|
Det startede for 2 år siden. Min mand og
jeg har forsøgt at blive gravide i flere
år uden held. Jeg har fået fjernet den
ene æggeleder efter et par graviditeter
udenfor livmoderen og to spontane
aborter er det ligeledes blevet til.
Tiden kom hvor vi var berettiget til
behandling, og skulle gennem en lang
periode med hormoner og inseminationer.
3 behandlinger blev det til uden held,
og vi blev henvist til
fertilitetsklinikken i Skive med henblik
på at forsøge reagensglasbehandlingen.
Det
hele var en ualmindelig hård tid, med
tanker om, hvad hvis det ikke lykkedes,
op og nedture pga. medicinen og ikke
mindst selvtilliden.
Vi
blev hele tiden mødt af venner og
familie og deres "er du snart gravid"
hvilket ikke gjorde tingene bedre.
Efter mange undersøgelser af både mig og
min mand kunne vi påbegynde behandling
med endnu flere hormoner end tidligere
og i juni måned i år, fik jeg første
gang taget æg ud. Jeg er en type kvinde
hvor der dannes 3 æg uanset hvor meget
medicin man propper i mig.
Der
blev ingen æg befrugtet denne gang.
Vi
skulle herefter vente endnu nogen tid
før næste behandling kunne finde sted.
I
slutningen af august prøvede vi for
anden gang. Jeg fik hentet 2 æg ud og et
blev befrugtet. Glade?.....JA mon ikke.
dagen efter ringede vi på klinikken og
fik at vide at der var et befrugtet æg
som skulle sættes tilbage dagen efter
igen.
Vi
troede nu på at det ville lykkes.
Nu
var det kun de næste 12 dage der skulle
overstås hvorefter jeg skulle have taget
en blodprøve som gerne skulle vise
positiv.
INTET - absolut intet. Det er svært at
beskrive hvordan det føles ikke at være
tilstrækkelig. Tankerne om at skulle
leve et liv uden børn. Skulle vi
overveje at adoptere?
Vi
havde efterhånden affundet os med
at naturen måtte gå sin gang, og ville
bare tage næste forsøg som en dag i
kalenderen.
jeg
skulle efter planen starte på medicin
for 3 gang på 21. dagen af min cyklus
som ville være i slutningen af oktober
måned.
Jeg
har ventet min menstruation men har
egentlig ikke mærket nogen optræk til
den.
Den
kom ikke - det hele ramlede sammen, var
der nu noget galt. Jeg har hørt og læst
at den form for medicin ikke er helt
uskadeligt, og har altid haft en frygt
for selv en Panodil.
Jeg
købte en stak graviditetsteste på nettet
og tog først en, derefter to og ventede
atter en uge.
På
min 33. dag tog jeg atter en, og
..........POSITIV.
Kunne det virkelig passe?
Jeg
blev angst og tænkte at det måtte gå
galt igen. Jeg bad om at få taget nogle
blodprøver for at se om mit HCG tal steg
som det skulle ved en normal graviditet.
Jeg
fik en tid til scanning d. 16. oktober,
jeg skulle være i 6. uge, og den var
fuldkommen som den skulle være.
Jeg
er nu gravid på naturlig måde, uden
medicin eller anden form for behandling.
Måske behandlingen var vores egen!
En trist historie som endte lykkelig i
vores tilfælde.
|
