Må man ligge på ryggen når man er gravid?

Gravid i uge 27 - Må man ligge på ryggen når man er gravid?
Foto: Tuned_In/iStock

Hej Sessan

Jeg er gravid i uge 27 og så vil jeg bare lige høre om man godt må ligge på ryggen, når man er vågen??

 

Må man ligge på ryggen når man er gravid?

Der er to gode grunde til ikke at ligge på ryggen, når man er gravid, uanset om man sover eller er vågen.

Den ene er, at efterhånden som livmoderen med barnet bliver tungere, presser det mod en af de store blodårer, når man ligger på ryggen. Det afskærer en del af blodtilførslen til livmoderen og barnet, der så kan få svært ved at få den mængde ilt og næringsstoffer, det er meningen.

Nogle gange kan man ligefrem observere, at barnets hjerte begynder at slå meget langsommere, når moderen ligger på ryggen.

Det kaldes vena cava -syndrom og afhjælpes ved at moderen ligger på siden (helst venstre) i stedet.

Den anden grund har med barnets stilling i livmoderen at gøre.

Erfaringer tyder på, at den optimale stilling for et barn ved fødslens begyndelse er med hovedet nedad og med ryg og baghoved pegende ud mellem moderen navle og venstre hofteben. Denne position giver de hurtigste og letteste fødsler.

Hvis barnet derimod ligger med sin ryg imod moderens ryg – det man kalder stjernekigger – så bliver fødslen generelt længere og mere smertefuld, fordi barnet enten skal igennem fødselsvejen i en ikke-optimal vinkel eller skal rotere forbi moderens ryg og hofte for derefter at komme lettest muligt igennem fødselsvejen.

Barnet er tungest ved ryg og baghoved, så hvis man ligger meget på ryggen eller sidder bagudlænet og måske med benene oppe, kan man uforvarende gøre det svært for barnet at komme til at ligge i den bedste stilling før fødslen, med et længere og hårdere fødselsforløb til følge.

Hvis du gerne vil give dit barn den bedst mulige iltforsyning og samtidig øge sandsynligheden for en kortere og lettere fødsel, kan du tænke over din kropsholdning og dine hvilestillinger resten af graviditeten:

Sørg for at holde ryggen rank, læn dig forover i stedet for bagud og brug maven som hængekøje for dit barn. Hvis du vil vide mere, kan du kigge på www.spinningbabies.com eller lave en google-søgnig på “optimal fetal positioning”.

Med ønske om en fortsat god graviditet og din drømme-fødsel.