Fødselsberetninger

Heidis fødselsberetning

Anjas 3 fødselsberetninger

Diana blev født 12 dage før termin en varm august dag. Graviditeten havde været suveræn og jeg red indtil jeg var i 8 md. tog ganske lidt på og det kunne ikke være bedre. Da hun endelig skulle fødes forvekslede jeg desværre de første mange veer med kraftige menses smerter, så da jeg endelig blev næsten skubbet ind på fødestuen af mand og svigermor, var jeg 8 cm åben... så det tog ca.3 timer fra de første rigtige veer til en lille langhåret trold blev født... hun vejede 3260 g og var 50 cm lang... en lille men meget fin pige sagde jordmoderen... den bedste jordmoder forresten.. (Signe)

Daniels fødsel blev lidt anderledes end den første. Jeg havde termin til
sankthans aften. Denne graviditet tyngede mig voldsomt havde ingen energi og var bare træt og havde halsbrand døgnet rundt.. jeg tog 30 kg på og var til sidst ikke opsat på andet en at få født det her barn..
Dagen før hans fødsel var jeg hos jordmoderen som sagde at barnet vejede omkring 3500g.Hmm..tænkte jeg ..den holder ikke ..Dagen efter ved ca. 2.30 tiden vågnede jeg ved at jeg skulle tisse enormt meget ..men da jeg kom ned i stuen sagde det plask og så vidste jeg godt at jeg ikke havde tisset i bukserne.. (ved første fødsel gik vandet i den første presse ve.) Fik vækket barnets far og ringede til fødegangen hvor jordmoderen fra første fødsel havde vagt.. Jubbiii.. vi tager bare afsted .. hovedet stod jo fast så ingen panik.. Ankommer til sygehuset ca.kl.3.15 og jordmoderen (Signe) siger
hovedet ikke står fast.. gisp.. tænk hvis navlestrengen var røget ned.. puha.. så blev jeg scannet da de troede han lå med numsen nedad.. det gjorde han ikke og vægten sagde så pludselig 3700..ja den bliver bedre endnu.. Barnet ligger og vugger frem og tilbage og endelig er hovedet født... men her stoppede det så. Hans hoved sad bare fast og jordmoderen stak simpelthen begge hænder ind og drejede ham ud.. så var han der endelig. kl.7.45 kom Daniel med det største tætteste hår de havde set på fødegangen... Vi nåede ikke at føle den store fare gudskelov for den professionelle jordmoder vi endnu engang havde fået. Han havde for brede skuldre til selv at dreje og det så hun og handlede hurtigt. Her kommer det bedste.. han fik 10 /10 på apgar efter 5 min.
så han havde det fint ..jeg fik ikke en eneste rift.. heldigvis.. og drengen
vejede 4500 og var 55 lang.. så jeg havde en jordmoder der var lidt flov over hendes skud på vægt....dejligt at ens fornemmelser ind imellem er rigtige...

Sidste fødsel ..en hurtig lille historie... Quick fødslen... Andreas blev født d.22 .feb. 96 midt i den værste snestorm længe.. jeg var gået 12 dage over termin og var meget træt .jeg havde meget svær bækkenløsning denne gang og kunne dårligt komme omkring uden bælte og krykker.. kl.22.30 d.21 feb. havde jeg det pludselig dårligt.. havde haft influenza et par uger før og var stadig lidt sløj. Ringede til fødegangen og snakkede igen med den suveræne jordmoder som desværre var på vej hjem... øvv.. Vi aftalte at jeg skulle komme over og blive tjekket... kl.23.00 igennem snestormen ankom vi.. boede heldigvis næsten op af hospitalet. Jeg blev tjekket og de mente ikke jeg var i fødsel endnu knap 2 fingre åben ...som der står på papirerne ;Patienten ønsker at se en times tid an på fødegangen... pga. vejret (snestorm).. hi hi..
Og så gik det bare stærkt.. jordmoderen ankom.. skønt ..hende jeg havde gået til fødsels forberedelse i vand hos (Bente) og søde Marta (jordmoder elev).23.30 har jeg bare så ondt at jeg kun kan gå rundt på tæer. Alt er bare smerte....kan ikke kende den her smerte.. de andre to fødsler har jeg ikke haft så store smerter.. kommer op i vandkar kl.23.45 og slapper mere af.. jordmoderen går et øjeblik og pludselig fornemmer jeg noget forneden... Marta (eleven) står et stykke derfra og kommer hen til karet og da jeg flytter min hånd kan hun se noget langt hår på vej ud... hun råber på jordmoderen der kommer rendende og en, to, tre ligger Andreas i vandet helt lukket inde i sin fostersæk ..så jeg får æren af at lukke op for min søn kan man sige... lyserød og flot med det dejligste lille (ikke trykte) ansigt og de blødeste krøller.. hvilken oplevelse.. 0.19 d.22 feb. er han født.  Så det var en hurtig fødsel som egentlig ikke skulle ha været nu.. hi hi.. men han havde andre planer og snød os alle.. Andreas vejede 3700 og var 55 lang... en lang dreng..

Det var så min tre fødsels beretninger. Håber i kan bruge dem selvom de ikke er helt nye..

PS. Dette er også en lille hyldest til verdens bedste lille fødegang på Køge sygehus der desværre blev lukket efter min sidste søns fødsel. Den åbnede lige inden min datter blev født så jeg nåede heldigvis at få alle mine børn der.. desværre at de fjerne de hyggelige steder... knuzzer fra Anja..

Dorits fødselsberetning

Min kæreste sagde jeg bare skulle tage en panodil og ligge mig så vil vi se på det d. 13/4. ja right. jeg bad så kæresten om at ringe til Svendborg sygehus og snakke med jordmoderen hun ku så høre den var gal så hun bad min kæreste om at vi skulle komme til tjek for ik at "panikke" ham.. nå vi hopper så i bilen og kører mod Svendborg med min "plukveer" 40 min. efter ringer jeg på klokken til fødegangen og lige i det jeg trykker på klokken går vandet.. :D Jeg kommer ind på briksen og jeg bliver undersøgt og der får jeg så at vide at jeg er 9 cm åben og at jeg lige skulle åbne den sidste cm. der går 5 min. og jeg får min første presseve. 54 min. efter får jeg den dejligste dreng på 3500g og 50cm lang...

Jeg nåede slet ik at blive bedøvet og jeg havde drømt om en vandfødsel. men det var der ik tid til :D jeg skreg på et tidspunkt og det var da hovedet kom ud.. så for mig var den den dejligste oplevelse. Jeg gik rimeligt smerte frit i gennem :D

Ann's 1. fødsel

Du får nu mulighed for at læse (næsten) alt om Roberts fødsel! Der er måske nogle detaljer, som du godt kunne have undværet, men jeg har altså valgt at den skal være så detaljeret som muligt! Så.... Læsning på eget ansvar! Lad nu være med at kaste op i tastaturet! De fleste forsikringer dækker ikke den form for skade!

God fornøjelse!!!

Fødselsberetning
Tirsdag d. 26. april om aftenen var vi til fødselsdag hos min svigerfar. Jeg var gået 2 dage over, men der var ingen tegn på en snarlig fødsel til trods for, at slimproppen var gået d. 1. og at jeg længe havde haft rimelig mange plukkeveer. Jeg var egentlig ikke så forfærdelig utålmodig, men det var familien…(især Ronnis faster) ! Jeg brugte hele aftenen på at forsøge at forklare dem, at nu hvor jeg VAR gået over tid, så fødte jeg jo nok ikke af mig selv, men at jeg ville blive sat i gang omkring d. 9. maj (hvor jeg ville være gået 15 dage over)… Jeg ved ikke hvorfor jeg havde den indstilling, men det var jo nok en slags forsvarsmekanisme, for at jeg ikke skulle blive alt for skuffet hvis det virkelig blev tilfældet!
Ronni og jeg kører hjem og efter en omgang ”primitiv igangsætning” (tihi)ligger vi os til at sove! Stadig ingen tegn på noget som helst!!!

Ronni skal onsdag morgen møde på job kl. 6.00. Han plejer ellers først at møde kl. 7.00, men de har lidt travlt på arbejdet, såe! Han kører da klokken er omkring 5.45 og mens jeg stadig kan høre bilen brumme kommer den første lille ve. Den vælger jeg at ignorere. Kalder det bare mavekneb. Jeg ligger mig til at hvile lidt, men vågner efter ca. 30 minutter med endnu en ve. ”Av, det nev da lidt. Er det mon veer eller skal jeg bare en tur på wc?” tænker jeg… Da jeg rejser mig for at gå på toilettet er der noget der løber ud af mig! ”JUBBIIII, vandet er gået!!” tænker jeg glad og skynder mig ud på toilettet, hvor jeg til stor forskrækkelse opdager at det er blod der render ud og ikke fostervand. Jeg griber straks mobilen og sms'er til min veninde Louise for jeg ved at hun havde haft tegnblødning inden hun fødte sin datter Freya en uge forinden, så jeg tænker, at hun jo nok kan fortælle mig om det er normalt at bløde SÅ meget. Hun havde dog kun blødt noget i retning af 2 femkroner og opfordrer mig til at ringe på fødegangen og få en snak med en jordemoder.

Kl. 6.38 ringer jeg til fødegangen og får fat i jordemoder Lisbeth Lakjer. Hun tager det stille og roligt for jeg er jo nået termin, men syns nu alligevel lige at vi skal tjekke det, når jeg har blødt uden grund tidligere i graviditeten og det lyder jo som om jeg bløder mere end almindelig tegnblødning.
Kl. 6.45 ringer jeg så til Ronni for at få ham hjem fra arbejde (det blev sørme en kort arbejdsdag) Han tager det overraskende roligt…
Det tager Ronni ca. 20 minutter at komme hjem fra arbejdet, så mens jeg venter på ham tager jeg et bad og sms’er til min mor, som bor lige ved siden af os. Som den søde mor hun er, kommer hun selvfølgelig ind for at se hvordan jeg har det. På dette tidspunkt vil jeg tro at der var omkring 10 minutter mellem hver ve (rent gætteri, for jeg havde slet ikk overvejet at holde styr på intervallerne, da det jo var blødningen der bekymrede mig).
Ronni kommer hjem og vi gør os stille og roligt klar til at tage på fødegangen. Min far er i mellemtiden også dukket op og der starter en samtale om noget så mærkeligt som aflæsning af fjernvarme. Jeg panikker indeni! Hmm… Klokken er ca. 7.15 og jeg er måske ved at føde, forbløde og ting der er værre () og her står de og snakker om fjernvarme! Hallo!!?? Jeg syns ikk, at tidspunktet for denne diskussion er videre passende, så jeg får, på en ikke særlig pæn måde, smidt mine forældre ud (undskyld!!) og forsøger at blive færdig med at pakke. Jeg begynder at få lidt stress, for jeg syns bare, at Ronni er sååååå lang tid om at få snøvlet sig sammen.
Endelig kommer vi af sted mod Slagelse, som ligger ca. 20km herfra. Selvom Ronni kører en hel del hurtigere end tilladt, når jeg alligevel at have 3 veer på vej derop og én til lige da vi lander på parkeringspladsen, men det tænker jeg stadig ikk så meget over, så vi lader tasken stå i bilen. Jeg forventer faktisk helt alvorligt at blive sendt hjem med den berømte besked: "Kom igen, når fødslen er lidt nærmere"

Vi ankommer på fødegangen omkring kl. 7.40, hvor Lisbeth Lakjer lige tjekker min blødning i bindet og udelukker at der er noget galt. Hun syns bare, at vi skal ligge og slappe lidt af og samtidig tælle hvor længe der er mellem veerne, for det tager jo mange timer endnu, for vi er stadig meget tidligt i forløbet. Der ligger vi så og tæller veer og venter på vagtskifte.
Kl. lidt i 8 kommer JM Helle Johnson ind og hilser på. Hun vil køre en strimmel for at tjekke hvordan den lille har det. Jeg får en ve der niver så meget, at jeg næsten ikke kan trække vejret. Hun kigger lidt forbavset på mig og spørger hvor længe der er imellem veerne. Ronni som har holdt godt øje med klokken kan fortælle at der er 3 minutter imellem. JM beslutter sig for lige at tjekke mig indvendigt inden hun kører ctg’en. Jeg har nu haft veer i ca. 2 timer og er allerede 6 cm åben og livmoderhalsen er udslettet!!! JMs kommentar til dette er; ”Jeg tror, vi dropper strimlen og giver dig et lavement i stedet! I bliver forældre i dag.”
”Wow, 6 cm! Det er godt nok gået stærkt!”, tænker jeg, men er stadig ikke helt overbevist om, at det er i dag den lille skal til verdenen. Det går faktisk først rigtig op for mig, da JM siger, at hun vil gå ned på fødestuen og fylde fødekarret, men at hun ikke kan love, at vi overhovedet når i det, da det tager en times tid at fylde. "EN TIME!?", tænker jeg. "Du kan da sagtens nå at fylde det kar. Der går jo mange timer endnu inden jeg skal føde. Det sagde den anden jordemoder da selv" Jeg kan slet ikke forstå, at fødslen er så tæt på. Ronni går ned til bilen efter tasken og jeg...tja, jeg render på toilettet... Efter lavementet (og hvad dertil hører) tager jeg et varmt brusebad med hjælp fra Ronni. Jeg står bøjet henover en skammel og nyder det varme vand mens Ronni står og genner på mig, for at få mig ud. Han er ikke helt tryg ved, at det hele er gået så stærkt. Tror at han var bange for, at jeg pludselig fødte på gulvet, hvilket man jo ikke helt kan bebrejde ham for!

Efter badet ligger jeg mig ind på briksen igen. Jeg har kvalme… Da den næste ve kommer, skal jeg kaste op, men jeg har ikke spist morgenmad, så der kommer heldigvis ikke noget.
Kort efter bliver vi vist ned på fødestue 3, hvor jordemoderen tjekker hjertelyd, for at se om alt er som det skal være med babyen. Det er det heldigvis!
Kl. 9 er fødekarret er endelig fyldt!
Hun siger til mig, at jeg skal sige til, når det begynder at trykke lidt forneden. Sjovt, det havde jeg lige tænkt på, at det gjorde, sååå… ”Til”, siger jeg. Hun tjekker indvendigt igen! 10 cm!!! Det er 4 cm på 1 time!!! AAAVVV!
Kl. 9.05 kommer hun rendende med "hæklenålen" og tager vandet og jeg hopper ned i fødekarret! Det er den mest vidunderlige følelse, at komme ned i det varme vand. Det tager lige det værste af smerten.
Der går ikke længe før jeg begynder at føle en mærkelig trang til at presse. Ikke meget, men sådan en lille smule. Jeg siger det dog ikke, for jeg er meget bange for, at de skulle syntes jeg var pivet… Kort efter siger jordemoderen; ” Du skal sige til, når du begynde at føle trang til at presse”. Der går ikke meget mere end 2 minutter fra hun siger det, til jeg slet ikke kan holde igen. Jeg må dog ikke presse endnu (Ja, det kan de fandme sagtens sige ).
Kl. 9.35 får jeg lov til at presse aktivt. Jeg er meget bange for at sprænge efter alle skrækhistorierne man hører, så jeg tør ikke helt at presse igennem, hvilket resulterer i, at jeg får VILDT ondt i maven. Kan kun råde alle andre fødende til at presse, når der presses skal, ikke holde igen af frygt for at gå i stykker! Det gør virkelig nas!
Roberts hjertelyd dykker en del mellem veerne, så jordemoderen bliver lidt nervøs og be’r om at få presset ham ud NU ellers må jeg op! Nu går jeg helt i panik, for jeg ved ikke hvad hun mener med op... Op af karret? Op på operationsstuen? Hvad? Jeg blir helt i tvivl om jeg i det hele taget gør det rigtigt. Jeg har jo aldrig prøvet det før. Ronni står bag mig og holder mig oppe i vandet. På dette tidspunkt skælder han mig lidt ud, men det er også tiltrængt . Jeg råber under veerne at jeg ikke kan (vil) presse mere og han hjælper mig til at presse gennem hele veen ved at sige at jeg gør det godt og at han ved, at jeg sagtens kan. Jeg kigger ned og opdager at jeg faktisk kan se Roberts hoved. Jeg rækker ned og aer ham. Det er en meget mærkelig, men vidunderlig fornemmelse. Det giver mig 100% kampgejsten tilbage. Jeg presser alt hvad jeg kan et par gange og kl. 9.54 er han ude og bliver kastet op i mine arme. Alt omkring mig forsvinder. Der er i et par sekunder kun mig og min dejlige lille dreng i hele verdenen…

Vores lille Robert på 3700g. og 56 cm. (dog senere målt til 54 af Sundhedsplejersken!?) blev født lidt over 4 timer efter første ve (Der står 2:54 time på fødselsjournalen)!
Han fik apgarscoren 9/1 og 10/5 og er bare HELT PERFEKT!
Selvom det hele gik meget stærkt og at jeg blev lidt skræmt under presseveerne var det alt i alt en SUPER fødsel! Kan kun råde andre til at føde i vand! Det var en smuk oplevelse at se den lille "svømme ud i friheden"!

Ronni var virkelig en gud under hele forløbet!! Han tog det hele i stiv arm! Tror ikke, jeg kunne ha gjort det så godt uden ham!

Vi kan stadig begge sidde og forsvinde helt ind i vores egen verden, når vi kigger på Robert. Hæhæ, og Ronni som ellers havde svoret, at han aldrig ville blive forelsket i én af samme køn!

Håber I overlever at min beretning blev ”lidt” lang……… Ja, den blev jo faktisk længere end selve fødslen. Hihi! Jeg dur bare ikke til at skrive korte historier!

Ann's 2. fødsels

D. 27. juli fik vi af vide af jordemoderen, at jeg var 3 cm åben og havde ca. 1,5 cm meget blød livmoderhals, så vi kunne føde når som helst.

Efter den melding forventede vi slet ikke at nå til terminen d. 12. august, så da kalenderen ”pludselig” viser tirsdag d. 15. august (3 dage over termin) er jeg ved at være godt utålmodig og mine bækkensmerter hjælper bestemt ikke på sagen.

Tirsdagen forløber som de fleste andre dage har gjort; Jeg sidder ved pc’en og venter på at min kæreste, Ronni, har fri fra arbejde, så vi kan hente vores søn Robert på 16mdr fra dagplejen. Dagene er ubeskrivelige lange, når man sidder alene og bare venter og venter. Heldigvis kommer min far mig til undsætning. Vi kører en tur til Næstved Storcenter. Vi oser lidt og spiser is. Det hjælper lidt på humøret. I centret forhører jeg mig om Amerikansk olie, da det skulle kunne hjælpe fødslen i gang. Jeg vil jo rigtig gerne føde i vand denne gang også og det må man ikke, hvis fødslen bliver sat i gang på sygehuset, så jeg har sat mig for at prøve ALT når/hvis jeg nærmer mig de 42 fulde uger. Tja, man er vel stædig! Apoteket har dog ikke noget hjemme, men det er jo heller ikke aktuelt endnu.

På trods af vandreturen i centret kan mine plukkeveer i løbet af dagen tælles på én hånd og de er overhovedet ikke hårde af styrke, som de ellers er nogle dage, så det virker ikke umiddelbart som om at Lillepigen vil ud og hilse på os indenfor den nærmeste fremtid. Selvom Roberts fødsel ikke blev forvarslet på nogen måde før veerne pludselig bed, så går jeg alligevel og siger til mig selv, at når der ikke er nogen øgede tegn, som flere plukkeveer, vandafgang eller lign., så vil der ikke ske en dyt foreløbigt.

Da Ronni kommer hjem fra arbejde og vi har hentet Robert kører vi til Næstved for at købe tapet og klister til den væg som vi, efter et helt år, stadig ikke er færdige med. Da vi er på vej hjem får jeg et underligt jag i siden. Det minder om ligamentsmerter, bare meget værre. Det går heldigvis hurtigt over.

Da vi går i seng om aftenen forsøger vi og endnu en gang med en omgang ”primitiv igangsættelse”. ;-) Det giver nogle gode og hårde plukkeveer som er lidt svære at sove fra. Noget får mig til at tænke at det er vigtigt at jeg får sovet. Det er næsten som om kroppen ved, at der er noget i gære, men jeg tror den ikke, men beslutter mig dog for at få sovet alligevel. Efter lidt tid falder jeg i søvn og jeg sover tungt indtil klokken 02.00, hvor jeg skal op og tisse. Til min store ærgrelse er alle plukkeveerne forsvundet og jeg har det faktisk rigtig godt. ØV!!! Efter tissetåren smutter jeg til ro igen.

Senere på natten vågner jeg ved at jeg ligger og pruster fordi jeg har enormt ondt i min mave. Smerten forsvinder og jeg ligger mig til rette igen. Kort efter kommer smerten igen. Jeg beslutter mig for at stå op, da det er synd for Ronni at jeg ligger der og roterer og ødelægger hans nattesøvn, når han skal op og på arbejde. Jeg kigger på videoen i stuen og ser at klokken er 4.25.

Smerten kommer igen og denne gang skal jeg på toilettet samtidig. Da smerterne bliver ved med at vende tilbage spekulerer jeg på om det mon kan være veer jeg har.

Efter et par smertehelveder på toilettet opdager jeg at jeg bløder og så er jeg ikke længere i tvivl. Det ER veer og de bider faktisk rigtig hårdt. Jeg overvejer kort at tage et bad, for jeg har ikke meget lyst til at møde op på fødegangen med fedtet hår og en død gnu hængende fastbidt i hver armhule. Jeg rejser mig fra toilettet, men under næste ve må jeg sætte mig igen, da jeg atter føler at jeg skal stort.

Jeg begynder at blive lidt bange, for veerne gør meget ondt nu og følelsen af, at jeg skal presse hver gang jeg får en ve, skræmmer mig. Desuden havde vi jo fået af vide, at fordi Roberts fødsel gik så stærkt (4 timer fra allerførste spæde ve, også uden vandafgang), så skulle vi skulle køre så snart jeg mærkede tegn på veer og nu har jeg jo allerede haft 10 stykker eller noget.

Jeg får kæmpet tøjet på og går ind og kalder på Ronni. Han er ret hurtigt ude af sengen og får tøj på. Jeg ringer til min mor, som skal passe Robert mens vi er af sted. Hun er heldigvis oppe, da min far skal møde tidligt på arbejde, så hun er allerede inde hos os efter 1 minuts tid.

Klokken 4.44 ringer jeg til fødegangen. Jordemoderen er optaget, så opkaldet bliver stillet om til barselgangen. ”Åh nej” tænker jeg. ”Jeg har slet ikke tid til at snakke med de forkerte!” Jeg siger at jeg skal snakke med en jordemoder og sygeplejersken i røret forklarer at hun er optaget, men at hun er på vej. Jordemoderen kommer heldigvis hurtigt til røret. Jeg er helt rundt på gulvet, så jeg får kun fremstammet: ”Hej! Det er Ann” Jeg tænkte slet ikke på at sige mit efternavn eller noget.

Til mit store held er det Jordemoder Mette Christensen som vi har gået til konsultation hos de sidste par gange, så hun ved hvem jeg er og jeg behøver ikke forklare mig yderligere eller fortælle om mit veforløb, for hun ved at jeg er hurtigfødende. Faktisk havde hun lige samme nat siddet og kigget i mine papirer for at se om jeg ikke snart havde født.

Ronni og jeg skynder os ud af døren lige efter en ve, men allerede ude ved vores postkasse må jeg stoppe op igen. Veerne gør nu så ondt, at jeg må ned på knæ. Da jeg er halvvejs henne ved bilen hører jeg min fars stemme. (Hvis du har læst min beretning fra Roberts fødsel, så vil den næste scene forekomme dig bekendt)

”Nå! (... lang kunstpause…) Så er det måske ved at være tid?” spørger han mens han går efter mig. Jeg føler mig lidt forfulgt, og tænker på den egoistiske måde som det vist kun er fødende kvinder som kan: ”Sig mig, hvad regner manden med, når jeg kun 2 sekunder forinden lå på knæ mellem postkasserne og prustede som en ”Tour De France”-rytter efter bjergetapen.” Ud mellem mine læber kommer et sammenbidt: ”Ja, det er det. Jeg har ikke tid nu. Farvel!”

Jeg ved godt, at du bare spurgte for at være sød og betænksom, far, men det var bare slet ikke tidspunktet for en lille hyggesludder.

Inden vi når ud af indkørslen får jeg endnu en ve og jeg siger til Ronni, at vi vist ikke skal regne med at nå i vand sådan som de veer niver og det tager jo trods alt i hvert fald 15-30 minutter at fylde karet op og inden da skal man have lavement og i brusebad.

Der er heldigvis næsten tomt på vejene, så Ronni træder godt til vores gamle slidte Fiat!

Efter et par veer spørger han om jeg har mod på at tage tid på veerne. Han syns vist de kommer lidt tæt. Jeg kigger på mobilen, da næste ve starter. 4.53 siger klokken. Jeg prøver at tælle hvor længe den varer og kommer frem til at den varer omkring et minut. Da næste ve starter kigger jeg igen på uret, men tror ikke (LÆS: VIL ikke tro) mine egne øjne. 4.56 siger de digitale tal på mobildisplayet. Jeg kan, på trods af mit 6-tal i folkeskolen, med en hurtig omgang hovedregning regne ud, at hvis veen startede klokken 4.53 og varede et minut og den næste allerede kom klokken 4.56, så er der ikke meget mere end 2 minutter i mellem. Puha, no wonder at jeg føler mig lidt stresset.

Vi ankommer til skadestuens parkeringsplads og Ronni beslutter sig for at holde i en 1 times bås helt oppe ved indgangen, så vi ikke skal gå så langt. Jeg når kun lige ud af bilen og halvvejs hen til døren så kommer den næste onde ve og jeg må jeg ned på knæ. Selvom smerterne er altoverskyggende når jeg alligevel at tænke hvor morsom situationen må se ud for dem der sidder inde i skadestuens ventesal og kan kigge ud på hende den gravide kvinde som ligger på alle 4 midt på fliserne. Heldigvis er ventesalen tom, ser jeg da vi skynder os forbi for at komme ned til fødegangen.

Den næste ve melder allerede sin ankomst da vi er halvvejs fremme. Igen må jeg ned på knæ og kæmpe mod den begyndende pressetrang, som jeg stadig ikke har nævnt for Ronni. Han kan vist tydeligt se mine smerter og spørger om han skal hente noget eller nogen, men jeg afviser pænt hans tilbud. Nu har jeg jo klaret det så langt og man skal jo nødig ”lave en scene”. Det er sq nogle sjove ting man spekulerer på som kvinde, hva…

I næste ”træk” når vi hele vejen til fødegangen og jeg får sat mig i en stol mens Ronni finder jordemoderen. Hun er hos en anden fødende, som kom ind 20 minutters tid før os (og som desuden fødte cirka 15 minutter efter).

Jordemoderen Mette stikker hovedet frem og spørger mig om jeg kan stå på benene. Det må jeg jo svare nej til. Hun kan se at jeg mener det alvorligt og guider os ind på igangsættelsen/modtagelsen, hvor man altid skal tilses inden man kommer på fødestue. Jeg smider bukser og trusser inden jeg hopper op i sengen, for i underbevidstheden ved jeg godt, at fødslen er lige oppe over, selvom jeg ikke helt selv har indset det endnu.

Da Mette kommer ind et par minutter efter, fortæller jeg at jeg vistnok føler at jeg skal presse og hun vil lige mærke indvendigt inden de flytter mig ned på fødestuen. ”Det tænkte jeg godt” siger hun smågrinende ”Du er helt åben.” Under den næste ve kan jeg ikke længere styre min pressetrang og jeg presser jeg lidt med. Mette og SSA’en snakker om at flytte mig, men Mette vil gerne lige se det an over den næste ve. Samtalen mellem Mette og SSA’en lød ret underholdende:

”Vi kører ned på fødestuen - Nej, vent lidt - Jo, vi kører - Vi må hellere komme dernedad nu - Nej, vi bliver her - Vi skynder os ned på fødestuen om lidt”. Under næste ve blev jeg simpelthen nødt til at presse lidt hårdere og Mette siger til SSA’en at vi bliver her på igangsættelsen for ellers vil jeg bare føde ude på gangen.

Mette fortæller mig, at de har besluttet at blive her, så hun vil lige finde de ting hun skal bruge, frem og jeg kan bare presse, når jeg føler for det.

Jeg presser med på den næste ve. Jeg ligger på siden med et ben i vejret og under presset kan jeg se, at Lillepigen er helt nede med issen. Ronni får besked på at holde mit ben oppe, da jeg under hver ve presser benene sammen og så kan Lillepigen jo ikke komme ud.

Jeg presser alt hvad rammer og tøj kan holde i næste ve. Det føles som om hovedet kommer frem, men jeg tør ikke tro det da det tog mange flere pres med Robert. Jeg kigger ned da veen er næsten ovre og ser til min store glæde, at hovedet ER fremme, så det værste arbejde er overstået.

Mette kommer hen til sengen og udbryder ”Så ligger du bare der og kigger”. Ronni ser på hende og undrer sig over hvorfor pokker hun dog siger sådan noget til mig. Det er da dårlig humor at sige sådan til en fødende som jo ingen mulighed har for at flytte sig… Først derefter kigger han ned og får øje på Sivs hoved. I kan tro, at manden blev overrasket! Han havde nok forventet at høre mig brøle som en brunstig elgtyr med tarmslyng, som jeg gjorde under pressefasen da jeg fødte Robert, men denne gang blev det altså kun til et halvkvalt ”Aaarv”.

Vandet er ikke gået af sig selv, så Siv har trukket fosterhinden med ud, så Mette må prikke hul på hinden. Mette lyder lidt panisk, da hun beder SSA’en om hindesprængeren. Om det er fordi Siv forsøger at trække vejret ved jeg ikke, men man kan godt forestille sig det. Jeg kan mærke at Siv bevæger sig i min mave. Det er en meget underlig fornemmelse, når fødslen er så fremskreden.

Jeg syns det varer en evighed før den næste ve melder sig. Den er også meget svagere end den sidste, så jeg må presse det sidste stykke uden presseve. Det er hårdt, men det lykkes og Siv bliver født klokken 05.19, kun 8 minutter efter vi ankom til fødegangen. Hun er meget blå og siger ikke noget, men jeg når ikke rigtig at blive nervøs, for jeg kan se på Mette at det er okay. Mette masserer hende lidt og sørger for at vandet kan løbe ud af hendes mund og kort efter giver hun lyd fra sig.

SSA’en spørger om jeg ikke vil have min trøje af inden Siv kommer op til mig. Det havde jeg slet ikke nået i farten, men jeg er ligeglad. Jeg beholder min trøje på og Siv kommer op at ligge hos mig. Hun er stadig meget bleg, men der er vel ikke noget at sige til, at hun er lidt beklemt, efter den behandling hun har måttet stå model til den sidste times tid.

Turbotøsen Siv blev født klokken 5.19, d. 16. august. Kun 59 minutter efter første ve.

Hun vejede 3570 gram og var 51 cm. lang. Hun fik apgarscoren 9/1 og 10/5 og er intet mindre end fuldendt.

Selvom fødslen ikke blev i vand, som vi havde drømt om, så blev det stadig en vidunderlig fødselsoplevelse. Jordemoder Mette gjorde sit arbejde så godt. Hun fik os til at føle os i trygge og rolige hænder under hele forløbet på trods af hastigheden af det hele. Skal jeg føde igen engang, så håber jeg virkelig, at det bliver med Mette ved min side (eller det bliver jo nok nærmere ved min benende).

Dette var min beretning om én af Danmarks vist hurtigste fødsler. Når og hvis vi skal have ét barn til, så bliver det en planlagt hjemmefødsel.