Min drøm gik
i opfyldelse
af Af Dorthe Brandborg
De gode gamle Godnatviser som ”Sov Dukkelise”, ”Den
Lille Ole” og ”Elefantens Vuggevise har fået en god
og kærlig makeover af Grand Prix sangerinden,
Anne-Marie Hassing, på hendes debut album ”Mit
Eventyr”, der udkommer på My Way Music den
25.4.2008. Og det bliver ikke en af de sædvanlige
udgivelser, da der er tale om et koncept, hvor man
både får en ”Barnets Bog”, tegninger og små
historier tilknyttet hver af de 14 sange.

Eventyr og musik har siden barndommen fyldt meget i
den 31-årige musikpædagogs liv. Hun er vokset op i
en familie, hvor det især var faderen, der var den
musikalske drivkraft.
- Vi har altid sunget meget derhjemme og hver gang,
der var familiefest, så havde vi en sang med.
Da jeg kom i skole havde jeg faktisk svært ved at
forstå, at jeg ikke skulle skrive en lille festsang
til den klassekammerat, jeg var inviteret til
børnefødselsdag hos, griner Anne-Marie, der altid
har syslet med at skrive sange og små historier.
Men det var efter hun blev mor for første gang for
fire år siden til sønnen Benjamin, at følelserne og
kreativiteten eksploderede i hende til for alvor at
få skrevet alle de børnesange ned, som hun havde
gået med inde i hovedet. Det er efterhånden blevet
til omkrig 40 af slagsen. Dog er der kun et tre af
hendes egne numre med på albummet. Resten er en
blanding af klassiske danske og svenske børnesange
og en enkelt filmslager.
Der er babypludren i baggrunden. Anne-Marie er ved
at få det yngste skud på stammen, fem måneder gamle
Cecilia, til at sove. Og havde det ikke været fordi,
hun samtidig skulle klare et interview, så kunne den
lille prinsesse nok have været faldet i søvn til sin
mors blide sangstemme.
Og Anne-Marie bobler ikke kun af glæde over
moderskabet men også over, at én af hendes
allerstørste drømme netop er gået i opfyldelse.
Chancen
- Det har simpelthen været en drøm for mig at få lov
til at lave en cd med børnemusik, så det er ikke
uden grund, at jeg har givet mit debut-album titlen
”Mit Eventyr”, fortæller Anne-Marie, der i flere år
har tumlet med planerne om at lave ”De Små Synger
2”.
- Men da det for et års tid siden viste sig, at My
Way Music søgte en sangerinde, der ville lave en cd
med vuggeviser, slog jeg til, fortæller Anne-Marie,
der allerede havde udtænkt sig et færdigt koncept
til albummet.
- Jeg sendte en demo ind til pladeselskabet og kom
dernæst til et interview. Jeg fortalte dem om ideen
med at lave et album, hvor der skulle følge nogle
små tegninger og en tilhørende historie til hver
sang – alt sammen noget, som jeg selv havde lavet.
Senere kom ideen med ”Barnets Bog”.
”My Way Music” sagde med det same ”Go” og så har jeg
stort set fået lov til at køre hele projektet selv.
Og selvom det er den første cd hun har lavet, er
Anne-Marie på ingen måder grøn.
Hun har netop været med i det danske melodi
grandprix og har sunget kor for Simone, Sweethearts
og Birthe Kjær m.fl. og til daglig arbejder hun i
Den Musiske Skole i Aalborg hvor hun underviser børn
i sang og musik.
Legebarnet
Og netop samværet med børn har haft en stor
betydning for Anne-Marie. Hun er i fuldstændig
kontakt med sit indre barn hvilket hendes to børn,
Benjamin på fire år og nu lille Cecilia, nyder stor
glæde af.
Jeg har aldrig været genert i forhold til at lave
sjov og ballade og ligge og rode rundt med børn på
gulvet. Der er da sikkert mange, der synes jeg er
åndssvag, men det tror jeg nu mest handler om
misundelse, konkluderer Anne-Marie, der aldrig vil
holde op med at lege.
Og de mange ideer til børnesange kommer i alle
mulige situationer. F. eks var der en sommer, hvor
det var så varmt, at Anne-Marie ikke kunne falde i
søvn om natten.
- Smed jeg dynen, blev jeg angrebet af en masse
dumme fluer – så det var som at vælge mellem pest
eller kolera. Jeg måtte kapitulere og i irritation
over at have fået afbrudt natten, satte jeg mig ned
i køkkenet og skrev sangen om ”Racerfluen Albert”.
Anne-Marie har selv erfaret hvad musik kan gøre for
børn.
- Mens jeg var gravid sang jeg altid ”Elefantens
Vuggevise” og ”Den Lille Ole”. Hørelsen mener man
allerede udvikles i uge 20, så jeg var meget bevidst
om, at der skulle spilles dejlig musik.
Og i mit job som musikpædagog oplever jeg ofte, at
de børn der er opvokset med at deres forældre synger
for dem, både er mere åbne og bedre motoriske.
F.eks. bemærkede jeg især hvordan Benjamin udviklede
sin motorik, ved at jeg sang og lavede fagte sange
samtidig med at han fik fornemmelse af sin krop ved
berøring og tumlen, siger Anne-Marie.
Heller ikke børnelæge, Vibeke Manniche, underkender
musikkens vigtighed:
”- Men det er en hårfin grænse, man skal jo ikke
køre vuggeviser for fuld hammer eller i rockede
versioner. Det er kun med til at øge barnets puls og
ikke til at få det til at falde til ro. Man kan jo
som voksen altid først prøve musikken af på én selv
og se hvordan ens krop og sind reagerer. Musik kan
bestemt have en god virkning på barnet, når det skal
sove. Men det er vigtigt, at man som forældre er
iagttagende, når man sætter musik på”, siger Vibeke.
Musicals
og kærlighed
Og der er da også mange børn og unge, der har nydt
godt af den kønne sangerindes talent for leg og
musik. Hun har skrevet adskillige børnemusicals. Den
første musical skrev hun i 1998, da hun gik på
konservatoriet i Aalborg. Det blev til en
troldemusical, der dengang skulle skabe interesse
for konservatoriet. Og det var under opsætningen af
den, hun fik interesse for sin medstuderende og
medspiller, Claus Hassing, som hun i dag er gift
med.
- Claus blev min lille trold, griner hun, og
tilføjer at gemalen spiller, synger kor og er
med-producer på albummet. Og for parret, der også
lige har medvirket i årets melodi grandprix, har det
kun styrket kærligheden at arbejde sammen.
- Claus er den ideelle sparringspartner og det har
været så dejligt at arbejde sammen med ham,
forsikrer Anne-Marie, der også har givet sønnen lov
til at være med på et nummer.
- Benjamin siger: ”et, to tre, nu” i starten af
nummeret, "Du er min øjesten" og slutter af med at
sige ”sådan”. Han er så pavestolt og når vi sætter
cdén på beder han os altid være stille, så han kan
høre sig selv, griner Anne-Marie, der også selv har
lavet alle korarrangementerne.
Anne-Marie bliver helt rørt, når hun fortæller om
processen og om hvor personligt hele albummet er
blevet.
Det er så meget mig og jeg kan stå inde for hver en
lille ting. Det er helt fantastisk og jeg føler mig
så privilegeret over, at jeg fik chancen. Nu håber
jeg bare på, at albummet bliver taget rigtig godt
imod.
Sigurd
Barrett om Anne-Marie Hassing
” Anne-Marie er et friskt pust og hun er en dejlig
sangerinde. Det har været en stor fornøjelse at
synge duet med hende”, fortæller DR´s børnevært og
musiker, Sigurd Barrett, der har sunget med på
Anne-Maries eget nummer, "Go`Nat Kat".
”Det er en rigtig sød sang og den passer rigtig godt
ind i mit univers. Jeg synes, det er et rigtigt godt
projekt, hun har lavet”, fastslår Sigurd, der kun
kendte Anne-Marie fra dette års Melodi Grand Prix.
” Men nu er vi jo nærmest blevet gift med hinanden”,
siger Sigurd med et grin og tilføjer, at han har
inviteret sin nye musikveninde med til sit 10 års
jubilæum på Sigurds Bjørnetime på DR til sommer.

1. Du er min øjesten
2. Sov Dukkelise
3. Sov Sødt
4. Go` Nat Kat, Duet med Sigurd Barrett
5. Den Lille Ole
6. Majas Vise
7. Mit Eventyr
8. Solen er så rød mor
9. Håndens Fem Fingre
10. Det Gådefulde Folk
11. Kærlighed
12. Ulvesangen
13. Jeg vil tælle stjernerne
14. Elefantens Vuggevise
|