Majas fødsel – Er det vandet der går om morgenen?

Majas fødsel - Vandet gik om morgenen
Foto: Umkehrer/iStock

Så kom dagen endelig hvor vores dejlige datter ville se dagens lys.

Fredag den 31. august 2007 kl.14.26 blev Maja født med en vægt på 3850g og en længde på 50 cm

Det hele startede kl. 4.15 fredag morgen hvor jeg vågnede og kunne mærke at jeg skulle tisse men af en eller anden grund syntes jeg ikke jeg kunne holde mig og hele vejen fra soveværelset gennem drengenes værelse og ud til badeværelset løb det ud af mig så jeg tænkte at det nok var vandet som var gået for jeg plejer ikke døje med slap blære.

Efter jeg havde tisset sad jeg lidt på toilettet og ventede på mere vand eller veer men intet skete… hmm… Underligt… de to sidste gange kom veerne næsten med det samme og jeg fødte indenfor to timer… Men ikke denne gang.

Jeg gik ind og vækkede Anders og vi blev enige om at det nok var vandet… Men jeg ville vente på veerne inden jeg gjorde mere… meen de kom bare ikke.

Kl. 4.55 ringede jeg til fødegangen og snakkede med en sød jordemoder som hed Ulla og jeg fortalte hende at vandet var gået og der stadig ikke var kommet veer, så spurgte jeg om jeg på trods af mine tidligere lyn-fødsler ikke bare kunne hoppe i seng igen og ringe når der kom veer og det sagde hun god for… Hun fik mine oplysninger så de havde min journal klar til når jeg kom ind.

Anders og jeg aftalte at han stod op kl. 6 og så han kunne sende ungerne af sted og så lagde vi os til at sove igen. Anders sov med det samme – men jeg kunne ikke rigtig falde i søvn igen.

Anders stod op og fik de tre store drenge sendt i skole, børnehave og vuggestue og så løb han hele vejen tilbage til mig.

Jeg stod op og fik mig noget nogle horn som Anders havde købt hos bageren og besluttede mig for ikke at hoppe i bad for jeg var lidt bange for at det bare ville sætte skub i tingene, så jeg fik mig bare lige vasket og hoppede så i tøjet.

Det begyndte at murre lidt og jeg fik nogle slemme jag i lænden så jeg ringede op til Sarah, min søde overbo, for at høre om hun ville køre os på sygehuset og det ville hun gerne.

Kl. 9.57 ringede jeg og snakkede med fødegange og sagde at jeg gerne lige ville tjekkes og vi aftalte at jeg skulle komme indenfor den næste halve time, så ud i bilen og af sted mod sygehuset. Det murrede stadig men ikke mere end at jeg sagtens kunne snakke med Sarah om alt muligt andet på turen derop.

Kl. 10.35 ankommer jeg til fødegangen og blev mødt af en sød jordemoder, som hed Hanne.

Hun havde læst min journal og stod klar med handsker og en klar fødestue og så kom jeg bare smilende ind og havde ikke lige så travlt som jeg plejede… hi.. hi.

Hanne prøver så at finde hjertelyden med doptonen men det lykkes ikke så hun finder i stedet CTG’en frem og så kommer der en fin hjertelyd frem – Lille Maja har det fint.

Hun undersøger mig indvendigt og mærker en livmoderhals på en cm og at jeg er 3-4 cm åben… Øv.. nu bliver jeg utålmodig. Hanne kan ikke se noget fostervand som siver så hun bliver i tvivl om det nu er fostervandet som er gået men siger at hvis det bare er et lille hun længere oppe så er det normalt at det ikke bliver ved med at sive.

Jeg får tilbudt klyx men siger nej tak for jeg har allerede været af med bummelum derhjemme.

Jeg spørger om det er i orden at jeg går en tur så jeg kan få sat gang i nogle veer og det er helt fint.. Vi beholder bare fødestue 3 og låser vores ting ind inden vi går ned for at ringe rundt til en hel masse for at få styr på hvem der henter de 3 store og passer dem til vi kommer hjem. Anders ringer og jeg går rundt for at få gang i veerne men det murre stadig kun en smule.

Efter vi har fået styr på drengene går vi ind og køber lidt slik i kiosken og går i kantinen for at se om der er noget mad som lokker men det er pizza og det har jeg ikke lige lyst til. Vi går i stedet en tur op og ned af gangen i trafik centeret mens vi snakker og griner… Der er en masse mennesker fordi folk er på vej til frokost og de sender os smilende blikke.

Oppe på stuen igen sætter vi os og får lidt slik. Så kommer der en og tilbyder mig frokost og saftevand som jeg siger ja tak til. Der gik lidt tid inden maden kom og jeg begynder så småt at få lidt veer med 2-4 minutters mellemrum.

Da maden endelig kommer, kan jeg bare slet ikke spise noget så det gør Anders for mig. Veerne begynder at bide og jeg må koncentrere mig om min vejrtrækning.

Den første ve er ikke så slem men så to minutter efter bider den virkelig og sidder i min lænd som om det hele er ved at sprængtes, så går der igen 4 minutter og så kommer der en mild ve, 2 minutter efter kommer der en slem ve igen og sådan fortsætter det en times tid.

Jeg smutter ud for at tisse og så kommer der mere vand og der er tegnblødning.

Kl.13.15, Imens jeg sidder på toilettet, kommer der en ny jordemoder ind, som hedder Karen og fortæller at p.g.a. sygdom blandt personalet er hun kaldt tidligere ind og overtager mit forløb.

Karen undersøger mig og finder at der kun er en kant af livmoderhalsen, jeg er 4 cm åben og der siver klart fostervand. Hun finder en god hjertelyd med CTG’en.

Vi snakker lidt om mine ønsker om at jeg ikke må få indsprøjtning i højre lår p.g.a. en nerveskade og at jeg skal have en venflon anlagt så jeg kan få s-drop for at forhindrer at jeg får en styrtblødning ligesom sidste gang.

Da jeg ved jeg er lidt svær at ligge venflon på tilkalder hun en fra narkosen som stadig havde problemer med at ligge den. Først prøver hun mens jeg står og nu begynder mine veer virkelig at bide så jeg må lige vente lidt med at sætte mig ned. Hun prøver først i venstre hånd men den går ved siden af og så prøver hun i højre håndled og det lykkes med nød og næppe.

Alt imens havde jeg veer med begyndende pressetrang så nu var det ikke så sjovt længere.

Kl. 13.40 kommer jeg over på fødelejet og Karen undersøger mig til at være 5-6 cm åben men der er stadig en lille kant. Pressetrangen fortsætter men sidder meget fortil og ikke bagtil så jeg skal sige til når det skifter.

Kl. 14.00 har jeg tiltagende pressetrang og jeg beder Anders spørge om jeg ikke må få lattergas og der bliver tilkaldt en som sætter lattergassen til på 30%.

Anders render pendulfart frem og tilbage med kolde klude til min pande og ellers holder han sig i baggrunden for han vil ikke gå i vejen – Han er lidt nervøs for at noget skal gå galt og det er selvfølgelig fordi han har oplevelsen med styrtblødningen med Rasmus i tankerne.

Kl.14.10 Har jeg fået tiltagende pressetrang og det presser også bagtil nu. Karen undersøger mig og jeg er nu 8 cm – Så nu sker der noget. Jeg har lidt problemer med at puste luften ud i masken så jeg bliver nød til at fjerne den en gang imellem for jeg kan føle jeg får luft.

Kl.14.15 opsættes s-drop men det er ikke rigtig noget jeg bemærker sådan videre… Det er træls med den venflon på indersiden af håndledet når jeg presser mine hænder i madrassen under veerne.

Karen mærker hvor åben jeg er og siger der mangler en lille kant som bare ikke vil væk, så hun sætter fingrene på kanten og siger at jeg på næste presseve skal presse mod hendes finger… for pokker det gør ondt men det hjælper. Jeg må presse lidt med på veerne men skal stoppe halvvejs og puste ud i stedet… Puha… det er svært når man bare gerne vil presse til.

Kl. 14.20 er jeg helt åben og hjertelyden er god så jeg må presse det jeg kan. Jeg får en presseve som bare føltes til at vare 5 minutter og Karen bemærker også at den bare ikke vil stoppe og kan godt se det er hårdt for mig.

Jeg prøver at krumme mig sammen når jeg presser og jeg kan mærke at det virkelig får hende fremad. Karen siger nu at hun kan se hendes hoved og hendes hår og Anders siger det samme og det giver ekstra kræfter.

Da hovedet er lige ved at komme ud kan jeg mærke at Karen hjælper til og vupti så er hovedet født. Jeg presser for at få resten af kroppen ud og igen mærker jeg Karen bare tager fat i Maja og nærmest trækker hende ud… Jeg ved ikke om hun sad fast eller hvad men ud kom hun da.

Maja var fuldstændig hvid af et tyk lag fosterfedt og kommer op til mig mens hun græder. Hun får 3×10 i apgar så det er bare som det skal være.

Kl. 14.30 føder jeg moderkagen som er fin med 3 kar og vejer 762g.

Jeg har kun overfladiske skrammer og skal ikke syes. Samlet blødning 100ml.

Karen skruer nu op for s-droppet og lille Maja sutter lystigt oppe hos mor. Vi aftaler at får jeg smerter som ligner dem jeg fik med Rasmus så ringer vi bare efter hende.

Kl. 16.15 gør det meget ondt og jeg kan ikke rigtig klare at sidde med Maja så vi ringer efter Karen som tjekker til min blødning og presser meget hårdt på min mave for at se om der er problemer med min livmoder… For pokker hvor gjorde det ondt og her flere dage efter har jeg stadig blå mærker på maven efter hendes tryk.

Heldigvis er alt fint så vi bliver enige om at det nok er efterveer og s-droppet så jeg får noget pinex.

Kl.16.30 bliver Maja målt og vejet. Vægt: 3850g længde: 50 cm Hovedomkreds: 35 cm og maveomkreds: 35 cm.

Kl. 16.40 tager Karen s-droppet fra.

Da klokken var omkring 20 om aftenen var vi atter hjemme hos de tre meget stolte brødre.

 

Therese med hendes nyfødte datter Maja

Lille Maja få minutter gammel – Dækket af fosterfedt

 

Lille Maja - 2 dage gammel

Maja 2 dage gammel – Se lige de kinder

 

Maja - 3 dage gammel

Maja 3 dage gammel – Såååå…stor