Er det normalt at der kommer væske ud af brysterne i graviditeten?

Er det normalt at der kommer væske ud af brysterne når man er gravid i uge 15
Foto: Stacey Newman/iStock

Jeg er gravid i 16. uge ( 15+5 ), og mine bryster er begyndt at løbe…

Jeg vågner hver morgen og er helt våd på min venstre arm, samt har indtørret væske streger på mit venstre bryst. Jeg kan se det i min BH efter en dag på arbejdet..

Er det normalt allerede, jeg føler mig helt unormal…. ???

 

Er det normalt at der kommer væske ud af brysterne når man er gravid i uge 15

Hej

Det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde, hvornår brysterne begynder at producere mælk. Der ud over er det også meget forskelligt, hvor kraftig nedløbsrefleksen er.

Det vil i praksis sige, at nogle kvinder producerer mælk meget tidligt, mens andre kvinder først begynder at producere mælk efter fødslen.

Nogle kvinder oplever, at mælken løber ud af dem i tide og utide, mens andre kvinder aldrig lækker en eneste dråbe.

Det er alt sammen variationer af det normale.

For mig lyder det som om, du er en af de kvinder, der producerer mælk tidligt, og som samtidig har en kraftig nedløbsrefleks. Det er der intet sygeligt eller unormalt ved.

Du kan eventuelt overveje, at begynde at bruge ammeindlæg om dagen og at sove med en sammenfoldet stofble under en T-shirt om natten, hvis du bliver så våd, at det er ubehageligt.

Du behøver heller ikke bekymre dig om, hvorvidt du vil have råmælk til dit barn, selvom du har produceret mælk i lang tid inden fødslen.

Mælkens sammensætning bliver styret af hormoner, blandt andet fra moderkagen, og er ikke afhængig af, hvor meget mælk brysterne har produceret op til fødslen.

Med ønske om en god graviditet, fødsel og barselstid.

Kærlig hilsen