da de ofte også
indeholder oxalsyre (der hæmmer optagelsen af calcium) vil
det være svært at få tilstrækkeligt calcium herfra. Det
gælder bl.a. spinat, rabarber og brøndkarse. Grønkål er dog
et eksempel på at det kan lade sig gøre, at få calcium fra
grøntsager. Calcium fra grønkål optages ganske godt, men der
skal stadig spises 500-1000 gram grønkål om dagen for at nå
målet på 900 eller 1200 mg, og det er vel trods alt de
færreste der vil finde det interessant i længden.
Du skriver ikke, hvorfor du ikke ønsker at tage et
kalktilskud. Hvis det er fordi, at du i forvejen indtager
flere forskellige tabletter dagligt, så vil jeg anbefale at
du tager et kombineret kalk og D-vitamin tilskud. Da
funktionen af D-vitamin er at øge kroppens optagelse af
kalk, vil det D-vitamin, som du tager i dag, ikke have
optimal effekt, hvis du ikke samtidigt indtager kalk nok.
Optagelsen af kalk er bedst hvis du fordeler dagsdosis på 2
eller 3 portioner. F.eks. 400-500 mg kalk og 5 µg (200 IE)
D-vitamin morgen og aften (og måske én ekstra når du
begynder at amme)
Hvis du ikke kan lide at sluge store tabletter, så find
nogle der har en anden form eller er overtrukne, så de er
nemmere at sluge. Hvis det ikke er nok, kan du benytte
tyggetabletter. De findes både til børn og voksne
(forskellig smag), men det er ligegyldigt hvilken type du
vælger, så længe indholdet af kalk og D-vitamin er det
rigtige.
Med venlig hilsen
Lars Lundager Walmar
|
|
Tilbage til spørgsmål og svar
|
|
|
|