Ægløsning – 5 måder du kan finde din ægløsning på

Sådan finder du din ægløsning
Foto: frentusha/iStock

At kende tiden for ens ægløsning kan for mange være det vigtigste værktøj i håbet om at blive gravid.

Den bedste måde du kan forøge dine chancer for at opnå en graviditet er ved at kende din mest frugtbare periode, hvilket er tidspunktet omrking din ægløsning.

Dette kan gøres på flere forskellige måder bl.a. ved at tage din temperatur hver morgen, tjekke dit udflåd og ægløsningstest. Der findes også flere fertilitetsmonitorer som kan bruges af kvinder med en i forvejen stabil menstruationscyklus.

Ægløsning – Hvornår er jeg mest frugtbar?

Brug ægløsningsberegneren til at finde den dag du har ægløsning og forbedre dine chancer for at blive gravid.

 

Ægløsningsteste

Mange kvinder vælger at bruge ægløsningsteste for at finde deres ægløsningstidspunkt.

Ægløsningsteste fungerer i teorien på samme måde som graviditetsteste – her drejer det sig nemlig også om jagten på de to streger.

Men på en ægløsningstest kan man dog godt blive snydt, for der vil for det meste altid komme to streger på testen. Ægløsningsteste giver udslag på LH-indholdet i urinen, og der er for det meste altid en smule LH-hormon i urinen.

Men 24-36 timer før selve ægløsningen har man fundet ud af, at der sker en eksplosiv stigning af dette hormon – og det er denne stigning man ønsker at fange med en ægløsningstest.

Ægløsningsteste kan tages på alle tidspunkter af dagen – faktisk er det bedst ikke at bruge morgenurin, når man tester med ægløsningsteste, da LH-hormonet bliver dannet om morgenen.

Man skal altid sørge for at tage testene på samme tidspunkt, og medmindre man kender sin krops signaler, skal man normalt bruge 4-5 teste hver måned.

For at en ægløsningstest er positiv, skal teststregen være lige så tydelig eller tydeligere end kontrolstregen. Lad dig ikke forblinde af, at der kommer to streger på testen – men hold i stedet øje med teststregens tydelighed.

 

TIP
I vores Gallerier kan du se billeder af positive ægløsningsteste

 

Når du har fået en positiv ægløsningstest, betyder det, at der indenfor de næste 24-36 timer sker en ægløsning.

Ægget kan befrugtes i op til 24 timer efter ægløsningen, og sædcellerne kan overleve i op til 5 dage oppe i kvinden. Det er derfor meget begrænset hvor lang tid der er mulighed for at opnå graviditet i hver cyklus.

Ægløsningsteste er dog ikke nødvendigvis løsningen for alle.

Hvis man f.eks. har endometriose, PCO eller andre fertilitetsproblemer, kan ægløsningsteste gøre mere skade end gavn, fordi frustrationen over den manglende positive test kommer til at overskygge det hele.

Temperaturmetoden

Denne metode er næsten gratis at anvende. Det eneste du skal anskaffe dig er et termometer, så du kan måle din morgentemperatur. Temperaturen skal måles med det samme, du vågner, så din krop ikke har været i bevægelse (basaltemperaturen).

Det er MEGET VIGTIGT, at du måler temperaturen på samme tidspunkt hver morgen – også i weekenden. Og det er også meget vigtigt, at du bruger det samme termometer, da der kan komme udsving i din temperaturkurve, hvis du skifter mellem termometre.

Grunden til alle disse ting skyldes, at det er en meget lille temperaturstigning, der skal findes – det drejer sig om 0,2-0,5 grader.

Temperaturen skrives ned eller plottes ind i et skema som det du kan downloade her.

Download Temperaturskema Her

Du kan vælge at bruge et skema som det, der linkes til her, eller du kan skrive temperaturen ned, og så taste den ind i et af de skemaer, som kan findes på nettet. Disse sider er dog for det meste engelske.

Eneste ulempe med temperaturmetoden er, at ægløsning ER sket, når temperaturstigningen viser sig.

Ægløsningen sker lige inden temperaturstigningen, og din temperatur fortsætter med at ligge højt indtil din menstruation, hvor temperaturen så falder igen.

Hvis du er blevet gravid, er dette også en god graviditetstest, for i så fald vil din temperatur blive på det høje niveau.

Cervikal-testen

I løbet af din cyklus skifter dit udflåd karakter. Dette udflåd kaldes cervikal-sekret.

Det udflåd, der dannes omkring ægløsningstidspunktet er livsvigtigt for sædcellerne, for det holder dem nemlig i live – og hvis kvinden danner meget frugtbart ægløsningsslim, kan sædcellerne leve videre oppe i kvinden i op til 5 dage.

 

TIP
Mød andre “Snart Gravide” i  vores velbesøgte forum
Klik Her

Du kan selv undersøge dit udflåd/slim ved at føre en ren finger op i skeden, når du er på toilet. På denne måde kommer der noget slim på din finger. Pres din tommelfinger mod den finger, som har været oppe i skeden og undersøg, hvordan slimet opfører sig.

Hvis det kan strækkes LAAANGT – så har du fundet guldet, nemlig dit ægløsningsslim, og det er nu, at du er mest frugtbar.

Dette slim ligner æggehvide, og hvis du prøver at proppe det i et glas vand, vil du opdage, at slimet klumper sig sammen i vandet ligesom kviksølv gør.

Det kan være en god ide at prøve at putte slimet i vandet, hvis man er i tvivl, for sædrester kan desværre også sommetider vise sig som strækbart slim – men når sæd kommer i vand, opløses det.

Det kan være en god idé at lave et skema over dit cervikal-sekret.

Du kan vælge at bruge et skema som det, der linkes til her, eller du kan skrive temperaturen ned, og så taste den ind i et af de skemaer, som kan findes på nettet.

Download Cervikal-sekret skema her

Fertilitetsmonitor

Den umiddelbare dyreste løsning for at finde sin ægløsning er fertilitetsmonitorerne.

Nogle af monitorerne måler på urinen – andre på spyt. Fælles for dem alle er, at det er en større udgift at anskaffe sig dem.

DEL