Jeg har haft en missed abortion (MA). Kan jeg være gravid igen?

Jeg har haft en MA. Kan jeg være gravid igen?
Foto: Fotosmurf03/iStock

hej Sessan.

Min kæreste og jeg har i 10 måneder forsøgt at blive gravide.

Jeg blev også gravid i juli, men fandt desværre ud af ved nakkefoldskanning i uge 13 at der ikke var udviklet et foster i min graviditet. Jeg fik foretaget en medicinsk abort til at starte med, men denne fejlede og jeg fik derfor en udskrabning til slut.

Vi ventede så min næste menstruation, så vi igen kunne komme i gang med “projekt baby”. Den kom og min cyklus har været meget regelmæssig igennem hele forløbet (30 dage).

Det er nu 3 måneder siden jeg fik min abort og de sidste 14 dage har jeg haft en del tegn på graviditet og har rent instinktivt følt at nu var den der. Jeg har haft mange spændinger i brysterne, været træt og haft meget “aktivitet” i underlivet plus at jeg har utroligt skiftende humør (kan tude over det mindste).

Men idag bliver jeg forfærdelig meget i tvivl.

Jeg begyndte at få lidt blodigt udflåd for 3 dage siden (det havde jeg også i min sidste gravidtet lige op til den første mens efter befrugtningen), men idag bløder jeg rigtigt.

Jeg har ikke taget en test endnu, da min menstruation først skulle komme idag.

Mit spørgsmål er, kan jeg være gravid alligevel?

Jeg tør næsten ikke tage en test mere af frygt for at blive skuffet igen…

 

Jeg har haft en missed abortion (MA). Kan jeg være gravid igen?

Du har min dybeste medfølelse, det er en rigtig hård oplevelse at gå igennem.

Det er meget normalt at opleve graviditetslignende symptomer op til menstruationen, specielt når man forsøger at blive gravid. Derfor er det også umuligt at sige noget med bare nogenlunde sikkerhed, før første forventede menstruationsdag.

Den blodige udflåd kunne udmærket have været tegn på implantation – men det er desværre heller ikke et sikkert tegn.

Det kan dog lade sig gøre at være gravid på trods af en tilsyneladende normal menstruation.

Kun en test vil kunne afgøre det spørgsmål med rimelig sikkerhed.

Jeg håber på det bedste for jer.