Hej Therese.
Jeg er 31 år, og gravid med mit første barn. Jeg har termin om en lille måned, og indtil videre er alt gået rigtig godt.
Men nu hvor der er så kort tid tilbage, er jeg begyndt at blive nervøs, bekymret, ked af det og til tider i tvivl om jeg nu bliver god nok til at være mor. Det er som om jeg ikke kan stoppe igen når først jeg begynder at græde. Jeg føler mig meget ensom, og alene med mine tanker.
Min mand arbejder meget hårdt, og er tit træt når han kommer hjem, og så vil jeg ikke begynde at “pine” ham med mine følelser og tanker, selvom jeg sagtens kan tale med ham om stort set alt.
Mange inkl. min mand, siger at det bare er hormoner og alt det der følger med at være gravid.
Er det “bare” det der gør mig trist? Jeg har nemlig nydt min graviditet, og ikke været plaget af kvalme, eller andre ubehagelige ting. Jeg er pludselig bare så bange for ikke at slå til, og ikke være god nok.
Vi har desuden ikke fået noget på plads endnu mht. baby værelse, indkøb, møbler etc. Og jeg kan mærke jeg er mere end klar til at bygge en redde til vores baby.
Pengene er der, men min mands tid, overskud og lyst mangler. Det er ikke noget han siger, men noget jeg kan mærke, og se.
Det gør mig også ked af det og forstærker følelsen af ensomhed tror jeg.
Jeg bliver desuden også meget bekymret når jeg læser og hører om fødsels depression. Jeg har været ramt af depression før, og fået både psykolog hjælp og coaching tidligere. Jeg vil nu sige at jeg har det meget bedre end førhen, og jeg er blevet glad for mit liv og arbejde igen.
Jeg ved bare at der tit ikke skal så meget til før jeg kan blive ked af det, og føle mig udenfor og ikke god nok. Jeg er bare blevet bedre til at tackle det nu, end jeg var førhen.
Jeg kan også mærke at jeg er begyndt at vende opmærksomheden lidt væk fra min mave (baby) i og med jeg er blevet så trist. Det er også noget der er sket indenfor kort tid.
Synes du jeg skal få hjælp, eller er det bare mine hormoner der rumsterer?
Jeg synes for øvrigt der er for lidt oplysninger om gravide kvinders følelser og tanker generelt rundt omkring i bøger, blade, hjemmesider etc.
Man bliver bombarderet med materielle ting som tøj, sutter, graviditets tøj, kost, barnevogne og alt muligt andet end “den gravides” tanker og psykiske udvikling.
Er det bare mig der synes det? eller er det lidt tabu at oplyse om “bagsiden af medaljen” Mvh i vildrede.
Er det hormoner eller er jeg ved at få en fødselsdepression?
Kære gravide i vildrede
For det første synes jeg det er flot af dig at sætte ord på de tanker du gør dig. Som du selv skriver, er der ikke megen læsestof om bekymringer og frygten for mor-rollen når man søger litteratur om at få barn.
Derfor er det super at du deler dine overvejelser her.
Jeg kan godt forstå mange af de tanker du tumler med! Især kan jeg følge dig i, at være nervøs, bange, bekymret og tvivlen om hvorvidt du bliver ‘god nok’. Disse tanker er helt naturlige – og faktisk ikke helt skøre!
Lad mig forklare dig hvorfor;
Menneskets hjerne fungerer således, dens primære funktion er, at opnå kropslig velvære. Derfor forsøger den konstant (ubevidst) at styre vores handlinger og tanker henimod det der giver tryghed – og dermed velbehag i kroppen.
Derfor kæmper vi alle dagligt en kamp imod vores trygheds-søgende hjerne, når vi udfordres… De ubehagelige følelser deraf er bla. nervøsitet og uro.
Nogle gange er det absolut brugbart at vi føler denne ubehag, da det sætter kroppens alarmsystem igang og vi bliver fokuserede og bruger vores energi KUN på udfordringen. Eksempelvis ville det være LANGT sværere for børn at lære at cykle, hvis ikke hele deres opmærksomhed var rettet imod den nye udfordring.
Når vores hjerne udsættes for nye udfordringer, er kroppens reaktion helt naturligt at føle ubehag – præcis som du gør det nu! Det der er super vigtigt, er at kunne lokalisere hvorfor utrygheden opstår og få indsigt i hvad der skal til for at opnå tryghed omkring situationen igen.
Nu kender jeg ikke meget til din situation. Men, med hensyn til din nervøsitet, vil jeg spørge dig om følgende:
- Hvordan er det negativt at være nervøs før du skal være mor? Kunne det være positivt?
- Hvornår er man en god mor? Når man ikke skænker familiedannelsen en tanke – eller når man bekymrer sig om den?
- Hvornår er man ‘god nok’?
- Hvor ‘god nok’ en mor skal du være?
- Ville du kunne være en god nok mor i 1 dag? Hvad så med 2 dage? 1 år?
- Kan du gøre det bedre end, det bedste du kan?
- Hvad er én ting du kan gøre idag, for at slippe bekymringerne?
Det er vigtigt at du ikke prøver at skubbe det hele fra dig, men i stedet rummer det og får taget hånd om dine tanker. Du er nødt til at handle henimod at give slip på nervøsiteten og frygten.
Hvis du er klar til at bygge rede, så gør det…. præsenter evt. dine planer for din mand og giv ham mulighed for at deltage.
Du må ikke lade hans engagement, eller mulighed for deltagelse, afgøre hvorvidt du handler på at føle dig klar. Du kan ikke kontrollere hans prioriteringer, kun dine egne.
Jeg kan godt forstå du gerne vil dele redebyggeriet med din mand. Men for mange mænd er baby’s komme svært at forholde sig til.
Jeg har ofte set, at så snart ‘forventningen om deltagelse’ forsvinder fra kvinden, så kommer far på banen. Måske det samme gælder for din mand? 🙂
Du skal naturligvis være opmærksom på depressive symptomer som søvnbesvær, ugidelighed, opgivenhed, vægttab både henimod terminen, men også under din barsel.
Kvinder der før har været ramt af depressioner har større risiko for at udvikle en efterfødselsdepression.
Tag evt. emnet op med din sundhedsplejerske når hun kommer på besøg.
Med ønsket om al muligt held og lykke!
