Min søn på 7 måneder vil ikke sove igennem om natten

Foto: anatols/iStock

Hej Kirsten

Min søn på 7 måneder vil ikke sove igennem om natten.

Vi har prøvet at lade ham sove inde hos os i vores seng. Vi har prøvet at give ham vand om natten og vi har prøvet at gå rundt med ham og vugge ham.

Synes næsten vi har prøvet alt.

Da vi begyndte på det med vand om natten sov han også 1 uge 8 timer i træk, men nu er han begyndt at vågne igen og denne gang meget mere ulykkelig end ellers.

Når der er gået 1 1/2 time med skrig og skrål kan jeg ikke længere holde det ud og lægger ham så til og så falder han altså i søvn.

Kan ikke helt finde ud af om jeg bare skal lade ham styre amningerne om natten?

Sara

 

Min søn på 7 måneder vil ikke sove igennem om natten

Kære Sara

Ud fra det du skriver er det lidt svært for mig at finde ud af om din søn er sulten eller har behov for nærhed og tryghed.

Hvis din søns behov er nærhed og tryghed så kan I finde hjælp i metoden Efterlign livet i mors mave, men hvis han er reelt sulten så er det kun mad der hjælper.

Jeg vil anbefale at du afprøver at svøbe din søn i et stort stykke stof som ikke er for tykt/varmt. Det er vigtigt at svøbet ligger som en fast tryghed omkring armene.

Hvis du samtidig siger en høj shhh lyd ind i hans øre mens du vugger ham, vil du kunne opleve at han falder til ro. Den høje shhh lyd giver barnet mindelser om den høje susende lyd som det har lyttet til i livmoderen. Dette giver barnet en følelse af tryghed. (Man kan også afprøve dette ved at tænde for en hårtørrer og se barnets reaktion. En vigtig ting er at det ikke er varmen men lyden som barnet har behov for.)

Du kan evt. låne bogen Svøb dit barn på biblioteket hvor du kan se den fulde beskrivelse om hvordan man laver sanseøvelserne som virker beroligende på spædbørn.

Mht om du skal amme hyppigere om natten vil jeg anbefale at du snakker med en sundhedsplejerske om dette, da de har den store erfaring på dette område.

Hvis du har spørgsmål omkring sanseøvelserne må du endelig kontakte mig.

De bedste hilsner