Jeg har kun brunt/sort blødning ved menstruation. Kan jeg være gravid?

18037
Jeg har kun brunt/sort blødning ved mensturation. Kan jeg være gravid?
Foto: KatarzynaBialasiewicz/iStock

Hej

Jeg og min partner har prøvet i snart 8 måneder at blive gravide, men uden held.

Min mens kommer hver måned, som den plejer: 5-7 dage med kraftig blødning de første to dage; mange smerter i bryster og mave/lænd.

Denne måned havde jeg mens i kun 3 dage, og det var kun brunt/sort, ingen decideret blod, som det plejer (normalt er min mens de sidste 2 dage brunligt).

Fejler jeg noget? Kan jeg være gravid?

Jeg har tid hos lægen den 22 januar, men der er lang tid til, er lidt nervøs om jeg fejler noget.

Tak for dit svar.

Hilsen, pige 32 år.

 

Jeg har kun brunt/sort blødning ved menstruation. Kan jeg være gravid?

Hej!

For nogle er hver menstruation forskellig, mens andre er meget “konsekvente”, og det lyder som om du tilhører sidstnævnte kategori.

Derfor synes jeg bestemt, det er værd at undersøge, om du er gået hen og blevet gravid, for det kan nemlig sagtens tænkes.

En del nygravide oplever at have en blødning, når de er 2-3 uger henne i graviditeten, altså omkring eller lidt senere end det tidspunkt, hvor de alligevel skulle have menstruation, som kan forveksles med en menstruation.

Som oftest er blødningen dog mindre end normalt og består som regel kun af gammelt (mørkt) blod. Den kaldes en nidationsblødning og stammer fra det tidspunkt, hvor det befrugtede æg har gravet sig ind i livmoderslimhinden og (forhåbentlig) sat sig fast.

Hvis det ikke er tilfældet, lyder det som en god idé at blive kigget igennem hos lægen. Hvis du dog ellers har det godt, ser jeg dog ingen grund til, at du skal være bekymret, da det som sagt kan være en naturlig variation i blødningsmønsteret.

Held og lykke med projektet!

Mvh