Jeg er en pige på 30 år. Min kæreste og jeg forsøger at
blive gravide. Jeg
smed p-pillerne for nu et år siden. Det første halve år
"styrede" vi uden om for at sikre os en god start, men har
forsøgt målrettet i nu et halvt år - desværre uden held..
Jeg har en regelmæssig cyklus på 26-27 dage og
menstruationen varer cirka 3-4 dage. Alt burde være i den
fineste orden, men der sker bare ikke noget. Hver gang jeg
mener jeg er ovre ægløsning synes jeg jeg kan mærke
symptomerne - spændte bryster og øget spytproduktion, men så
kommer mens. og der var åbenbart ikke noget alligevel. Vi er
begyndt at bruge ægløsningsteste, men har endnu ikke kunne
finde ægløsning. NU har jeg dog lige købt 15 af slagsen og
så prøver jeg at teste lidt "bredere" i perioden. Måske vi
får "ram" på tidspunktet på den måde. I mellemtiden er jeg
begyndt at blive lidt ked af det hele (læs utålmodig) og jeg
har egentlig tre spørgsmål, som jeg godt kunne tænkte mig du
hjalp med:
Jeg har læst, at
menstruationen kommer 13-14 dage efter ægløsning. Kan
man regne med det? Det virker nemlig underligt, for jeg
har jo testet negativ ægløsning i 5 dage omkring netop
den periode.
Kan det lade sig gøre
at få regelmæssig menstruation uden at have haft
ægløsning?
Hvornår synes du jeg
skal kontakte lægen, hvis ikke der sker noget?
Ps. oven i det hele har jeg de sidste 5 måneder døjet med
tilbagevenden hold i ryggen (ved lænden). Kan det ha' noget
at gøre med min cyklus? Jeg har spurgt min læge om dette men
hun siger nej. Jeg synes bare der er sket så meget med min
krop siden jeg stoppede med p-pillerne.
Jeg håber du vil hjælpe. Og
på forhånd tak:-)
Svar
Jeg kan godt forstå, du er utålmodig efter at blive gravid.
Det kan være meget frustrerende blive skuffet gang på gang,
når man først har taget beslutningen. Måske kan det berolige
dig lidt, at din oplevelse af graviditetssymptomer op til
menstruation er helt normal. Årsagen er, at kroppen gør sig
klar til en graviditet i tilfælde af, at et befrugtet æg
sætter sig fast i livmoderslimhinden. Når det ikke sker,
afstødes slimhinden og menstruationen kommer. Nogle kvinder
oplever smerter eller trækken hen over lænden i forbindelse
med livmoderens sammentrækninger. Det kan ske på alle
tidspunkter, men er specielt hyppigt i tiden omkring
menstruation. Kan det være det, du mærker som hold i lænden?
Hovedreglen er ganske rigtigt, at menstruationen kommer ca.
14 dage efter ægløsning, men der kan være store individuelle
forskelle. Nogle kvinder oplever ligefrem at blive gravide
under en menstruation! Det er altså ikke noget, man kan være
100 % sikker på. Det er også muligt at menstruere uden at
have haft ægløsning. Specielt, hvis man tidligere har brugt
hormonbaseret prævention som p-piller eller hormon-spiral.
Det er dog oftest forbundet med uregelmæssige
menstruationer.
Hvis du vil undersøge din cyklus nærmere, kan du sætte dig
ind i og bruge "Fertility Awareness". Det kan involvere
overvågning af temperatur, udflåd og/eller livmoderhalsen og
kan give dig oplysninger om, hvornår du er mest frugtbar og
om der er uregelmæssigheder i din cyklus af den ene eller
anden slags. Jeg kender desværre ikke til ressourcer om
emnet på dansk, men du kan læse lidt om emnet på engelsk, og
finde links til mere, her
http://en.wikipedia.org/wiki/Fertility_awareness,
hvor du også kan finde relevante bogtitler. Hvis du gerne
vil vide mere om fertility awareness, men ikke føler dit
engelske slår til, er du velkommen til at kontakte mig
direkte på info@fjorddoula.dk. Så skriver jeg gerne en lille
introduktion til området, og jeg kan måske også sætte dig i
kontakt med kvinder, der har selv har brugt det.
Hvornår det er tid at gå til lægen, hvis der ikke sker
noget, kan jeg desværre ikke fortælle dig. Det kommer helt
an på, hvordan du har det og hvad din mavefornemmelse siger
dig. Hvis du er meget i tvivl, kan du ringe til din læge og
spørge, hvornår han/hun synes, I har forsøgt så længe, at
det er tid at overveje undersøgelser og måske assistance.
Jeg ønsker dig en snarlig og god graviditet :o)
Venlig hilsen