Kan jeg være gravid selv om jeg har fået min menstruation?

15525
Kan jeg være gravid selv om jeg har fået min menstruation?
Foto: Wavebreakmedia/iStock

Kære Jordemoder.

Efter vi stoppede med prævention, har jeg haft uregelmæssig menstruation og i øjeblikket er jeg gået 8 dage over tiden siden sidste menst. har det ubehageligt i maven og ret sikker på, at det gav bonus, indtil jeg startede med at bløde.

Problemet er, at jeg stadig har lidt kvalme og mærkelig følelse i maven samtidig med menst. smerter og let blødning.

Kan jeg være gravid samtidig med menst.?

Tør ikke at lave graviditetsprøve, da jeg er bange for at blive skuffet endnu en gang, og føler det er åndssvagt når menst. har vist sig.

 

Kan jeg være gravid selv om jeg har fået min menstruation?

Hej!

Når man menstruerer, udstødes livmoderslimhinden, som ellers er der, hvor et evt befrugtet æg sætter sig fast og får næring fra til at starte en graviditet. Derfor er det ikke teoretisk muligt at menstruere under graviditet.

Men der kan også være tale om det, der kaldes en gennembrudsblødning, som kan forekomme, når det befrugtede æg graver sig ned i livmoderslimhinden som led i den normale udvikling af graviditeten.

I så fald er blødningen som oftest lidt forsinket og knapt så kraftig som en almindelig menstruation, men kan let forveksles hermed.

Der kan desværre også være tale om en meget tidlig spontan abort, hvilket sker i ca. 1/3 af alle graviditeter, oftest fordi der var noget galt.

Under alle omstændigheder er det kun en graviditetstest, der kan give dig et sikkert svar, hvis du stadig er i tvivl, selvom det er surt, hvis man bliver skuffet…

Mvh