Vores "Projekt Baby"-historie begynder 9. november
2003, hvor jeg tog min (indtil videre) livs sidste
P-pille. Optimistiske gik vi i gang med projektet og
forventede ikke, at det ville tage særligt længe,
før jeg kunne stå med en positiv graviditetstest i
hånden.
Der gik en måned, og min menstruation udeblev. I
Bilka med mig og købe en graviditetstest - negativ.
Hmm... Der går en måned mere og én mere... jeg køber
mig fattig i graviditetsteste - alle negative. I
februar 2004 valgte jeg at tage til læge, da der
stadig ikke var kommet nogen menstruation. "Læn dig
tilbage og nyd det", var det ordrette svar. Fint nok
- det gjorde jeg så...
Så kom den endelig. 7½ måned efter jeg tog den
sidste p-pille, kom min menstruation pludselig. Jeg
blev helt forskrækket, da jeg så det underlige røde
noget dukke frem fra mine nedre regioner. Jeg følte
det som skulle jeg til at lære min krop at kende
forfra igen. Jeg fik pludselig underlige
brystspændinger, når jeg skulle have min mens, og
jeg begyndte at forstå, hvorfor kvinder kan begå
mord, når de har PMS.
"Så - nu må min krop da gå i orden igen", tænkte
jeg. Men nej - den uregelmæssige mens fortsatte.
Meget frustrerende, når man er vant til at kunne
sætte sit ur efter sin menstruation (når man er på
p-piller).
Jeg lod være med at gå til læge. Jeg var af den
overbevisning, at noget så naturligt som at lave et
barn - ja, det skulle man altså kunne klare selv! I
oktober 2004 fik jeg den "geniale" ide, at jeg ville
prøve at tage min morgentemperatur for at finde ud
af, hvornår jeg havde ægløsning. I 3 måneder vækkede
jeg mig selv kl. 6 om morgenen for at stikke et
termometer ind i munden på mig selv og derefter
notere denne temperatur i mit hjemmelavede skema.
Det blev til sidst for meget for mig, og jeg gik
pludselig fuldstændig ned med flaget på mit arbejde,
hvor jeg brød grædende sammen overfor mine kolleger.
Parforholdet derhjemme skrantede, og jeg pressede
mig selv ALT for hårdt. Jeg stoppede øjeblikkeligt
derefter med temperaturmålingen.
Endelig fik jeg snøvlet mig sammen til at få en tid
hos lægen i marts 2005. Jeg ringer til lægen og
beder om en tid, men jeg kan først få en tid 5 uger
senere - jeg spørger sekretæren, om det ikke er
muligt at få en tid noget før og forklarer hende
sagen. "Nu har i jo prøvet så længe, så gør 5 uger
jo ingen forskel", er hendes svar... Det kan godt
være, men det var en stor overvindelse for mig
overhovedet at ringe til dem i forvejen, så for mig
var det en stor forskel. Men jeg ventede
selvfølgelig pænt. 5 uger senere og jeg møder op til
lægen.
Han foretager en GU og laver en henvisning til
sygehuset. Jeg bliver indkaldt (sjovt nok) 5 uger
senere, hvor jeg igen skal op i stigbøjlerne en tur.
Samtidig scanner de mit underliv og beslutter, at de
vil lave en kikkertundersøgelse på mig - sjovt nok
igen 5 uger senere...
Midt i alle undersøgelserne og operation af mig,
bliver min mand også undersøgt. Han afleverer en
sædprøve, som ser helt normal ud.
Jeg fik en kikkertundersøgelse i underlivet i juni
2005, hvor de brændte 20 steder på mine æggestokke
for at gøre det nemmere for æggene at slippe ud af
æggestokken. En egentlig diagnose fik jeg ikke på
dette tidspunkt andet end, at der var blevet brændt
på mine æggestokke. Efter min
kikkertundersøgelse/operation i juni fik vi beskeden
at forsøge at blive gravide på normal vis det næste
halve år.
I august 2005 begyndte jeg til zoneterapi for at se,
om det kunne løse op for barnløsheden. Man havde jo
hørt om dem, der var blevet gravide efter flere års
barnløshed, så jeg håbede...
I slutningen af november måned besluttede vi os for
at stoppe med zoneterapien igen. Simpelthen fordi,
at jeg kom til at fokusere ALT for meget på
ægløsning og mens. Hver eneste gang jeg startede op
på en ny omgang zoneterapi-behandling, følte jeg det
som et kæmpe nederlagt. Det endte med, at alt
nærmest blev skemalagt og planlagt. Ikke godt for et
parforhold. Så væk med fokus - væk med zoneterapi
(som heller ikke føltes som andet end en omgang 'fod-nusseri').
En anden ting - jeg kom under administration af min
mand med ægløsnings- og graviditetsteste. Problemet
var, at jeg testede i tide og utide, og det ødelagde
fuldstændigt mit humør. Til sidst samlede jeg
resolut mine teste sammen, lagde dem ind på bordet
foran ham og bad ham om at gemme dem. Dette
medførte, at jeg pænt skulle BEDE om en test, hver
eneste gang jeg skulle teste. Resultat - jeg testede
ikke særligt tit mere...
I slutningen af januar 2006 tog vi til læge for at
få vores henvisning til videre
fertilitetsbehandling, for nu var der gået 9 måneder
siden operationen, og jeg var stadig ikke blevet
gravid. Derudover var jeg også endelig blevet klar
til at gå videre i systemet.
Lægebesøget endte (udover henvisningen) også med, at
jeg blev diagnosticeret med PCOS. Det havde åbenbart
hele tiden stået i mine papirer (siden operationen i
juni 2005), at jeg var PCOS'er, men lægerne havde
bare glemt at give hovedpersonen besked om dette.
Jeg burde have været rasende over dette, men i
stedet var jeg glad og lykkelig. Endelig var der en
grund til den manglende graviditet. Endelig kunne
jeg forstå, hvorfor tingene var blevet som det nu
var blevet for os. Og endelig kunne vi komme videre
i systemet.
I midten af marts 2006 var vi til første samtale hos
gynækologen, hvis løsningsforslag var at gå direkte
til insemination (IUI-h). Den første cyklus var
'bare' en omgang hormon-behandling med efterfølgende
scanning for at tjekke, om jeg reagerede okay på
hormonerne. I anden cyklus kom vi endelig i gang med
1. delmål - inseminationen. Det lykkedes os at blive
gravide i første forsøg - med termin 9. februar
2007. På det tidspunkt havde vi forsøgt at blive
gravide i 2 år og 7 måneder...
Generelt kan man sige om ufrivillig barnløshed - man
bruger meget af sin tid på at VENTE! Men det er hele
ventetiden værd!
