Barnløshed

Hvad sker der når storken svigter? Flere og flere par står med dette problem og søger hjælp hos deres læge, som ofte sender dem videre i systemet for at blive udredt og evt. komme i behandling.

Hvis man ikke har et barn sammen i forvejen, kan man få hjælp af det offentlige til kunstig befrugtning. For at komme i behandling for barnløshed, skal man henvises af

På de offentlige fertilitetsklinikker har man kun ret til et begrænset antal behandlinger. Det gyldne tal her er 3. Normalt 3 omgange IUI – og derefter 3 behandlinger med reagensglasbehandlinger. Opnås graviditet ikke indenfor de tilbudte antal behandlinger, skal man selv betale for efterfølgende behandlinger – og disse vil så foregå på en privat fertilitetsklinik. Tit hører man dog om barnløse i behandling (herefter forkortet BIB), som har fået tilbudt yderligere behandlinger i det offentlige system.
Krav i det offentlige behandlingssystem er, at man ikke i forvejen må have et barn sammen, og al behandling skal være afsluttet, inden kvinden fylder 40 år. Der er normalt ventetid på at komme til i den offentlige behandlingsverden. Behandlingen på en offentlig behandlingsklinik er gratis – men man betaler for det meste selv for hormonbehandlingen (piller, sprøjter o.lign.)

Insemination (IUI)

Dette er normalt det første stop på vejen, når man kommer i behandling for barnløshed. Kvinden bliver hormonpåvirket i den første del af hendes cyklus, og lige inden ægløsning bliver mandens sæd sprøjtet op i hende (IUI-h). Dette koster omkring 2-3000 kr. pr cyklus, og der skal kun betales for hormon-behandlingen, hvis det er det offentlige, der betaler. Hvis man selv skal betale for inseminationen, koster det normalt 2-3000 derudover – priserne kan man normalt finde på klinikkens hjemmeside.
Hvis mandens sæd ikke kan bruges, kan man bruge en sæddonor (IUI-d). Proceduren er det samme – eneste forskel er bare, at man ikke kender sæddonoren.

Reagensglasbehandling

Der tilbydes to forskellige former for reagensglasbehandlinger – IVF og ICSI. Der findes andre metoder, som afprøves på forsøgsbasis, og mange bliver tilbudt disse forsøgsordninger, hvis de f.eks. har et barn i forvejen, eller de har opbrugt deres kvota af gratis behandlinger i det offentlige behandlingssystem. Man betaler normalt ikke noget for behandlinger på forsøgsbasis.
Ved IVF tager man æg ud af kvinden og blander det med sædceller (enten sæd fra manden eller donor) i laboratoriet. Herefter bliver det befrugtede æg dyrket i 2 døgn, hvorefter det sættes tilbage i kvindens livmoder. IVF tilbydes normalt, hvis kvinden har lukkede æggeledere, manden har nedsat sædkvalitet eller hvor man ikke kan forklare barnløsheden.
ICSI fungerer i princippet på samme måde som IVF – der tages æg ud af kvinden, men i stedet for at blande ægget sammen med sædceller, stikker man en enkelt sædcelle direkte ind i ægget. Denne fremgangsmåde bruges kun i de tilfælde, hvor manden har meget nedsat sædkvalitet.

Ægdonation

Kvinder, der ikke selv producerer æg, kan benytte sig af en ægdonor. Det drejer sig typisk om kvinder, der er gået tidligt i overgangsalderen eller har fået fjernet æggestokkene pga. sygdom.
Eneste problem med ægdonation er, at man ikke må modtage et æg fra en kvinde, som man kender i forvejen, så kvinden, der skal modtage et æg, kan ikke gå ud og lede efter en donor. Donoren skal selv melde sig som donor, og man får som donor kun mellem 300-500 kr. for donationen, da politikerne ønsker ens regler for både mandlige og kvindelige donorer, til trods for at der er langt større ubehag for kvinderne forbundet med donationen i forhold til mændene.